Stemningen i Enhedslisten er givetvis god, efter at Berlingske i går kunne fortælle, at partiet haler ind på Socialdemokratiet og står til at få 22 pct. af stemmerne til det kommende kommunalvalg i København til efteråret.
Men det er ikke kun på Rådhuset i København, at der er noget at glæde sig over for Enhedslisten. I dag står partiet nemlig til at få 9 pct. af stemmerne og 16 mandater, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det viser Berlingske Barometer.
Ved valget i juni 2015 fik Enhedslisten 7,8 pct. af stemmerne og ligger altså i dag 1,2 procentpoint højere. Det lyder måske ikke af meget, men er faktisk en statistisk betydelig fremgang.
I øjeblikket står rød blok til at få 51,6 pct. af stemmerne, hvilket med en statistisk usikkerhed på +/- 2,0 procentpoint er et signifikant forspring til blå blok.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.