Det nuværende CPR-system er ifølge Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), alt for usikkert.
Udmeldingen kommer, efter at 900.000 danskere har fået offentliggjort deres CPR-numre på nettet af Økonomi- og Indenrigsministeriet og dermed risikerer at blive udsat for identitetstyveri og anden datakriminalitet.
»CPR-numre er for nemme at komme i forbindelse med og for nemme at bruge som ID, for eksempel til låneoptagelse. Det kan danskerne simpelthen ikke leve med,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.
Første skridt mod en løsning er ifølge Pernille Skipper, at indenrigsminister Margrethe Vestager (R) kigger indad og overvejer, hvordan lækket overhovedet kunne ske. Og så er det på tide at begrave det nuværende CPR-system, mener retsordføreren fra Enhedslisten.
»CPR-systemet, som vi kender det, bør afskaffes. Det betyder ikke, at vi ikke skal have CPR-numre og ikke skal registreres som borgere i landet, men det betyder, at det ikke skal kunne bruges som ID alene. Det kunne erstattes med et officielt ID-kort, kørekort eller pas. Lige nu risikerer alt for mange at få deres identitet misbrugt,« siger Pernille Skipper, der tror, at Margrethe Vestager har kurs mod et samråd, hvor hun skal forklare sikkerhedsbristen.
Er du selv blandt de 900.000 danskere?
»Det har jeg næsten ikke lyst til at indrømme nu, fordi det betyder, at der er nogle, der kan begynde at lede efter mig. Men ja, det er jeg.«
Det er ifølge Børsen CPR-kontoret under Økonomi- og Indenrigsministeriet, der onsdag ved en fejl lagde CPR-numrene frit frem på den såkaldte Robinsonliste - en oversigt over danskere, der har sagt nej til adresserede reklamer i deres postkasse.
Fejlen blev opdaget af Finn Gilling fra firmaet Gilling ApS, der arbejder med personfølsomme data som statens distributør af ejendomsoplysninger. Han kontaktede CPR-kontoret, der fjernede CPR-numrene onsdag aften.