Enhedslisten har aflyst sit hovedbestyrelsesmøde søndag. Det sker efter, at det fredag blev en realitet, at der alligevel ikke bliver en skatteaftale mellem regeringen og dets støtteparti på venstrefløjen.
På mødet skulle den magtfulde hovedbestyrelse ellers have taget endelig stilling til den skatteaftale, som Enhedslistens folketingsgruppe havde forhandlet på plads med regeringen. Men sådan gik det som bekendt ikke. Regeringen sadlede om og indgik i stedet en skatteaftale med Venstre og Konservative fredag aften.
Ifølge Enhedslistens presseansvarlige giver det ikke længere mening at mødes.
- Hovedbestyrelsesmødet er aflyst. Der er ligesom ikke noget at tage stilling til nu. I stedet for holder vi et orienteringsmøde for dem, der har lyst, siger Enhedslistens presseansvarlige, Pelle Dragsted.
BNB