Når januar kommer, så vil Napolis manager Rafael Benitez hente Daniel Agger til klubben på en lejeaftale.
Det skriver The Guardian.
Rygterne om interessen fra Benitez, der var manager for danskeren under deres fælles tid i Liverpool, har været tiltagende i efteråret, og de er ikke blevet færre af, at Daniel Agger lige nu kæmper hårdt for at få spilletid i det engelske.
Repræsentanter fra den italienske klub kontaktede mandag ifølge The Guardian Liverpool for at forhøre sig om mulighederne for en midlertidig aftale. Det vil i så fald være anden gang, at Benitez henter Agger, da det også var ham, der i 2006 købte danskeren fra Brøndby til Liverpool.
I sommer var der bekræftet interesse fra FC Barcelona for Daniel Agger, men Liverpool ville angiveligt ikke sælge, og den danske landsholdsanfører benyttede i stedet lejligheden til at fastslå sin loyalitet for Liverpool, som han kun ønskede at forlade, hvis klubben havde en interesse i det.
Siden er han blevet overhalet i Liverpool af sine direkte konkurrenter, og derfor kan det friste, at Napoli, der røg ud af Champions League med historisk høje 12 point, kan tilbyde ham den spilletid, han ikke får nu.
Napoli ligger på en tredjeplads i Serie A efter Juventus og Roma.
