På sådan en regnvåd dag, hvor man skulle tro, at vejrguderne helt har glemt, at udendørsaktiviteter bare er bedre i solskin og tørvejr, er der noget, der rører på sig for enden af Inderhavnsbroen på Christianshavn.

Det er et godt sted at være, hvis man er sulten. For lige her åbner endnu et madmarked i København. Det hedder Broens Gadekøkken og skal »afløse« det nu aflivede Copenhagen Street Food på Papirøen, der lukkede i december 2017.