Mandag skrives endnu et kapitel i sagen om tidligere forsvarsminister Carl Holst (V), der beskyldes for i sin tid som formand for Region Syddanmark ulovligt at have brugt en offentlig ansat til at føre valgkamp for sig.
Allerede inden mandagens møder i først regionens forretningsudvalg og senere i selve regionsrådet er der flertal for at melde Carl Holst til politiet. Selv hans eget parti, Venstre, støtter en politianmeldelse.
Regionspolitikerne skal drøfte sagen, efter Statsforvaltningen torsdag slog fast, at Carl Holst har benyttet sin personlige assistent, Christian Ingemann Nielsen, til opgaver, der var relateret til folketingsvalget, på trods af at Ingemann Nielsen var ansat af regionen.
»Det er således Statsforvaltningens opfattelse, at den omhandlede bistand til førelse af valgkamp ligger uden for lovgivningens rammer, og at denne bistand således har været ulovlig,« lyder det i afgørelsen.
Sagen tog for alvor fart tidligere på året, da det stod klart, at Christian Ingemann Nielsen tiltrådte som Carl Holsts særlige rådgiver i Forsvarsministeriet. Det vakte opsigt i Region Syddanmark, hvor flere politikere var bekendte med, at Christian Ingemann Nielsen indtil da havde arbejdet for Holst i regions-regi.
Kort efter kunne en stribe medier oplyse, at de under valgkampen havde modtaget mails og udtalelser fra Carl Holst, som Christian Ingemann Nielsen stod som kontaktperson på, og hvor indholdet knyttede sig til folketingsvalget.
Sagen var årsag til, at Carl Holst i slutningen af september trådte tilbage som forsvarsminister efter kun tre måneder på posten. Siden er historie efter historie, der relaterer sig til Holsts tid som formand for Region Syddanmark, dukket op i medierne.
Carl Holst selv er uenig i Statsforvaltningens konklusion, men han tager den til efterretning, oplyste han forleden til Fyens Stiftstidende.
Roger Buch, kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ser en politianmeldelse som næste og selvfølgelige skridt efter Statsforvaltningens konklusion.
»Jeg har sjældent set Statsforvaltningen være så klar i mælet, som tilfældet er her. Den giver klart og tydeligt udtryk for, at der er foregået noget, der er direkte ulovligt. Og når den gør det, er det selvfølgelig helt oplagt, at politikerne derefter skrider til en politianmeldelse,« siger Roger Buch til Fyens Stiftstidende.
Avisen skrev i weekenden, at Christian Ingemann Nielsen ikke var den eneste medarbejder fra Region Syddanmark, der tog aktiv del i Carl Holsts folketingsvalgkamp i forsommeren 2015. Flere direktører og andre ansatte var ligeledes involveret i valgkampen, afslører Christian Ingemann Nielsens mails, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.