LONDON: Den engelske konge er lagt i kisten. En højtidelig forsamling tog søndag afsked med ham på Leicester University og lagde hvide roser på hans kiste. En procession bragte ham derefter til katedralen i Leicester, og den katolske ærkebiskop af Westminster tog imod, mens kisten undervejs blev æret af biskoppen af Leicester. Frem til begravelsen på torsdag vil kisten stå fremme for offentligheden.

Kong Richard III får al den pomp og bragt, som hans lig blev nægtet for 530 år siden, da han blev dræbt under slaget på Bosworth Field. Eller i hvert fald næsten.

»Margaret Thatcher fik en statsbegravelse, og hun var kun premierminister,« påpegede medlemmet af »Richard III Selskabet« Philippa Langley til Radio Times.

Richard III må nøjes med en genbegravelse. Det hele koster ifølge lokale medier omkring 25 millioner kroner, inklusive arbejde på katedralen, og Channel 4 har planlagt direkte TV-dækning på torsdag. BBC sendte direkte søndag. En statsbegravelse bliver det dog ikke til. De britiske kongelige og premierministeren holder sig væk. Men fundet af Richard IIIs skelet under en parkeringsplads i 2012 har pustet nyt liv i debatten om en af de omstridte og afgørende perioder i engelsk historie.

Spørgsmålet er, om den lille konge med den skæve ryg var den afskyelige, beregnende og kyniske morder, som eftertiden har gjort ham til.

Hængt ud af Shakespeare

Richard III regerede kun fra juni 1483 til sin død 22. august 1485, men han er i eftertiden blevet en af verdenshistoriens mest kendte monarker. Ironisk nok fordi den sidste konge af Plantagenet-slægten omkring 100 år senere blev hængt ud som en ondskabsfuld og foragtelig skabning af William Shakespeare, der skrev sine berømte teaterstykker under de nye herskere fra Tudor-slægtens nåde.

»A horse! a Horse! My kingdom for a horse,« lyder det i Shakespeares gengivelse af Richard IIIs endeligt på slagmarken.

Hvis man ikke kender ret meget andet fra den gamle digter, er der en vis sandsynlighed for, at man et eller andet sted er stødt på netop den sætning. Det kan også have en historisk sandsynlighed. Det fundne skelet bærer ti mærker af hug og spyd, og otte af dem er i hovedskallen, hvor et ti cm dybt hug kan modsvare den historiske overlevering om, at en fodsoldats hellebard gjorde det af med ham.

Stort set alle andre af Shakespeares lidet flatterende detaljer er omdiskuterede. Richard III-entusiasterne, der på deres hjemmeside skriver, at de har »adskillige tusind medlemmer verden over«, erklærer, at de bare ønsker den rigtige historie og ikke ser sig som forsvarere for den ringeagtede konge:

»Vi ønsker at fjerne spinnet, de uretfærdige insinuationer, den kunstneriske Tudor-udgave og eftertidens dovne samtykke, og nå ind til sandheden,« lyder det.

Især i det nordlige England og i vikingebyen York bliver forkærligheden for Richard III næret. Et krav fra York om retten til at genbegrave kongens rester måtte omkring domstolen, før Leicester kunne fortsætte forberedelserne.

I den positive version gav Richard III, før han blev konge, som magtfuld prins politisk tyngde til nord og udstedte love til fordel for almindelige borgere. Samtidig var han en modig og strategisk kløgtig leder for sine soldater i »Rosekrigene«, der i 1400-tallet blev udkæmpet gennem tre årtier om den engelske trone.

Nye vinkler og gamle slotte

»Tudor-versionen«, som Shakespeare læner sig op ad, fortæller om en mand, der forrådte alle omkring ham i en sanseløs blodrus mod magten og dræbte både sine egne brødre, sin hustru og sine nevøer, kongens to umyndige sønner. I den version og i teaterstykket møder kongen sin velfortjente skæbne, da han forladt af alle ikke kunne holde fast i magten mere end nogle få måneder.

Under alle omstændigheder var det god timing, at man netop nu har fundet resterne af Richard III. Briterne har et stykke tid været grebet af en mindre »Tudor-mania« med hele to store TV-serier om Henry VIIIs dramatiske regime, hvor fundamentet blev lagt til det britiske imperium. Historiske bøger er blevet skrevet og endevendt. Der er kommet nye vinkler på centrale personer, og gamle slotte og bygninger har fået støvet deres historiske betydning af.

Pompøse traditioner

Det passer også godt ind i en stemning, hvor blandt andet det nationalistiske UKIP-parti, EU-debatten og den skotske folkeafstemning har sat det »engelske« højt på dagsordenen. Den nostalgiske følelse kan englændere og alle andre dyrke nogle dage endnu med et besøg til Leicester eller ved at følge med i medierne.

Briterne er fortsat i særklasse, når det drejer sig om at dyrke pompøse traditioner og det kongelige. Uanset hvad man mener om Richard III, er genbegravelsen en god lejlighed til at vise det og svælge i historiens vingesus.

Bagefter skal Richard III Selskabet nok gøre sit til at forsøge at holde interessen ved lige. På hjemmesiden fortæller man, at de genetiske undersøgelser på University of Leicester viser, at der er 96 procents sandsynlighed for, at kongen havde blå øjne og 77 procents sandsynlighed for, at han havde blond hårfarve:

»Men yderligere analyser vil måske afsløre, at håret var mørkere, eller bølget, endog krøllet!«