Da jeg i sin tid pakkede mine midtjyske kufferter for at blive Mellemøst-nørd i Jerusalem, tog jeg smertefuld afsked med fodbold. Jeg elskede sportsgrenen, havde selv spillet, siden jeg var fem, og voksede op i en familie, hvor farmand var træner, og storebror spillede i AGF.

Den lyd, jeg husker bedst fra min barndom, er det dér »dong« i Sportslørdag, når en af de engelske klubber havde scoret. Til min frustration fik jeg aldrig rigtig fodbolden med i kufferten til Jerusalem – Claus Borre var simpelthen for langt væk, og jeg havde travlt med studierne.

Når jeg endelig spillede lidt bold på Det Hebraiske Universitet sammen med gutterne, gik noget altid galt. Ikke kun fordi jeg altid troppede op i den iranske landsholdsdragt, men også fordi det altid var mig, der kom til at give en lidt for hård skulder eller tyre professor Moshe Zimmermann i maven eller hovedet.

Husker stadig dengang, han samlede bolden op, efter at en helflugter havde ramt ham lige i solar plexus: »Du er en komplet idiot,« sagde han, inden han gik med bolden under armen, så vi andre ikke kunne spille videre.
Når vennerne klædte sig i grønne, gule eller blå-hvide farver for at heppe på Beitar Jerusalem, Maccabi Haifa eller det israelske landshold, var jeg aldrig rigtig til stede.

Jeg så kampene, men lærte aldrig at huske spillernes navne. De interesserede mig ikke tilstrækkeligt, og jeg begyndte så småt at acceptere, at jeg nok aldrig ville komme til at føle det samme for en israelsk klub, som jeg gør for United, Hobro eller det danske landshold.

Jeg mindes stadig den aften på stadion i Ramat Gan, hvor mine israelske venner virkelig følte sig dolket i ryggen: Israel spillede mod Danmark, og på grund af vennerne havde vi fået plads blandt det israelske hjemmepublikum.

Jon Dahl scorede efter to minutter, og per automatik fløj jeg op af stolen og råbte »Sådaaaaan«, så højt jeg kunne. Alle omkring mig sad musestille. Men hvad havde de forestillet sig? At jeg ikke holder med Danmark længere, fordi jeg bor i Jerusalem, eller at jeg ikke synes, Tøftings hårde spil er langt sjovere end dem, der spilder publikums tid ved at ligge og klynke på banen? Come on!

For mig har israelsk fodbold ikke kun været alt for meget skuespil til at forføre mig. Den rendyrkede racisme, som Beitar Jerusalems fanklub, La Familia, tvinger andre til at høre på, er så frastødende, at jeg nægter at betale for en billet i den klub. Hvem har lyst til at stå på tribunen, når de andre synger slagsange mod arabere?

Alligevel har jeg stået adskillige gange som tilskuer på Teddy Stadion i Jerusalem i år. For Israels måske mest racismeplagede stadion er også hjemmebane for Hapoel Katamon. Efter hårde forhandlinger med min ældste søn, der ikke aner, hvad Beitar Jerusalem står for, og bare gerne vil spille fodbold, fandt vi plads på et hold hos Hapoel Katamon. En tilskuerejet klub, som står for alt det, Beitar ikke står for.

Hapoel Katamon gør en aktiv indsats for at give de arabiske børn i byen plads på holdene, fordi sameksistens er vigtigt. Til træning er der afsat tid til at tale om tolerance og fairplay, og hvis klubbens tilskuere går over stregen verbalt set, tager klubben selv ansvar og venter ikke som Beitar på at blive straffet af unionen uden selv at løfte en finger.

Så bette-mand har reddet mig igen. Hans entusiasme på banen smitter. Værdierne, han kommer hjem med, lyder fornuftige. Det er trods alt sjovere at forklare sønnike, hvorfor hans egne tilskuere plantede et regnbueflag som hjørneflag, end at skulle bevæge sig ud i en håbløs diskussion om, hvorfor hans egne tilskuere råber død over araberne.

Hvis han altså havde spillet for Beitar.

Min længsel efter en lokal klub er endelig blevet besvaret. At Hapoel Katamon i sidste uge rykkede op i Liga Leumit, der er divisionen lige under Israels superliga, betyder kun, at det bliver endnu sjovere på stadion næste år. Personligt betyder det også, at min hjemby de seneste mange år endelig har fået en klub, jeg kan stå inde for.