En amerikansk journalist sukkede: »Den her uge - den må godt begynde forfra.«

Andre kom med tilsvarende støn og udbrud, og det gennemgående træk var en forståelig refleks: At alle ugens store begivenheder bliver til ét og bliver til ugen.

Det begyndte med bomberne i Boston, fortsatte med ricinbrevene til præsidenten, udviklede sig til våbensagens store politiske nederlag og er foreløbig endt med eksplosionen på en gødningsfabrik i Texas. »Og jeg tør dårligt nok tænke på, hvad der sker i morgen,« tweetede en kommentator natten til i går.

Underkastet et nærmere eftersyn holder logikken kun på en bagvendt måde; de fire, store begivenheder har intet med hinanden at gøre, bortset fra tre faktorer, som binder dem sammen: At de foregår i USA i samme uge, at de - med en enkelt undtagelse - er næret af fejlinformationer, og at de i sidste ende lever af hinanden.

En amerikansk verden

Men lad os først se på, hvad der sker, og hvornår. Alle tider er danske.

Mandag klokken 20.50 eksploderede to bomber ved mållinjen ved Boston Marathon.

Tirsdag klokken 22.40 offentliggjorde politiet, at det havde opsnappet et ricinforgiftet brev til en senator; onsdag klokken 16.30 tillige, at et forgiftet brev var sendt til præsident Obama.

Onsdag klokken 22.30 blev et forslag om våbenkontrol nedstemt i Senatet, og Obama holdt et vredt pressemøde.

Torsdag klokken 2.50 eksploderede en gødningsfabrik uden for Waco i Texas.

Hvis man skal tro verdens websites og Tv-nyheder, så er de fire begivenheder ugens vigtigste begivenheder, og det understreger så tydeligt som nogensinde, at vi lever i en amerikansk medieverden. I sidste uge var Nordkorea en trussel mod verdensfreden, og et nordkoreansk atomangreb mod Tokyo og Guam var nært forestående; i denne uge er Nordkorea en mindre trussel end hestekød, fordi medievirkeligheden i USA ignorerer Nordkorea. Mandag døde 61 ved bombeangreb i Irak, onsdag døde 52 ved regeringsangreb i Syrien, og Kina bekræftede i går, at fugleinfluenzaen kunne brede sig fra menneske-til-menneske.

Fejlinformationer

Den anden kendetegnende faktor er fejlinformationerne.

Fejlinformationerne kan være båret af simple fejl, myndigheder eller journalister får forkert fat i en kendsgerning og offentliggør den, men fejlinformationerne kan også være mere systematiske og båret af f.eks. fordomme. Som Mat Honan skrev i denne uge i Wired: »Når en tragedie indtræffer, så er det fristende at bruge den til at bevise sine egne fordomme og tvinge de døde og kvæstede ind i sit eget verdenssyn.«

De to konservative medier Fox News og New York Post kunne umiddelbart efter bomberne i Boston afsløre, at politiet havde anholdt en saudiarabisk mand på et lokalt sygehus; Post satte også dødstallet til 12, og begge medier holdt stædigt fast i oplysningerne, selv om andre dementerede dem. Den saudiarabiske mand viste sig at være uskyldig, og dødstallet er stadig på tre.

Angrebet kan vise sig at være begået af muslimske terrorister, men små fire dage senere er det endnu ikke bevist.

Fox News og New York Post er begge ejede af Rupert Murdoch, og der var formentlig tale om en politisk skabelon; for andre var det en anden skabelon: At et bombeangreb i en amerikansk storby må være af samme dimensioner som terrorangrebet 11. september 2001, og derfor blev det behandlet som et angreb, der matchede. Reuters mediekritiker Jack Shafer hævder, at medierne simpelt hen er grundstødt i den skabelon, og at de savner originaliteten til engang imellem at tænke i andre baner:

»Katastrofe-mønsteret« består af »forvirrede live reportaget på Tv,« de samme øjenvidner og overlevende, der siger det samme, »spekulationer præget af uvidenhed og selvmodsigelser,« advarsler om »at forvente det værste« og det hele »sendt på gentag i en evig rundsending,« skrev han.

Nye medier = nye problemer

Shafer så det største håb i de nye medier og sociale medier, som i den slags situationer går nye veje. Men nye medier og sociale medier tager sit eget systemproblem med til dækningen - og det er utålmodighed og hypermetabolisme. Umiddelbart efter bombeeksplosionen på gødningsfabrikken blev spektakulære amatøroptagelser lagt ud på youtube, og det lignede et koordineret angreb af klyngebomber og den mayanske kalender. »Hundredevis af sårede,« lød det fra medier og politikere på Twitter, og kort efter kunne en lokal Tv-station meddele, at der var 70 døde.

»70 døde« var i timevis det operative dødstal på Twitter, ind til en officiel opgørelse torsdag eftermiddag dansk tid korrigerede det til mellem fem og 15.

CNN oplyste onsdag eftermiddag dansk tid, at der var et stort gennembrud i Boston, og at FBI havde identificeret bombemanden, en mørklødet mand. Kort efter kunne en af stationens nyhedskonsulenter, Fran Townsend, oplyse, at manden var anholdt. Nyhedsbureauet AP og Fox bekræftede, og Boston Globe sagde, at manden var på vej til grundlovsforhør.

Alt sammen forkert, og alt sammen forstærket af sociale medier, der sendte det i kredsløb.

Mat Honan fra Wired havde følgende råd: »Den bedste respons på Twitter? Hold kæft.« Muligvis, men det er imod selve naturen på Twitter og på andre medier som Facebook, Vine, Reddit og Instagram; de eksisterer netop for at gøre det modsatte af at holde kæft, det er deres raison d'etre og på godt og ondt, og deres utåmodighed og hypermetabolisme præger de gamle medier.

CNN gik i byen med forkerte oplysninger om en anholdelse, og New York Post gik i går i byen med billeder af de to forkerte mistænkte i Boston, men siden sent mandag aften har et af verdens største sociale medier, Reddit, haft websider dedikeret til at finde gerningsmanden. Brugere af Reddit trawlede gennem billeder og optagelser fra Boston og forsøgte at finde mistænksomme personer med rygsække og tasker i målområdet og udhængte bl.a. de samme mennesker, som Post også gjorde. Det var ikke de gamle medier, der gjorde det; det var den store sociale medieoffentlighed, der gjorde det, og den slags har en afsmittende virkning og sætter hele medieforbrændingen i vejret.

Selvsving

Den tredje kendetegnende faktor er, at begivenhederne lever af hinanden, og det gælder især ricinbrevene.

Ricin er et giftstof, som bliver udvundet af kastorbønnen, og det er dødbringende, men også berygtet for at føre til talrige falske alarmer. Den slags alarmer er - om end ikke hyppige, så heller ikke det modsatte i de fjernsorteringsanlæg, der tjekker post til præsident Obama og Kongressen. Hvis det ikke havde været for Boston, og hvis det ikke havde været for - med Shafers ord - den nedtrampede katastrofetemplate, ville ricinbrevene ikke have været en historie. Nu blev de i stedet læst ind i den sammenhæng, der hedder Boston, og som i sig selv blev læst ind i den sammenhæng, der hedder 11. september 2001.

Hvad det alt sammen betyder?

Det betyder, at nyhedsstrømmen er blevet mere demokratisk, men den er også blevet mere forkert; den er blevet mere innovativ, men også mindre perspektiverende; den er blevet mere dynamisk, men også mere utålmodig. Det fører til et forpustet, forvirret og ofte forkert billede, når »intensiteten af nyhedsinteressen er større end tilgængeligheden af kendsgerninger,« som professor Jay Rosen har udtryk det .

Det fører til den nye medievirkelighed. Totalmedier.