I Berlingske mandag tog sagen om afskedigelsen af professor Hans Thybo på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) en drejning. Det kom til at se ud, som om medarbejdere og tillidsfolk på Thybos institut tog parti i sagen, fordi de i en erklæring bakkede op om institutledelsen.
Det er imidlertid ikke rigtigt. Erklæringens formål var et helt andet, nemlig at lægge afstand til den negative omtale af ledelsen på instituttet, som er udløst af Thybo-sagen, ikke at forholde sig til sagen i sig selv. Underskriverne understreger, at de hverken vil eller kan kommentere den konkrete sag. Erklæringen bakker i øvrigt op om den lokale ledelse, men det er dekanen og rektor og ikke institutlederen, der håndterer afskedigelsessagen.
Det er os derfor magtpåliggende at gøre det fuldstændig klart, at vi som fagforening altid går ind i afskedigelsessager på medlemmernes side. Og her er sagen om Thybo ganske klar: Dansk Magisterforening mener ikke, at opsigelsen er saglig, og derfor fører vi en sag. Ligesom vi altid gør for medlemmer i en lignende situation.
I sager om fyring af medlemmer forholder vi os som fagforening til det rent ansættelsesretlige, dvs. om der er juridisk grundlag for en afskedigelse. Her står vi fast: Vi accepterer ikke et skred i ansættelsesretten, og vi kæmper for alle medlemmer, der bliver opsagt på et uholdbart grundlag.
Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, og Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på KU.