Den britiske premierminister Theresa Mays besøg hos den danske statsminister var en charmeoffensiv for at samle mulige allierede forud for det store slag om Storbritanniens endelige løsrivelse fra EU. Men selv om de to regeringschefer havde »a nice lunch«, som Lars Løkke Rasmussen formulerede det, kan det ikke slette billedet af, at Danmark og Storbritannien er på vej i to helt forskellige retninger. Hvis nogen havde håbet på en blød landing, hvor Danmarks store samhandelspartner kunne forblive en integreret del af EUs indre marked efter Brexit-afstemningen i juni, tyder alt på, at det ikke kan lade sig gøre, og at landingen desværre bliver temmelig brutal.

Theresa May ønsker at sikre britiske virksomheder så gode forhold som muligt i samhandlen med EU og vil ikke spises af med en norsk eller en schweizisk løsning. Men som hun sagde i sin tale i sidste uge til det konservative partikonvent: »Vi forlader ikke EU blot for at afgive kontrol med indvandring igen.« Den britiske regering vil selv kunne styre, hvilke vandrende arbejdstagere, der kommer ind i landet fra andre EU-lande, og det er ikke foreneligt med fri bevægelighed for arbejdskraft.

På den anden side står de store EU-lande og den danske regering stejlt fast på, at pligter og rettigheder følges ad. Det indre marked, som er en af EUs største succeser, er ikke et tag selv-bord, hvor man kan plukke de retter, man bedst kan lide. Derfor tyder alt på, at Theresa May må tage til takke med en ringere adgang og også en adgang, der er ringere end den, Norge og Schweiz har i dag.

For Danmark er det indre marked og den fri bevægelighed for arbejdskraft helt essentiel. Danske virksomheder er afhængige af hver dag at kunne tiltrække kvalificerede ansatte fra hele Europa, og det behov vil kun blive større i fremtiden. Briternes hårde kurs over for vandrende arbejdstagere er ikke en, der gavner Danmark. Selv om Danmark og Storbritannien, som kom ind i Fællesmarkedet samtidig i 1973, har kørt parløb i mange sager, ikke mindst om frihandel, så betyder den britiske udmeldelse, at vi ikke længere er på samme hold.

Derimod er det stadig klart, at EU ikke skal udvikle sig til at være en social union, og at Den Europæiske Union med fordel kunne se på nogle af de sociale rettigheder – herunder børnechecken – som EU-borgere i dag har adgang til. Med den hårde landing, som briterne lægger op til, ser det desværre ud til, at forhandlingerne om brexit udelukkende bliver en britisk øvelse og ikke den justerende selvransagelse, som kunne bringe EU videre.

Den Europæiske Union hverken kan eller skal udvande det indre marked i en sådan grad, at det kan rumme briternes nye position. Men unionen bør benytte anledningen til at se kritisk på, hvad det er, der gør EU så upopulært, at en meget stor del af den europæiske befolkning vender sig imod fællesskabet. Briternes udmeldelse af EU, som indledes senest til marts næste år, skal behandles ordentligt og respektfuldt og med al den pragmatisme, som er nødvendig. Men EU kan ikke lade udmeldelsen ødelægge nogle af de store resultater, som er opnået, og et fælleskab, der ikke bygger både på både pligter og rettigheder, bliver hurtigt så løst, at det ikke giver mening.