CALAIS/LONDON: »Jeg har været i Danmark. For ikke så længe siden. I Esbjerg,« siger syreren og smiler, mens han prøver at huske den rigtige udtale.

Et øjeblik er det svært at få tingene til at hænge sammen. Den unge syrer sidder på en lille café og shawarmabar nær havnen i Calais på den nordfranske kyst. Han lever på gaden og sover sammen med andre syrere på en bred trappe til en kirke lige over for byens fyrtårn, mens de hver nat forsøger at smugle sig under en lastbil for at komme med færgen over Den Engelske Kanal til Storbritannien kun 34 kilometer væk. Så hvordan hænger det sammen med Danmark og den mulige tryghed der?

»Jeg tog toget. En mand sagde, at han kunne få mig til England den vej,« fortæller manden.

Han ønsker at være anonym, for »regimet kan også nå os her. Vi har set det før. Assads folk har kontakter og vil finde dig«. Men syreren fortæller, at han er 29 år og fra Aleppo, hvor han arbejdede i familiens tøjbutik. Da borgerkrigen kom til den store syriske handels­by, måtte han flygte, og siden har han været på en rejse gennem håbløshed, rædsler og til sidst gennem den europæiske asyllabyrint efter et sted, hvor han kan bygge et nyt liv og en ny tilværelse.

»Det var en lang vej til Danmark, og det var en åndssvag idé. Det kostede mig 800 euro for ingenting. Jeg ville heller ikke søge asyl i Danmark. Der var så koldt. Norge og Sverige er endnu koldere. Jeg ønsker ikke bare et sted at være. Jeg vil gerne arbejde, og hverken i Tyskland eller i Danmark kan jeg arbejde, og her kan de ikke lide os, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har brugt mange år på at lære engelsk. Det kan jeg bruge i Storbritannien. De betaler en flygtning fem pund om dagen, og det er ikke engang nok til mine cigaretter, men det er ligegyldigt. Jeg skal nok klare mig selv. Jeg ønsker bare et sted, hvor jeg kan få et liv.«

»Der var jo ingenting«

Turen til Esbjerg førte ham ikke nærmere drømmen, men det var den letteste del af den lange rejse, som han har været på. Syreren fik at vide, at han derfra kunne blive smuglet om bord på et skib med containere.

»Det var for nogle uger siden. Jeg købte billet til toget. Det var i mine overvejelser, at jeg måske ville blive stoppet undervejs, men tænkte, at hvis politiet fanger mig, så søger jeg asyl. Men der skete ikke noget. Jeg kørte lige igennem til København, og der blev jeg ringet op af manden, der sagde, at jeg skulle tage til Esbjerg. Der fik jeg at vide, at jeg skulle komme til en stor plads klokken ét om natten og vente på en opringning. Manden viste mig havnen og sagde, at jeg kunne komme med derfra.

Jeg fik at vide, at jeg skulle være i havnen ved to-tre-tiden. Vi klatrede ind i området, det var let nok. Der var jo ingenting,« siger han med et grin ved tanken om, hvor forskelligt det var fra den skrappe bevogtning med høje hegn, pigtråd, videokameraer og hundepatruljer i Calais.

»Vi åbnede den ene container efter den anden. Så fandt manden én og sagde, at den ville være god. Da jeg sad i containeren, så jeg mig lidt omkring og kunne ikke se noget på engelsk overhovedet. Så jeg ringede til ham igen og sagde, at jeg var sikker på, at containeren skulle et andet sted hen. Manden kom igen og åbnede. Sammen med mig tjekkede han seks-syv andre containere og fandt til sidst en fyldt med papkasser. »Det er din,« sagde han. Der var et lille hul, hvor jeg kunne sidde. Men jeg kunne heller ikke se noget på engelsk der, så jeg ringede igen til manden. Efter et stykke tid kom han og åbnede. Han sagde, at jeg skulle vente, mens han kiggede efter en ny mulighed. Men da han var ude af syne, forsvandt jeg samme vej, som jeg var kommet. Jeg tænkte, at han var svindler. Jeg havde hørt, at containere fra havnen både skulle til Rusland og Kina, og jeg var bange for, at jeg ville ende der.«

Dødelig alvor og spildte penge

Det er næsten komisk. Manden griner lidt selvironisk over historien, og over den spildte mulighed og de spildte penge. Men resten af flugten fra den syriske borgerkrig har været dødelig alvor. Den 29-årige syrer ønsker bare at glemme.

»Måske vil jeg engang tage til Libanon eller Tyrkiet for at være eller på besøg, men jeg tror aldrig, at jeg vil tilbage til Syrien. Jeg vil glemme alt om rejsen og det, der gik forud, så jeg kan bevare det billede af Syrien, som jeg bærer indeni mig selv.«

Livet i Aleppo var ikke perfekt. Det syriske regimes skånselsløse meningskontrol lagde stramme bånd om folks begrænsede frihed, men intet havde forberedt ham på det mareridt, der i foråret 2011 begyndte som et fredeligt råb om frihed i landets gader.

»Vi var ikke et tredjeverdensland. Vi har et regime, der gør ting, men det ønsker jeg ikke at tage ansvaret for. Min familie havde en fin tøjbutik nær Aleppos gamle bydel. Et Scud-missil ødelagde vores hus, og borgerkrigen gjorde det umuligt at være i byen.

Først tog jeg til Tyrkiet og derefter Libanon, men begge steder var det umuligt at finde arbejde. Derefter ville en ven have mig til Sudan, men jeg kunne heller ikke finde arbejde i Khartoum, og næsten alle er fattige og mangler selv alt. Til sidst besluttede jeg, at Italien var bedste mulighed.«

For at komme dertil tog syreren først et fly til Jordan og derefter endnu et fly til Algeriet. Herfra blev han smuglet videre til Tunesien og Libyen.

»Her betalte jeg 1.600 dollar, og sammen med en masse andre ventende mennesker, også mange familier, blev jeg kørt ned til den strand uden for Tripoli, hvor mange af bådene til Italien sejler fra. Vi fik at vide, at vi skulle gå langs stranden. Jeg kunne ikke se noget i mørket. Så gik det op for mig, at vi var blevet solgt til en anden smugler. Vi mødte nogle mænd, der sagde, at vi skulle gå ud til en lille fiskerbåd ude i havet. Jeg bad om en redningsvest, men de skubbede mig bare videre. De havde alle våben, så jeg sagde ikke mere. Jeg var i vand til halsen, før der var en, der tog min hånd og trak mig op. Manden ville kaste min taske i havet, men jeg sagde, at der var medicin, vand og mad. Han slog mig, men lod tasken være. Da vi så efter en halv time kom frem til et større skib, ville jeg have tasken med, men jeg fik at vide, at jeg skulle holde mund og blev slået igen med deres våben. Jeg blev splittet fra nogle familier fra Aleppo, som jeg havde hjulpet, fordi jeg kunne engelsk. Jeg bad om at blive hos dem, men jeg blev slået med en gummislange. De syrere og pakistanere, der var alene, blev kommanderet op på dækket. Underneden var de syriske familier og nederst helt nede ved motoren var afrikanerne og folk fra Indien og Bangladesh. Vi var mindst 550 mennesker, der var slet ingen plads.«

Drev rundt i bølgerne om natten

Kort efter gik motoren ud. Syreren fortæller, hvordan båden drev rundt i høj søgang midt om natten. Til sidst mødte et egyptisk skib frem, og de ombordværende troede, at de var reddet. Det viste sig, at besætningen var i ledtog med smuglerne og blot trak dem et stykke videre.

»Vi bønfaldt dem om at blive hos os, men de sagde, at vi måtte vente på italienerne. Der var høje bølger, og afrikanerne begyndte at komme op nedefra, fordi skibet tog vand ind. Da en helikopter til sidst fik øje på os, dukkede italienerne op, men da de smed redningsveste over til os, kastede alle sig over dem trods italienernes advarsler, og til sidst kæntrede båden.«

Syreren fortæller, hvordan mænd, kvinder og børn druknede i den forfærdelige panik. Han kunne selv svømme, og blev som en af de sidste samlet op, mens han holdt en anden mand oppe.

»Jeg havde tag i en død mand, der holdt os oppe. De familier, der var med mig, så jeg aldrig i live igen. En af familierne havde en niårig dreng og en datter på et år. Hun blev reddet, mens resten døde. Moren var gravid i sjette måned.«

Drømmen om et liv i fred

Manden holder inde, tynget af sin egen fortælling. På sin mobil viser han billeder af den druknede mor drevet ind på en strandbred i Algeriet og faren i Tunesien:

»Nogle venner har sendt de her billeder. Jeg kan kende dem på tøjet.«

De internationale rapporter fortæller om »mindst 24 druknede« fra skibbruddet, men syreren mener, at mindst 200 må være druknet. Han fik fat i den lille piges bedstefar, så hun kunne blive hentet i Italien. Springet fra en tøjbutik i Aleppo, over rædselsnatten i Middelhavet til en café i Calais er næsten ubegribelig. Men det er blot én af de utallige skæbner blandt det rekordstore antal flygtninge fra verdens konflikter, der jagter et blafrende håb i Europa.

»Jeg vil bare finde én, som jeg kan have en familie sammen med. Vi skal have to eller tre børn. Det er lige meget, om det er en syrer, en araber, en brite, en kristen eller en muslim. Bare en, som jeg kan lide, en familie, et arbejde og et liv i fred.«