Trods titlen som danske mestre og deltagelsen i Champions League, så betragter FC Nordsjælland ikke sig selv som et tophold i Danmark. Nej, her er man nærmere stadig ét hold, som har ambitioner om at blive det.

Hvor konfust det end måtte lyde, så er det, hvad FC Nordsjælland, her knap syv uger før Superligaen starter op igen, har at sige om deres nuværende position i tabellen.

En af årsagerne skal findes i, at de forsvarende danske mestre har måttet sande, at hullet på 12 point op til FC København på førstepladsen bliver svær at lukke. Derfor kigger man nu nedad, hvor man i forårets 13 kampe vil forsøge af holde de nærmeste konkurrenter væk.

»Vi ligger nummer to nu tolv point efter FCK og der er langt op. Så den er nok passé. Til gengæld har vi nogle hold, der er stærke, efter os, og som helt sikkert gerne vil være med i topstriden. Der er ingen tvivl om, at vi vil ende så højt oppe i tabellen som muligt, og den andenplads vi har nu, den vil vi rigtig gerne tage,« siger Nicolai Stokholm.

Godt nok får klubben mere end svært ved at genvinde Superligaen. Alligevel er cheftræner Kasper Hjulmand meget fortrøstningsfuld, efter det tætpakkede kampprogram i efteråret blev færdigspillet.

»Vi har blandt andet flere pasninger, end vi nogensinde har haft (over 600 pr. kamp, red). Vi har flere offensive pasninger, end vi nogensinde har haft. Vi har scoret flere mål, end vi gjorde sidste år. Så på mange måder er vi blevet bedre offensivt. Men vi kigger på facts og forsøger hele tiden at bygge på og blive bedre,« siger Kasper Hjulmand.

To dyre FCK-nederlag

Trods Champions League-deltagelsen og flere lærerige oplevelser på den bekostning, så er der én bestemt ting ved efteråret, som nager ham.

»Vi fik seks kampe i Champions League, som er ubetalelige, og samtidig har vi holdt kadencen nogenlunde, synes jeg. Jeg er selvfølgelig lidt irriteret over de indbyrdes kampe mod FCK, som har gjort, at afstanden er stor. Omvendt, at ligge nummer to for vores klub er rigtig stærkt gået, og det er rigtig stærkt af spillerne,« siger Kasper Hjulmand.

Ambitionerne for sæsonen er at blive på andenpladsen, så man igen næste år får muligheden for at spille europæisk. For netop kampene i Europa flytter ifølge Kasper Hjulmand holdet meget i den rigtige retning.

»Vi har fået nogle erfaringer, som er helt fantastiske. Vi har fået nogle detaljer i måden at gøre tingene på, som vi skal udvikle og udnytte. Der er faser i vores spil, som vi har fået nogle svar på, og det er jo det, vi hele tiden søger; svar på det, vi laver,« siger Hjulmand.

Succes avler succes

I Farum har man gennem de seneste år investeret i organisationen, så drømmene om fast at ligge i toppen af Superligaen kan indries.

Et af stederne, som har nydt godt af investeringerne, er klubbens ungdomshold. Lige nu topper man for eksempel U19-ligaen, hvoraf tre herfra netop har fået en professionel kontrakt og dermed er at finde ved førsteholdstræningerne.

»Vi havde et meget, meget intenst efterår, så at møde ind her i januar, det har været spændende. Det er rigtig dejligt at mærke, hvordan spillerne er sultne. Det har givet blod på tanden, det har givet os noget at stile efter, og det har givet et pejlemærke for, hvad vi gerne vil. Så vi er sultne, fulde af energi og klar til angribe det her forår,« siger Kasper Hjulmand. BHåndboldkampen mellem Danmark og Rusland blev spillet efter deadline. Læs alt om kampen på sporten.dk