I løbet af 1990'erne var det stort set umuligt for både børn og forældre at undgå at stifte bekendtskab med »Magic: The Gathering« - i daglig tale magic-kort - der optog skolefrikvarterne og slugte manges lommepenge.
Spillet blev opfundet af den amerikanske matematikprofessor Richard Garfield i 1993, og blev efterfølgende en international succes. Ifølge spilentusiaster var det startskuddet på en hel ny spilgenre, og det anslås at ca. 6 millioner mennesker spiller det i over 70 lande.
På fredag kommer skaberen af det populære spil til Danmark, hvor han blandt andet skal holde foredrag på IT Universitetet om sammenhængen mellem held og evner i spil.
»Han er en guru i spilleverdenen,« lyder det fra magic-ansvarlig hos specialforretningen Faraos Cigarer i København, Anton Lunau, der regner med at høre foredraget, hvis det kan lade sig gøre.
»Det er jo ikke noget med skrigende piger og tusindvis af fans, men der bliver nok fulde huse,« siger han.
Spillet bliver ofte langet over disken i butikken, og der arrangeres spilleaftener tre gange om ugen med cirka 50 spillere pr. gang.
»Det er faktisk mere populært i dag end det var, da det kom frem. Det er bare et godt spil. Derfor holder det over tid. Det var det første af sin slags, og der er noget med det grundlæggede design, der fungerer rigtig godt. Det er blandingen af strategi og held. Man har en chance for at vinde, selv om man ikke har prøvet det så mange gange. Og så tager et spil mellem fem minutter og et kvarter.«
Derfor er det et oplagt spil til skolefrikvarterne, og flere har prøvet at efterligne det, dog uden at slå helt så meget igennem.
»Der blev lavet et kortspil baseret på World of Warcraft, som var populært en overgang, Star Wars havde nogle kort for et par år tilbage, og der har været Star Trek kort, men de er ligesom alle sammen lagt i graven igen.«
Ph.d. i spilstudier Jonas Heide Smith mener, at spillet også har nydt godt af den digitalisering, der har fundet sted, som har bragt nyt liv til gamle klassikere.
»Der er kommet skakspil til iphone, scrabble i form af wordfeud osv. På den måde kan man spille på nostalgien, samtidig med, at det er mere praktisk. Da man spillede sidst havde man god tid til at sidde og nørde med det, men når man bliver ældre fravælger man spillene, fordi man ikke har tid til det. Det kan ikke lade sig gøre at samle syv kammerater til et spil hver fredag aften. Derfor bliver de digitaliserede udgaver af spillene mere attraktive,« siger han.
Det anslås, at computerspilsbranchen er på størrelse med filmbranchen, og der er derfor store summer i at være nummer et på app store, hvor mange af de digitale spil hentes. Men i skolerne kan det mest praktiske dog stadig være de klassiske spillekort.
»Mange steder må børnene ikke have deres mobiltelefoner fremme, så man spiller det klassik. Så kan man supplere med det digitale, når man kommer hjem.«
Derfor er digitaliseringen heller ikke kortspillenes fjende.
»Nogle spiltyper er bukket under for den digitale variant, fordi den kan nogle andre ting og måske bare er sjovere. Men så er der spil, hvor man holder fast i flere varianter. Uno-kortspillet findes jo både på ipad'en, men også som almindelig kortspil. Det kommer an på, hvor man er i sin arbejdsdag eller skoledag eller hvor gammel man er.«
Der findes ingen fast formel på et succesfuldt spil, men visse ingredienser giver et godt udgangspunkt.
»Det er nogle gange tilfældigheder, der gør at noget fænger an. Hvorfor får yoyoer f.eks. tilbagevendende succes? Men når man skraber det væk, skal der være noget socialt, det skal kunne spilles i både kort og lang tid, det er godt, hvis man kan samle på det. Og så må det godt være lidt lækkert. Og så skal der være noget nyt og noget held.«
Det gamle spil nyder dog også godt af, at vi både befinder os i en guldalder for fantasy-genren, og samtidig er mere åbne for spil i det hele taget.
»Hele gamer-livsstilen er blevet mere accepteret de senere år. For ti år siden var det mere tabu for folk over 15 at spille computer, men i dag er der mange, der lever af spille poker, og rigtig mange spiller spil som world of warcraft. Det er blevet mere mainstream.» siger Anton Lunau.
Arrangementet er åbent for alle, så længe der er plads i auditoriet.
Hvor: IT Universitetet, Rued Langgaards Vej 7, auditorium 1
Hvornår: Fredag den 13. september klokken 14