Denne kronik er et forsøg på at bidrage til Svend Brinkmanns opgør med den præstations- og accelerationskultur, som synes at herske i det danske samfund. Kronikken er henvendt til dig, der er droppet ud af gymnasiet, overvejer det, går i 9. klasse og skal vælge ungdomsuddannelse i sommeren 2017, eller dig der måske har været på arbejdsmarkedet i mange år, men gerne vil videreuddanne dig.
Jeg er en af dem, der droppede ud af gymnasiet. I 2012 startede jeg på Falkonergårdens Gymnasiums fire-årige Team Danmark linje, da jeg dyrkede tennis på eliteplan, boede fem minutter fra gymnasiet og havde en ambition om at blive professionel tennisspiller(selvom talentet nok ikke helt rakte). Da jeg havde fine karakterer, på trods af at mit fokus var på tennissporten, virkede gymnasiet som en selvfølgelighed.