Glæd dig! Der kommer en dag, hvor du ikke længere er pinlig, går i kikset tøj og griner på en helt forkert måde i forhold til den normale måde, som de andre forældre griner på. En dag bliver du igen værdsat, din store indsats bliver påskønnet, og dine voksne børn synes bare, at det er »nice«, at du er glad og griner.

Men hvornår kommer den dag?

Et godt råd er, at forældre skal væbne sig med tålmodighed – for når de voksne børn nærmer sig de 30 år, vil de fleste have fået et mere positivt billede af deres forældre.

En undersøgelse blandt 2.000 englændere, som Paramount Pictures gennemførte i forbindelse med lanceringen af filmen »Nebraska«, der beskriver en amerikansk families forhold, fastslår endda ganske præcist, at de voksne børn i gennemsnit er 27 år, før de igen begynder at sætte pris på deres forældre.

Forandringen i forholdet skulle hænge sammen med, at de unge på det tidspunkt i livet har fået kendskab til andres opdragelse og gennem denne sammenligning har fået et mere positivt indtryk af deres egen opvækst.

Returbillet til slægten

Professor Lars Dencik, der forsker i børn, unge og familieliv på RUC, forklarer, at de fleste unge voksne efter teenageårenes trakasserier oplever nogle frie år i 20erne, hvor de eksperimenterer med deres liv og ikke er så tæt på familien. På et tidspunkt vil forældrene og resten af familien dog igen begynde at spille en større rolle, men Lars Dencik tror ikke på den engelske forklaring om, at dette skulle skyldes sammenligninger med andres opvækst.

»Det er det tidspunkt, hvor man selv begynder at få børn og familie. Det bliver en slags returbillet til familien og slægten. Man får lidt mere ro på i slutningen af 20erne, og de fleste får en større agtelse og forståelse for deres egne forældre og anerkender, at forældrene har gjort deres bedste. Især kvinder bliver mere knyttede til deres familie, når de selv får børn, og særligt mormor bliver en vigtig person. De unge oplever ikke kun et tættere forhold til deres forældre, men også til deres søskende, og det bliver attraktivt, at de små børn får et godt forhold til deres fætre og kusiner,« siger Lars Dencik.

Hvor de små børn ser deres forældre som ufejlbarlige og ophøjede, får teenagerne en lige så unuanceret, men negativ opfattelse af deres far og mor. Det mere afbalancerede, realistiske indtryk af forældrene, som de fleste yngre voksne opnår, når de nærmer sig 30 års fødselsdagen, holder sig derimod ofte livet ud.

»Anerkendelsen af forældrene efter teenage­årene er en udvikling, der fortsætter livet igennem – også når forældrene bliver rigtigt gamle. Vi oplever også ofte, at når forældrene er døde, begynder børnene at ærgre sig over, at de ikke udviste større opmærksomhed og taknemmelighed over for forældrene, mens disse levede,« siger Lars Dencik.

Børneforsker Per Schultz Jørgensen, der tidligere bl.a. har været formand for Børne­rådet, påpeger, at løsrivelsen ofte er mere kompliceret for kvinder end for mænd.

»Vi plejer at sige, at drenge har to løsrivelses­faser, og piger har tre. For begge køn er den første løsrivelse i tre-fire års alderen og den næste i puberteten. Men for kvinder er fødslen af deres første barn også en del af en personlighedsudvikling og frigørelses­proces, der er dybere, end den er for mænd, og som kan lede til tættere og dybere forhold. Samtidig kan puberteten også være hårdere for piger end for drenge, fordi der er en tendens til, at vi passer mere på piger og giver dem mindre frihed, end drengene får,« siger Per Schultz Jørgensen.

Det svære oprør

Kønnene oplever således forskellige udfordringer i den proces, hvor de først løsriver sig og siden tilnærmer sig forældrene. For mænd vil det f.eks. oftere end for kvinder være vanskeligere at bede forældrene om økonomisk hjælp, fordi det vil ramme mænd på stoltheden, hvis de ikke kan forsørge familien, mener Per Schultz Jørgensen.

Ifølge den engelske undersøgelse svarer én ud af fire voksne, at de også igennem de normalt så stridsomme teenageår til fulde satte pris på deres forældre. Ifølge Lars Dencik står det dog ikke helt klart, hvordan undersøgelsen definerer teenageoprør eller mangel på samme. Men generelt vil mange unge i dag have svært ved at gennemføre et oprør, mener han:

»I dag har vi en situation, hvor det ikke er let for teenagere at gennemføre et oprør, fordi forældrene er så tolerante og forstående. I visse indvandrerkulturer kan man dog stadig finde oprør, men ikke så meget i den danske. Oprøret har så at sige mistet sin modstand.«