Det sker ikke sjældent, at folk fortæller mig, at jeg har verdens bedste job: Bare sådan at gå rundt og tylle vin og mad i sig, mens andre sidder og sveder foran computeren! Men der findes situationer, hvor det at smage vin er fysisk udfordrende på linje med et job som flyttemand eller jord- og betonarbejder.
Her snakker jeg f.eks. om de årlige »en primeur«-smagninger af bordeaux, som går ud på at smage de ufærdige vine, mens den stadig ligger på fad. Det er vin, der er næsten sort i farven og domineret af tanniner (garvesyre) og masser af nyt egetræ, som blot yderligere bidrager til tanninhelvedet, som rasper gummerne op.
Efter at have smagt et sted mellem 40 og 60 vine på et par timer er mundhulen tør og gennemgarvet og tænderne blåviolette, dækket af et ubehageligt lag af tannin og syre, som min tandlæge har forbudt mig at børste af efterfølgende og da slet ikke med tandpasta.
Spørgsmålet er, hvorfor man frivilligt gennemgår dette smertehelvede? Og svaret er: For at få det første forhåndsindtryk af den nye årgang og for at finde ud af hvilke af vinene, det er værd at investere i allerede nu. Det forholder sig nemlig sådan, at man i Bordeaux sælger en del af den nyeste årgang allerede før, den er aftappet på flaske – det kaldes en primeur. Det fungerer ganske enkelt sådan, at man betaler nu og får vinen leveret om to år, når den er aftappet.
Fordelen for slottene er, at de kan realisere nogle af de værdier, de har liggende – de fleste bordeauxslotte har en langt større produktion end f.eks. bourgognebønderne – og i de store investeringsår er en primeur-systemet faktisk også med til at booste prisen i sidste ende efter nogle år.
Fordelen for kunden er at sikre sig forsyninger til en fornuftig pris, men det gælder først og fremmest i de bedste år – i de små år, mellemårene, som typisk er mindre holdbare, vil vinene typisk falde i pris på sigt.
Et specielt folkefærd
Der er således langt mindre idé i at handle en primeur i det, som vinhandlerne kalder »arbejdsårgangene« som skal drikkes tidligt på bl.a. på restauranterne. Det ser man ved, at en primeursalget har været faldende, siden de to store investeringsårgange 2009 og 2010. 2011, 12, 13 og 14 er alle relativt jævne årgange, som ikke har generet det store en primeursalg, bl.a. fordi slottene ikke har været parat til sænke priserne tilstrækkeligt meget.
Men nu er der altså gang i den igen med årgang 2015: Slottene har meldt ud, at der er tale om en rigtig god, men dog ikke exceptionel, årgang. Priserne er følgende røget i vejret – ikke helt op på siden af 2009 og 2010, men dog 20-40 procent over 2012, 13 og 14. John Krøigård, indehaver af Theis Vine, som stod for den store 2015-smagning på Børsen i sidste uge, siger, at han sælger markant mere bordeaux en primeur i år end de foregående år.
Og hvem det så, som er kunder til en primeurbordeaux, som altid købes i hele kasser af 12 flasker?
»Det er et specielt folkefærd,« siger John Krøigaard. »For vores vedkommende går 60-65 pct. til fire store investeringskunder, som køber en primeurvin i stedet for værdipapirer. Resten er private, restauranterne er ikke med her,« siger Krøigaard, som glæder sig over at have fået en ny type kunder – som endda kommer fra Fyn og Jylland, hvor der er tradition for at holde på pengene – der hver typisk køber seks-syv kasser vin til mellem 600 og 2.500 kr. flasken. En udskrivning på mellem ca. 43.000 kr. og 210.000 kr.
Hos Christian Philipson, som ifølge eget udsagn »har langt det største en primeursalg i Danmark,« er billedet lidt anderledes, her er langt hovedparten privatkunder: »Jeg anbefaler altid folk at købe vin for at investere i fornøjelse, frem for at tjene pengene på det. Mine primeurkunder køber typisk tre-fem kasser i best buy-klassen, typisk cru bourgeois,« fortæller Christian Philipson.
Et stilmæssigt skifte
Og hvordan smager den så, årgang 2015 bordeaux? Mit umiddelbare indtryk er sødme: Jeg var selv i Frankrig i juli sidste år (godt nok i Alsace) og oplevede en usædvanlig hedebølge.
I Bordeaux blev hede og tørke dog afløst af regn sidst på sommeren, som ifølge bønderne selv for en gangs skyld »reddede« høsten. Resultatet er moden, sødmefuld stil, lidt a la 2009, men knap så koncentreret og opulent.
De fleste af vinene er ganske smooth, med relativt finmaskede tanniner og rigtig mange af dem – bortset fra de mest hårde nysere fra kommunerne Pauillac og Saint Julien, som typisk har meget højt indhold af cabernet sauvignon, der har sværere ved at modne end merlot – forekommer relativt let tilgængelige.
Vinene fra højre bred (af Gironde-floden), f.eks. Pomerol og St. Emilion, er typisk mere sødmefulde og bløde – det samme er vinene Graves, syd for Bordeaux by – i hvert fald dette år. I et varmt år som 2015 kan højre bred blive lige lovlig meget af det gode for undertegnede, ikke mindst fordi alkoholen ryger i vejret.
Men jeg fandt da et par stykker fra de kanter, som behagede mig vel – f.eks. den slebne og slikne Château Canon fra St. Emilion, som er 1. grand cru classé, til den nette sum af 1.499 kr. per fl.
Fra Graves (Pessac-Léognan) var jeg som altid glad for Domaine de Chévalier (479 kr.) med finmaskede tanniner i feminin, burgundisk stil – jeg fandt det faktisk svært at spytte den ud. Haut-Bailly, som jeg har set et par af de amerikanske slikmunde gå i ekstase over, var bestemt heller ikke dum.
Fra Médoc, som for mig er og bliver det »rigtige« Bordeaux, vil jeg, hvis tegnedrengen er i orden, stemme for Pichon-Baron (989 kr.): Mørk, klassisk og stilfuld pauillac med knap så beske tanniner som f.eks. den ditto klassiske nabo Léoville-Barton. I den mere publikumsvenlige afdeling vil jeg umiddelbart pege på den blåbærduftende og præcise Chasse-Spleen fra Moulis (209 kr.), som bl.a. udmærker sig ved ikke at være druknet i træ.
Og så i øvrigt en positiv nyhed: På min tur gennem tanninhelvedet stødte jeg på langt færre af de overtræede, overmodne og over-estraherede sorte bomber, som normalt går under betegnelsen »Parker vine« (efter den amerikanske vinkritiker). Stilen i Bordeaux går åbenbart i retning af mere drikbare, klassiske og elegante vine, og det kan man jo kun bifalde!