Der var ikke meget at skrive hjem om, da en gruppe internationale journalister for nogle måneder siden mødte António Guterres i Lissabon. Den tidligere portugisiske premierminister, flygtningehøjkommissær og daværende kandidat til verdens fornemste diplomatpost talte en time i træk men sagde intet, der kunne støde nogen eller – for den sags skyld – for alvor begejstre andre.

»Han har således alt, hvad der skal til, for at blive FNs næste generalsekretær,« konstaterede den spanske avis El País’ udsendte, der imidlertid også noterede sig en anden af Guterres’ kvaliteter.

Forud for mødet stillede han egenhændigt stolene i salen op, så samtlige korrespondenter kunne se og høre bedst muligt, for bagefter at sætte dem pænt på plads igen. Og det er ikke mindst denne for sydeuropæiske politikere usædvanlige grad af venlig opmærksomhed, der som supplement til en diskret og driftssikker embedsførelse har ført den 67-årige portugiser gennem en lang og succesfuld karriere stort set uden at skaffe sig fjender på halsen.

Kritikere beskylder Guterres for at være så rund, at han er trillet fra den ene toppost til den næste uden rigtigt at sætte sig spor. Men hans langt flere venner advarer imod at skue skødehunden på hårene. Dels gemmer der sig bag det milde ydre en viljefast og stædig politiker, pointerer de. Dels, og især, banker den nye generalsekretærs hjerte oprigtigt for de ofre for krig, terror og fattigdom, som han, efter i den forløbne uge at have fået FN-institutionernes blå stempel, lovede at sætte i centrum for sit arbejde gennem de kommende år.

En venstresnoet messedreng

Guterres voksede op i Lissabon under 1950ernes og 1960ernes fascistiske diktatur, og allerede som barn påkaldte den lille Tonico sig opmærksomhed. Som messedreng i den lokale kirke begejstrede han sognebørnene med sin evne til at læse op fra de hellige skrifter, og i skolen fik han konsekvent topkarakterer.

Som mange portugisere af sin generation flirtede han i ungdomsårene med den yderste venstrefløj med Marx og Trotskij som husguder. Den kristne barnetro var imidlertid endnu stærkere, og Guterres foretrak kirkens hjælpearbejde i Lissabons slumkvarterer frem for studiekredsene i Das Kapital.

Det var i den forbindelse, han mødte sin åndsbroder, Portugals nuværende præsident Marcelo Rebelo de Sousa. Et venskab, der ikke blot overlevede de tos valg af henholdsvis socialistpartiet PS og det konservative PSD umiddelbart efter Nellike-revolutionen i 1974, men som også gjorde livet en hel del lettere for Guterres, da han 20 år senere blev premier­minister for en socialistisk mindretalsregering. I spidsen for de konservative stod nemlig Rebelo de Sousa, der førte en usædvanligt loyal oppositionspolitik over for sin gamle ven.

Kort efter sit genvalg i 1999 valgte Guterres imidlertid at træde tilbage. Hans første kones død efter en kræftsygdom havde været et hårdt slag. Og de politiske trakasserier i et Portugal, der allerede på det tidspunkt begyndte at vise økonomiske svaghedstegn, var blevet en prøvelse. I stedet gik Guterres i gang med at gøde jorden til en international karriere, der samtidig kunne genforene ham med ungdommens passion for (verdens)samfundets svageste.

Sagde nej til EU-Kommissionen

Da landsmanden José Manuel Durão Barroso i 2004 blev valgt som formand for EU-Kommissionen, var det angiveligt på afbud fra Guterres. Han ville hellere lede FNs Flygtningehøjkommissariat – en post, som portugiseren opnåede året efter og beklædte indtil nytår.

Blandt Guterres’ få kontroversielle udtalelser er et verbalt nakkedrag til et Europa, der efter hans mening svigter en af vor tids største udfordringer.

»Europa har modtaget sølle to flygtninge pr. 1.000 indbyggere, men er alligevel gået i panik. Vi burde have gjort mere for at imødegå mediernes fremstilling af en ukontrolleret invasion,« sagde Guterres tidligere på året.

Meget tyder på, at han vil få rig lejlighed til at gentage sin kritik. Men flygtningekrisen er blot en blandt flere. På de indre linjer skal der gøres op med en syg kultur inden for FNs fredsbevarende styrker, som beskyldes for både passivitet og overgreb. Udadtil bliver den stadig mere komplekse og betændte krig i Syrien den største udfordring.

Guterres har næppe de vises sten. Men stormagterne, som enstemmigt valgte ham til at lede FN, er tydeligvis trygge ved hans vindende væsen. Som verden ser ud, er det ikke en dårlig ting at have flere venner end fjender.