I politik skorter det ikke på sager, som nærmest slutter, før de er kommet i gang.

Lidt hurtig debat, palaver på de sociale medier, frem og tilbage og op og ned. Slut, færdig, videre til det næste.

Og så er der de sager, som bare bliver ved og ved. Som aldrig slutter. Og som kan præge politik i lang tid frem.

Sagen om den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs´ køb af aktier i den statslige energikæmpe DONG Energy hører til i den sidste kategori.

Sagen har allerede noget at et generalieblad; den har ført til alt fra folkeprotester, underskrifter i tusindvis og en regering, der blev flået itu, da SF under dramatiske omstændigheder selvantændte på et nattemøde i DGI-byen.

Dagen efter var deres ministre ikke ministre mere. Og formanden? Hun var fortid.

Det var derfor også et lille stykke politisk danmarkshistorie, der blev afdækket, da Rigsrevisionen onsdag eftermiddag kom med sin længe ventede redegørelse over det forløb, der førte frem til den omdiskuterede kapitaludvidelse.

Og så alligevel ikke – for en af rapportens mest råbende budskaber er det, der ikke kan afdækkes. Rigsrevisionen finder det således »meget utilfredsstillende«, at Finansministeriet ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret væsentlige dele af processen.

Herunder dele af buddet fra Goldman Sachs og det beslutningsgrundlag, der bl.a. var til stede i regeringens hjertekammer, det såkaldte økonomiudvalg.

Finansministeriet siger, at det vil lære af fejlen. Men det ændrer ikke på, at kritikken stiller ministeriet i en sårbar position; det åbner for en bred bane af spekulationer, som kun bekræfter kritikerne – og de er mange – i, at processen har været kørt uprofessionelt.

Og at skatteyderne nu betaler prisen.

DONG var i alvorlige problemer

Der er dog tale om en sag, som er noget mere kompleks, end den ofte fremstilles.

Når DONG overhovedet havde brug for en kapitaludvidelse, skyldtes det, at selskabet i en årrække havde døjet med sløje økonomiske resultater. Og at gælden var stigende. Så galt stod det til, at selskabet var i overhængende risiko for at få nedgraderet sin såkaldte kreditvurdering – og det kunne øge de finansielle omkostninger betragteligt.

Eksempelvis kunne en nedgradering føre til, at finansielle låneinstitutioner ville kræve tilbagebetaling af lån for 15,7 milliarder kroner, fremgår det af Rigsrevisionens rapport.

Samtidig kunne det give væsentlige udfordringer i forhold til fremtidige investeringer. Og netop investeringer i bl.a. vindenergi var, hvad selskabet havde udset sig for at gøre forretningen levedygtig igen.

Udfordringen var bare, at selskabet allerede havde gennemført investeringer for 80,9 mia. kr. i perioden fra 2007 til 2011 – og at kun en fjerdedel af de investeringer havde været mulige at finansiere ved hjælp af frasalg.

Uden frisk kapital ville det altså kræve mere gæld at gennemføre investeringerne – men øget gæld ville samtidig føre til en dårligere kreditvurdering.

Ikke nogen optimal situation; det er lidt som hunden, der bider sig selv i halen.

Løsningen blev at få frisk kapital ind – og her var der grundlæggende to muligheder:

Den ene var at sælge ud af statens ejerandel til private investorer.

Den anden var, at staten selv spyttede i kassen.

Finansministeriet vurderede, at der ud fra snævre, kommercielle interesser kunne være gode argumenter for den sidste mulighed, fordi man ventede, at selskabet ville stige i værdi efterfølgende, og at det derfor var et dårligt tidspunkt at sælge ud.

Der var dog overhængende sandsynlighed for, at det ville være i strid med EUs statsstøtteregler. Samtidig ønskede den daværende opposition – de blå partier – at det skulle ske ved privat kapital. Ligesom investeringsprogrammet ikke var uden risici – og derfor ikke uproblematisk at lade skatteyderne løfte alene.

Det var derfor også en stat, der stod med et forholdsvist svagt udgangspunkt for forhandlinger, da den gik på markedet med hatten i hånden.

Hårde forhandlinger med amerikansk storbank

Og den fik sig noget af en modpart, store Goldman Sachs.

Ifølge Berlingskes oplysninger brugte banken over 200 millioner kroner på ekstern bistand, ligesom den havde 50 mand, der i 10 måneder udelukkende arbejdede på netop denne sag, som med 8 milliarder kroner endte med at blive den næststørste investering i en enkeltvirksomhed, Goldman Sachs nogensinde har foretaget uden for USA.

Og de danske pensionskasser?

De var ikke umiddelbart klar til at kaste nok penge i DONG.

Et centralt punkt i forhandlingerne med Goldman Sachs var værdiansættelsen – altså prisen på DONG. Den endte på 31,5 milliarder kroner – men ifølge kilder med kendskab til forløbet lå investeringsbankens første, indikative bud faktisk noget højere, nemlig på mellem 33 og 35 milliarder kroner.

Under den såkaldte due dilligence-proces – hvor potentielle investorer får adgang til langt flere forretningskritiske data – stødte banken dog bl.a. på det stærkt uroplagede Hejre-felt i Nordsøen, som DONG siden har nedskrevet for milliarder.

Derfor lå Goldman Sachs’ endelige bud markant lavere, hvilket førte til hårdknude i forhandlingerne.

Kompromiset endte med at være på 31,5 milliarder kroner. Ikke langt fra den nedre grænse på 30 milliarder, som statens rådgiver, Danske Bank, ifølge Rigsrevisionen havde markeret.

Tre år senere – ved børsnoteringen i juni 2016 – var værdien mere end fordoblet.

Blev DONG så solgt for billigt? Måske. Eller måske ikke.

For var værdien steget lige så meget, hvis ikke Goldman Sachs havde investeret og var kommet ind som en partner med stor viden om bl.a. børsnoteringer?

Ingen kan med sikkerhed komme med et værdineutralt svar på det spørgsmål.

Lysende klart står det dog, at sagen blotlægger de gnister, der kan opstå, når storkapital og politik støder sammen for åbent tæppe.

Netop deri ligger også det sikre perspektiv i sagen om Goldman Sachs og DONG. Herfra vil det blive langt sværere for politikerne at sælge ud af statslige nøgleselskaber til private investorer, fordi følelserne er så stærke.

Men det kan også blive svært at lade være, hvis det brænder på. Og det gør det bare fra tid til anden i nogle af de selskaber, som alle landets skatteydere ejer deres lille del af.

Mon ikke, der ligger en politisk hovedpine og venter på fremtidens finansministre.

Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske redaktør