For nylig hørte jeg, at der i udlandet er kurser i, hvordan man skriver den perfekte statusopdatering på Facebook.
Det synes jeg lyder fornuftigt. For der er simpelthen så mange diskussioner om, hvad man ikke må skrive, men der står aldrig, hvad man så skal.
Det er helt sikkert, at man ikke skal forsøge at imponere andre. For så bliver de sure. Som en mand skrev i The Telegraph for nylig: »Facebook er en endeløs parade af selvglade mennesker med perfekte liv – og jeg holder det ikke mere ud.«
På den anden side tror jeg ikke, at den mand ved, hvad han beder om. Få dage efter, at jeg havde læst indlægget i Telegraph, faldt min seksårige datter faktisk og slog sig hårdt på cyklen ude foran vores hus. Hun havde snot og blod i hele ansigtet og hylede i vilden sky.
Der kunne jeg da godt lige have knipset et billede og lagt det op på Facebook: »Øv, fik ikke givet hende cykelhjelm på. Bare naboerne ikke så det.« Jeg tror bare ikke, at verden er klar til den slags billeder. Ikke med en seksårig. Hendes bedsteforældre er i hvert fald ikke, og måske er kommunen heller ikke.
Så man skal finde noget, som kun er lige tilpas trist.
Altså spurgte jeg min mand, om det var i orden, at jeg skrev, at han havde glemt vores bryllupsdag, og at det havde gjort mig ked af det. »Nej,« sagde han. »For du glemte selv vores bryllupsdag. Så det er begrænset, hvor ked af det, du kan være blevet.«
Så spurgte jeg ham, om det så var i orden, at jeg skrev, at jeg selv havde glemt vores bryllupsdag, og at det gjorde mig ked af at tænke på, at min mand ikke syntes, at det var et problem. Men det sagde han også nej til. »Prøv lige at se det lidt udefra, ikke?« sagde han. »Folk tror jo, at du vil sige et eller andet med det.«
Han foreslog, at jeg i stedet for at plage ham, forholdt mig til, hvad der foregik ude i den store verden på Facebook.
Men det er min erfaring, at folk ikke har stor tålmodighed med proklamatoriske udsagn af typen »Hvor er det bare synd for folk i Aleppo.« For ja, bestemt, men hvor vil du hen med det, og Aleppo, hvad er Aleppo? Det risikerer at virke fremmedgørende.
Så det er helt klart bedst at gå ind i en debat, som allerede kører. Men her skal man være forsigtig med, hvornår man går ind. For debatter på Facebook forløber altid i tre etaper.
Først udtaler en masse mennesker sig til støtte for et synspunkt. For eksempel: »Karina Pedersen er en vigtig stemme. Underklassen har ingen moral.« Så går der lidt tid, og så udtaler en masse andre mennesker sig til støtte for det modsatte synspunkt. For eksempel: »Karina Pedersen lyver. Det er hende, der ikke har nogen moral.«
Så går der lidt mere tid, og så kommer de, der har ventet til alle argumenter og oplysninger er på bordet, og fortæller, at begge parter tager fejl og har dårlige motiver til at mene, som de gør. For eksempel. »Det er typisk, at højrefløjen elsker Karina Pedersen. Og lige så typisk, at venstrefløjen hader hende. De red deres kæpheste, og det var grimt, hvordan pressen heppede på dem.«
Helt klart er den sikreste position den tredje, hvor man upartisk hæver sig op over diskussionen og fælder dom over alle, der har deltaget i den. Det løfter ligesom diskussionen til et helt nyt og højere niveau. Tese, antitese, syntese, I ved.
Dens svaghed er, at folk opdager det, hvis man gør det for tit. Folk gennemskuer en.
Personligt er jeg derfor nået til den konklusion, at den perfekte statusopdatering må være den, der kritiserer den tredje position. Som for eksempel: »Hvor er jeg træt af alle dem, der sidder i baghånd og venter med at kloge sig på Karina Pedersen-debatten, til alle andre har udtalt sig, hvorpå de så fælder deres knusende dom.« Det er en baghåndsbaghånd, og den rydder bordet.