»Mig selv,« siger Thomas Blachman, om hvilket kunstværk, der har gjort størst indtryk på ham. Ordene falder her på andendagen for Kulturmødet på Mors i en højrøstet debat om elite eller folkelighed.

At denne skelnen kan virke kunstig og måske rummer et både-og antydes af flere af de indforskrevede debattører.

»Jeg hører Abba på vej hjem i bilen,« siger Rebecca Matthews, chef for Aarhus 2017, som også henviser til snurrig, avantgardekunst, mens filmen »Den enfoldige morder« med dets uretfærdighedstema har rørt Socialdemokraternes Mogens Jensen. Den mere traditionelle finkultur er dog også repræsenteret i debatten, f.eks. nævnes Thomas Manns eksklusive forfatterskab af både Jørgen Leth (»Dr. Faustus«), og Pablo Llambias (»Døden i Venedig«), mens chefen for Aalborg Symfoniorkester fremhæver Mahlers »8. symfoni«.

Ifølge teaterdirektør og skuespiller Morten Kirkskov er »der en kunstig skelnen mellem elitær og folkelig kunst. Nogle synes ikke, at de er fine nok, og andre synes, at de er for fine, men vi skal nedbryde disse skel.«

Uden for citat siger flere kulturaktører ligeud, at en række af de store institutioner er for gumpetunge og for fastlåste. Forklaringerne er de dog ikke enige om.

Herhjemme er kulturen i markant grad på støtten. At institutionerne har et sugerør nede i statskassen får betydning for, hvordan de agerer. Der er mindst to debatter gemt her:

Den ene debat handler om, at der er et pres for, at kulturen skal halse efter politiske slogans som »innovation«, »outreach«, »inklusion af nydanskere« og »børn og unge«, uanset om det betyder, at det betalende kernepublikum føler sig svigtet.

Omvendt er kulturcheferne ærlige om, at publikum forsvinder, hvis der kun er fokus på de gråhårede. Nyt skal der til. Eksempelvis i Randers, hvor museumschef Jørgen Smidt-Jensen inddrager digitale kompetencer »til at blæse støvet af en ellers kedelig oldtidsudstilling, for ellers kommer unge ikke«. Leder af Teatercentrum Henrik Køhler efterlyser ligefrem en holdningsændring: »Vi tænker meget i hierarkier, hvor vi er eksperter, mens publikum, læserne, besøgende er nederst. Men ofte er det omvendt. Vi skal lære at se publikum som eksperter, der stiller krav«.

Den anden debat handler om, at der flere steder lever en forstenet institutionskultur, hvor stærke faggrupper hersker. Og hvor penge fra det offentlige kommer automatisk med posten, næsten uanset kritiske evalueringer, som der ikke følges op på. En beslægtet kritik blev for nylig rejst i Politiken, og Folketingets kulturpolitikere følger sagen.

Alt det kom dog til at stå i et særligt skær, da den bundsolide ordstyrer Adrian Hughes, spurgte, hvordan det dog kan være at Den Jyske Operas ny opera- og danseopførelse af »The Picture of Dorian Gray« var fuld af engelsk skønsang, men helt uden danske undertekster. Havde der været fuld egenbetaling, så ville man have været tvunget til at tænke mere på publikum, filosoferede Hughes. Blot for at blive tilrettevist med ordene, »at det skam var meningen«.

En fin illustration af, hvordan mange skatteydermillioner kan hæmme tilgængeligheden for publikum.