Der er gået mange år, siden vi var en lille gruppe entusiastiske sociale entreprenører, som samledes i Holbergsgade i det centrale København for at fejre oprettelsen af Öresundskomiteen, en samarbejdsorganisation for kommuner, amter og landsting i »Øresundsregionen«. Det var i 1993. Forventningerne til fremtiden var store, ligesom visionerne og deltagerne omfattede notabiliteter som den daværende danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. En hovedopgave for komiteen skulle være administration af EUs regionalfondsmidler med henblik på at fremme integration over Sundet.

Man fandt en formel for samarbejdets politiske ledelse. Repræsentanter fra de to sider af sundet skulle hver på skift overtage formandskabet i en to-års periode. I praksis blev det borgmestrene fra København og Malmø, siden amtsborgmesteren fra Københavns Amt og regionsrådsformanden fra Skåne.

Gennem 1990erne blev samarbejdet rammen om talrige initiativer, der bidrog til at sætte udviklingen af en integreret Øresundsregion på dagsordenen. Men i 2007 gik det galt. Danmark nedlagde amterne og erstattede dem med politisk valgte sygehusbestyrelser, som man kaldte regioner. Det forstod svenskerne ikke, hvorfor de troede, at de danske »regioner« var regioner ligesom Region Skåne. Det skulle de aldrig have gjort. Nu kunne de danske pseudoregioner nemlig bruge den svenske uvidenhed i deres kamp for at få en status som rigtige regioner.

Der blev bygget en bro – men ikke bygget bro

I første omgang lykkedes det dem at få lov til at udarbejde såkaldte regionale udviklingsplaner, som var helt uforpligtende og ligegyldige debatoplæg. Plankompetence fik regionerne ikke, og mulighed for at finansiere de forslag, der måtte være i planerne, fik de heller ikke.

Samtidig fik Øresundskomiteen ny svensk ledelse, der fik kanaliseret EU-midlerne for en tre-års periode – mere end 20 millioner kr. – ind i et projekt, der officielt skulle koordinere infrastrukturpolitikken i Øresundsregionen. Reelt var målet at sætte en tunnel ved Helsingborg på dagsordenen ved at koble den op på en international transportkorridor, der kunne indgå i den nationale svenske infrastrukturplanlægning. Det betød, at alle EU-miderne til tre års integrationsarbejde blev brugt til lobbyisme for en transportkorridor for transittrafik gennem regionen, dvs. det modsatte af et regionalt integrationsprojekt, mens de regionale visioner blev sat på vågeblus.

På dansk side handlede det om at forankre ideen i de berørte kommuner. Man tog fat på opgaven på bedste svenske konsensusvis: »Regionerne« fik EU-midlerne til planlægningen af korridoren sammen med de berørte kommuner, da man fejlagtigt antog, at de regionale udviklingsplaner indgik i dansk planlægning. Dermed troede man, at projektet blev forankret i kommunerne.

Problemet var, at de to danske deltagende »regioner« ikke havde noget tøj på, og at det var tanken, at de snart skulle nedlægges og erstattes af professionelle sygehusbestyrelser. Men nu fik de penge til at lave »planlægning« for, så de lignede rigtige regioner. Det var præcis det, de havde brug for. Hvad de planlagde, var til gengæld af mindre betydning.

Infrastrukturprojektet kørte af sporet. Nok omfattede det en Helsingør -Helsingborg-forbindelse, men den og det samlede projekt blev overdimensioneret i absurd grad. Det kom til at bestå af 63 km tunnelrør under Øresund, hvor der er fire km bredt, en sekssporet motorvejstunnel og tre jernbanetunneler samt en 50 km lang nyanlagt transportkorridor med godsjernbane og motorvej gennem Nordsjællands rekreative områder.

Hele Øresund skal have gratis, trådløst net

Et projekt til over 50 milliarder kr., som skulle finansieres af høje afgifter på trafikken, der krydsede Øresund, og som derfor ville udelukke enhver integration og regional udvikling i fremtiden. Snart viste det sig også, at konsensusprocessen var skudt helt ved siden af: Der var ikke dansk opbakning til projektet.

Det skulle de danske regioner naturligvis have fortalt de svenske deltagere fra starten, men de havde jo en anden dagsorden og var helt ligeglade med det regionale Øresundssamarbejde. Så de holdt bevidst mund med, at de ingen kompetencer havde på området, og at projektet havde været dødfødt fra starten.

I mellemtiden lykkedes det imidlertid for »regionerne« at positionere sig i forhold til den københavnske erhvervsmarkedsføring. Den skulle nemlig nu omfatte hele Sjælland, og man fandt derfor et nyt navn, Greater Copenhagen, for organisationen Copenhagen Capacity. Dermed markerede man, at der ikke kun var tale om København, men også om det omgivende Sjælland – og det var jo vigtigt at få slået regionernes eksistens fast over for uvidende internationale investorer.

Men så opdagede man, at man havde »glemt« den anden side af Øresund, og den skulle naturligvis også med. Navnet stod dog ikke til diskussion. Det ville åbne for helt uoverskuelige genforhandlinger at ændre det, så embedsmændene mente, at Skåne fremover også skulle kaldes Greater Copenhagen. Arrogancen var til at tage og føle på. Og dermed også den reelle ligegyldighed over for Øresundssamarbejdet.

København taber kapløbet om internationale investeringer

Resultatet blev, at nogle frustrerede skånske politikere som en provokation foreslog, at man skulle markedsføre regionen under navnet Greater Copenhagen and Skåne. Et bevidst idiotisk navn på to sprog, så det udelukkede sig selv. Det besluttede man så. Siden også, at Öresundskomiteen skulle omdøbes til Greater Copenhagen and Skåne Committe. Et dejligt kort og mundret navn, der fastslår, at der netop ikke er tale om én region.

Nu, hvor Öresundskomiteens navn er blevet ødelagt, er turen kommet til selve samarbejdet: De to danske pseudoregioner kræver nemlig, at formandskabet i komiteen skal deles mellem dem og Region Skåne sådan, at de to danske organisationer skal sidde på formandskabet to tredjedele af tiden. Det er ganske simpelt ikke et samarbejde. Det er en majorisering, der fuldstændig ødelægger enhver samarbejdsånd, så man i Skåne nu er helt oppe i det røde felt. Spørgsmålet er, om skårene overhovedet vil kunne klinkes igen. Det handler jo om tillid, og den har de to sjællandske regioner formøblet, og København, dvs. hele Sjælland, kan ikke klare sig i fremtiden uden Skåne.

Regionernes kontraproduktive ageren – oven i købet i en regional sammenhæng – stiller fornyet spørgsmål ved deres eksistensberettigelse. Under alle omstændigheder må Region Hovedstaden og Region Sjælland ud af de øresundsregionale samarbejder, som de har obstrueret i deres kamp for at blive til rigtige regioner. Alternativet vil være et Øresundssamarbejde uden samarbejde.