Vinderen af konkurrencen »International Garden Photographer of the Year«, Årets Internationale Havefotograf, er et billede af en naturkatastrofe i fuld blomst. De nærmest overnaturligt smukke lilla lupiner ved Tekaposøen på New Zealand skulle slet ikke være der. Lupiner hører ikke naturligt hjemme på New Zealand, og den pæne haveplante er ved at udkonkurrere det naturlige planteliv. Den er blevet landskabsukrudt.
Fotografen bag vinderbilledet, Richard Bloom, beskriver selv lupinerne på sit billede som »udsatte« eller naturaliserede. Dommerkomiteen, der har valgt hans billede som vinder, taler sig elegant uden om problematikken: »Øjet ledes mod horisonten af de diagonale linjer i vandløbet og træerne ... det udgør en elegant symfoni af planter og natur«. Så kan man selv vælge, om planterne er natur eller ej.
