Det er tidlig morgen, og hvis vi var personer i en Bret Easton Ellis-bog, ville ingen af os være vågne endnu. Vi ville ligge bevidstløse i sengen, tunge af for meget champagne, pot, Xanax og tequila efter gårsdagens eskapader og nervøse sammenbrud.

Men vi er ikke inde i en bog, vi er i København en sprød efterårsmorgen af den smukkeste slags med strålende blå himmel. Klokken er ni, og Bret Easton Ellis, den rigtige levende Bret Easton Ellis, manden bag kultklassikeren »American Pscyho«, er i byen for at promovere sin nyeste bog, som netop er udkommet på dansk, og det er tid for dagens første interview. Og den amerikanske kendisforfatter har ikke den helt store lyst til at være uden for bogen. Ikke derude, hvor man skal forholde sig til den og forklare den og svare på det samme spørgsmål for 137. gang. Han gør det, fordi han skal.

Web-TV: American-psycho-forfatter laver tv-serie

Interviewet foregår på det danske forlag i det indre København, og hovedpersonen ankommer en anelse forsinket, med en sort Nike-kasket på hovedet, solbriller, trainers og joggingbukser, mens han snakker i telefon med en eller anden i USA, hvor klokken næsten er midnat.

»Der er fire timers interviews linet op«, siger han med en diskret here-we-go-again-stemme. »Jeg er nødt til at smutte.«

Det er tydeligvis endnu en dag i en lang række af dage, der skal klares på bedst mulige vis, inden touren endelig er overstået - om en uge. Han har været på tour i fem måneder verden rundt. Og trætheden er begyndt at slå igennem. Stemningen bliver spids i lokalet, da det viser sig, at der - også i dag - er booket adskillige fotografer.

»Det er jeg ikke forberedt på. Der stod ikke »fotos« nogen steder på mit skema. Jeg har kasket på.«

Luften sitrer af irritation, indtil han ligesom skifter retning indvendigt og fejer det til side.

»Ved I hvad, pyt, det er fint, det tager vi med.«

Luften dirrer stadig, mens han siger »Jeg eksploderer ikke, jeg tager det helt roligt«.

Så konkluderer han: »Man skal ikke brokke sig over en PR-tour. Jeg er heldig.«

Og så går vi i gang med det første interview i dagens tætpakkede program, som først vil slutte mere end 13 timer senere på Den Sorte Diamant, hvor han skal læse op af »Imperial Bedrooms«, den selvstændige fortsættelse af hans debutbog Less than Zero, som gjorde ham berømt som 21-årig. Bogen udkommer på dansk i denne uge. I morgen er der flere interviews, og så videre til Milano.

Smerte og forvirring

»Hvert femte år eller deromkring kommer jeg ud af min hule med en ny bog, som er et udtryk for min smerte og forvirring,« siger han. »Og et år efter, at den er færdigskrevet, skal jeg ud og promovere den. Det er meget mærkeligt. Og jeg prøver at gøre det på så professionel vis som muligt, men jeg kan ikke sidde og lade som om, at jeg ikke finder det unaturligt.«

Bret Easton Ellis har haft det mærkeligt med berømmelsen, »den der ting, der hedder 'Bret Easton Ellis'«, som han beskriver det, lige siden den ramte ham som 21-årig og eksploderede med udgivelsen af American Psycho.

»Hele berømmelsestingen er virkelig negativ, det er dårligt for ens ego og dårligt for ens selvværd, for folk prøver hele tiden at pille en ned eller puste en op. Det er meget kompliceret og fremmedgørende,« siger han.

»Det var et chok, da jeg opdagede, hvad det virkelig betød et år eller to efter udgivelsen af »Under nul«. Det første år var bare sjovt og spændende. Jeg var 21, og mit ego var ude af kontrol, og jeg syntes, det var smart og sexet, og at alle burde være berømte. Og så opdager man pludselig, at det faktisk ikke er særlig godt, men temmelig fucked op. Hvem kan man stole på? Man ved ikke, hvad folk vil have ud af en. Alle kommer gående mod en med et smil og ved, hvem man er. Hvem er mine venner, og hvem er ikke? Man får et meget paranoidt billede af verden.«

Paranoiaen, som ramte ham for første gang som 21-årig, vendte tilbage for fuld smæk fra 2006 til 2009, da han flyttede fra New York og tilbage til LA for at arbejde på en film for første gang. Han beskriver det som et giftigt miljø, hvor alle løj og forrådte hinanden.

»Jeg mistede faktisk venner på grund af en dårlig film. Det var paranoia på sit højeste,« siger han.

Kickstartet paranoia

Og passende nok er den aktuelle bog efterfølger til den selvsamme debutbog, som kickstartede paranoiaen, gennemsyret af den samme stemning. Hovedpersonen Clay er, ligesom Bret Easton Ellis selv, flyttet tilbage til L.A fra New York og arbejder som manuskriptforfatter. Og han udnytter folk, lige så skamløst og lige så meget, som han føler, de udnytter ham. Og som altid er der et sammenfald mellem stemningen i bogen og Bret Easton Ellis' virkelige liv. Det er, som han siger, noget han blev træt af at afvise cirka halvvejs gennem PR-touren.

»Ja, jeg har skrevet de her bøger. Ja, jeg har været masser af de der steder. Og ja, bøgerne er delvist selvbiografiske i forhold til den smerte, som de udspringer af. Men jeg lever ikke i de verdener. Mit sexliv er ganske almindeligt. Jeg tilbringer en masse tid alene. Jeg fester ikke igennem oppe på luksushotellet Chateau Marmont. Jeg arbejder på mine manuskripter og går i biografen med mine venner og spiser pizza og ser sport på tv derhjemme. Men når jeg skriver, åbner jeg for noget i hjernen, og nogle gange havner jeg nogle meget mørke steder. Og det, synes jeg, er spændende. Naturligvis. Jeg er fiktionsforfatter.«

Og han forklarer, hvordan han forvandler sig til en maskine, allerede en måned inden PR-touren begynder, og øver sig i at snakke om bogen og svare på spørgsmål, som han opfatter som meningsløse.

»Det at skrive er en underlig og magisk proces, som absolut intet har at gøre med logik,« siger han. »Det er umuligt at svare på spørgsmål såsom »Hvorfor er du så interesseret i vold?« Jeg skyder mig selv, hvis jeg hører det spørgsmål igen,« siger han og presser sin hånd mod tindingen.

Vold på alle notesblokke

At spørgsmålene om vold står på alle journalisters notesblokke, inklusive min egen, er ikke så mærkeligt. Alle Ellis' bøger drypper af blod, torturdrab og indvolde - fra den udpenslede sexvold i »American Psycho« til den endeløse række af voldsomme terroreksplosioner og flystyrt i »Glamorama«. Volden i »American Psycho« var så ekstrem og mængden af protester mod bogen så stærk, at hans daværende forlag, Simon and Schuster, nægtede at udgive den på trods af, at de havde givet ham et forskud på 300.000 dollar. I stedet blev bogen udgivet af Vintage, som hører under Random House. Ellis har stadig den samme redaktør som dengang, Gary Fisketjon, og de har stadig indædte diskussioner om de voldelige scener.

»Gary brød sig ikke om »American Psycho,« siger Bret Easton Ellis. »Han forstod den simpelthen ikke. Og jeg forstod ikke, hvorfor han ville redigere den. Men jeg var jo 26 og bange for hele den der kontroversielle stemning, så jeg lod ham begynde.«

Også med »Imperial Bedrooms« har kampen været hård. Især omkring en bestemt torturscene mod slutningen af bogen.

»Der var nogle foruroligende detaljer i det afsnit, som Gary bare ville skære ud, og det lykkedes for ham, og jeg fortryder det virkelig. Jeg bryder mig faktisk ikke om at tænke på det mere,« siger Ellis. »Det gør mig virkelig vred.«

Og så beskriver han, hvorfor volden er så vigtig.

»Hele bogens idé kommer fra smerte. Og det at skrive den er at forstå smerten, og hvorfor jeg føler den. Så selvfølgelig er det spændende og skræmmende at skrive om vold. Men hele skriveprocessen er spændende. Alt det, man finder på undervejs, også de sjove scener. Men når folk hører, at en forfatter synes, det er spændende at skrive en sadistisk scene, så tænker de »han må være pervers«.

I det hele taget mener Ellis, at omkring halvdelen af hans læsere misforstår hans bøger. Han undrer sig over, at unge mennesker læser »Under nul« og synes, den er glamourøs. Og at mænd kommer til hans oplæsninger i deres skarpe jakkesæt direkte fra kontoret og smilende - med henvisning til den ultravoldsdyrkende hovedperson i »American Psycho« - siger »Ja, jeg ved det, jeg ligner Patrick Bateman, gør jeg ikke?«, som om det er en udmærkelse og en præstation. Men det er fint, siger han.

»Jeg kan jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Hvordan publikum reagerer på en bog har absolut intet at gøre med, hvad forfatterens intention var.«

Hans stemme bliver igen en anelse spids, da han siger: »Det er noget, jeg har lært meget, meget tidligt.«