IRAK: Det internationale samfund har for alvor engageret sig i kampen mod den frygtede islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stat, der har erobret store landområder i det nordlige og centrale Irak og ifølge FN drevet 1,2 millioner indbyggere på flugt.
USA og Storbritannien har ifølge britiske aviser hver især sendt specialstyrker til det nordlige Irak, hvor de samarbejder om at indhente efterretninger om de islamistiske styrker og om at koordinere en indsats for at redde de mange tusinde flygtninge, der aktuelt sidder omringet på bjerget Mount Sinjar, efter at islamisterne har erobret byen Sinjar.
Samtidig har ledelsen i USA i de seneste døgn haft travlt med at ringe til udvalgte europæiske lande som Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Holland for at anmode landene om at sende våbenhjælp til den kurdiske Pesmergahær, hvis styrker overraskende er kommet under pres af islamisterne, der har bedre våben og mere ammunition.
Presset er så stort, at islamisterne nu står helt fremme ved grænsen til det kurdiske selvstyreområde.
Foreløbig vides det, at Frankrig onsdag har svaret amerikanerne, at de er parate til her og nu at sende våben til kurderne. Torsdag meddelte Holland, at regeringen også overvejer at sende våben til kurderne, og Tyskland har svaret, at der her fra vil blive sendt skudsikre veste af sted.
Storbritannien har ifølge avisen The Telegraph desuden sendt mindst otte jagerbombere af typen Tonado ind over det nordlige Irak med optankning i luften fra en base på Cypern. Fire af de store Chinook helikoptere er også sendt til det kurdiske område.
USA indledte for nogle dage siden luftbombardementer af de islamistiske styrker for at fjerne dem fra deres positioner klos op ad grænsen til det kurdiske område. Amerikanerne har for nylig etableret et kommandocenter i kurdernes uofficielle hovedstad Erbil og følte ikke uden grund den islamistiske tilstedeværelse ved grænsen som en trussel.
Samtidig bombede amerikanerne islamistiske stillinger omkring Mount Sinjar og var med til at bane vejen for, at flere tusinde fra det kurdisktalende religiøse mindretal yazidierne kunne flygte til den syriske grænse sammen med bevæbnede syriske kurdere, der deltog i redningsaktionen og langs Syriens grænse bevæge sig frem til sikkerhed i det kurdiske område.
Det internationale engagement understreges også af, at amerikanske og britiske specialstyrker ifølge avisen Daily Mail onsdag blev landsat af Black Hawk helikoptere på Mount Sinjar for at tage bestik af situationen. Amerikanske og britiske fly har over de seneste dage kastet nødhjælp fra fly ned til flygtningene. Deres antal blev i starten anslået til 30.000, men efter masseflugten via Syrien, er der ifølge en amerikansk talsmand, nu »langt færre end tidligere frygtet«. Nu skal de tælles i nogle tusinde, som det siges.
Den britiske premierminister, David Cameron, erklærede onsdag, at han er stolt over, at britiske fly og britisk hjælp har spillet en rolle og fortsatte:
»Jeg kan bekræfte, at en detaljeret plan for at få disse mennesker væk er ved at være på plads, og at Storbritannien vil spille en rolle i den.«