»Jeg tror aldrig, at jeg har været så træt før i mit liv. Jeg var satme udmattet til sidst,« siger Anders Samuelsen og lader sig dumpe ned på sofahynderne foran sit hvidkalkede parcelhus i Horsens’ udkant. Han har bare fødder og løbeshorts synlige under mere tækkelige korte bukser, og selv blåheden og intensiteten i hans øjne er der skruet ned for. Her har han siddet det meste af tiden, siden regeringsdannelsen kom på plads, og her kan han nyde udsigten fra sit barndomshjem mod Horsens Fjord bag træerne, der omkranser Solbakkevej.
»Når jeg er hjemme og har været ude at løbe eller taget en dukkert i fjorden, så sidder jeg her.«
Indimellem har han dog flyttet sig en smule fra de blå puder foran huset. Han har været på Anholt sammen med resten af Liberal Alliances folketingsgruppe plus familier. Det er blevet en tradition, at gruppen tager på ferie sammen hvert år. Han har også været med Simon Emil Ammitzbøll og nu tidligere MF’er Thyra Frank – igen plus familier – en uge på Skagen. Og så til Tour de France-afslutning i Paris med sin kæreste, operasangeren Susanne Elmark. En smuttur til Svendborg for at fejre fødselsdag – hvor Thyra Frank og Ammitzbøll også var med – blev det også til.
I den kuriøse, men dog også ret så seriøse, afdeling, reddede Anders Samuelsens ældste søn i øvrigt Simon Emils liv.
Under middagen på det gamle missionshotel Stella Maris, fik den hurtigtsnakkende ordfører et stykke kød grueligt galt i halsen.
»Han var satme ved at dø, men Mikkel, som kan førstehjælp, sprang op på ryggen af ham og lavede en heimlich-manøvre, så han fik det dér kæmpe stykke kød op igen. Han stampede i gulvet og kunne ikke trække vejret, det var virkelig dramatisk, det kan jeg godt love dig. Men da det var overstået, satte han sig ned, løftede sit glas mod Mikkel og sagde »tak fordi, du reddede mit liv.« Det er typisk Simon Emil,« griner Anders Samuelsen.
Hvis 2009 var et nulpunkt for Anders Samuelsen – hvor Ny Alliance ramte 0,0 procent i meningsmålingerne, og han blev skilt – var 2015 året, hvor han som en af valgets store sejrherrer og som parlamentarisk grundlag for Lars Løkkes regering, kom gående gennem valgnatten med sin smukke kæreste ved sin side for at blive hyldet som en helt af partiets medlemmer sammen med Simon Emil Ammitzbøll.
»Det var da et højdepunkt, og derfor er dette også eftertænksomme uger. Det lykkedes os at få 7,5 procent af stemmerne og de afgørende mandater. Men vi er stadigvæk på vej, og jeg føler det endnu som om, at jeg lige er gået ud af gymnasiet. Men det kan jeg jo godt regne ud, at jeg ikke er, eftersom min yngste søn nu går i gymnasiet.«
Han ser ud over villavejen, fælles-området på den anden side og husene lidt længere væk, hvor hans søster, Mette Bock bor i ét, hans niece i et andet og hans mor, Anna, længere ude mod horisonten.
»Mit liv veksler mellem det hektiske i København, og når jeg er rundt i hele landet for at holde foredrag, og så mit udgangspunkt her på Solbakkevej, som er en base for mig. Jeg ender nok i København på et eller andet tidspunkt, for det har altid været besværligt at bo herovre, samtidig med at det har været et helle. Jeg sidder her, og fru Jessen på 80 kommer cyklende forbi, og det har hun gjort, siden jeg blev født. Det har altid givet en tryghed, men især i den meget turbulente fase fra 2007, har dette hus været et anker for mig. Taxachaufføren, som kørte dig herud, kørte også for min far, dengang han var folketingsmedlem og skulle med flyet fra Billund. Når jeg går op i Brugsen, ved jeg, at over 20 procent stemte på Liberal Alliance, så det er en sikker base, og det har da noget at gøre med, at både Mette og jeg bor her. Det er herfra, min verden går.«
Men parcelhuset er ikke kun bygget på gode minder. I 1966 blev den seksårige lillesøster Karen dræbt af en bil for øjnene af den dengang niårige Mette, og kort tid efter besluttede forældrene sig for at få et erstatningsbarn for at hele såret. Det blev Anders, som kom til i 1967. Siden kom endnu en lillebror, Karl Peter, men kort tid efter forlod moren parcelhuset og endte på Samsø med sin nye mand, en præst, og de to yngste sønner. Den nye stedfar har Anders Samuelsen siden sammenlignet med den grusomme biskop i Bergmanns »Fanny & Alexander« – blot uden vold – og efter fem års ægteskab blev moren da også skilt fra præsten.
I mellemtiden var faren begyndt at drikke, og i de næste 20 år sled han langsomt sin krop op, som Anders Samuelsen formulerer det. Men han var samtidig en engageret mand, der i flere år passede sit arbejde som gymnasielærer og fulgte flittigt med i sine børns liv. Og selv om parcelhuset på Solbakkevej har lagt vægge til megen tristhed, valgte Anders Samuelsen og hans ekskone alligevel at overtage det efter farens død.
»Der har også været gode ting forbundet med dette hus, og for mig har det meget handlet om at forsøge at genrejse en historie og gøre det, som han drømte om. Når alt andet omkring mig har været turbulent, har jeg kunnet søge ly her. Jeg har i hvert fald ikke orket også at skulle tage stilling til, hvor jeg skulle bo og rive rødderne op, når tingene var så usikre, som de var i en meget lang periode. Lige så modig jeg kan være politisk og arbejdsmæssigt, lige så angstprovokerende har det været for mig at skulle flytte et andet sted hen. Det gør andre jo naturligt, men at skulle rive alting op for at bo et sted, hvor man ingen kender, det havde jeg ikke mod til. Vi tænkte ikke på det som et hus, hvor min far boede i 20 år og langsomt sygnede hen, men som et skønt sted for børn. Og dengang arbejdede jeg syd for Horsens, så det var meget nemmere og mere et praktisk spørgsmål. Vores hus i Århus lå lige ud til Grenåvej, som er den mest befærdede vej i Danmark, og der var fandme meget larm om natten. Dette er det tætteste, jeg kommer på et hjem.«
Anders Samuelsen er en af den slags mennesker, hvis offentlige ansigt står i slående kontrast til det private. Hvis han på TV fremstår intens, karismatisk, ja, til tider endda opfarende og kolerisk, er indtrykket af den private Samuelsen snarere billedet af en sindig, eftertænksom – og ret træt – jyde.
»Det er jo det, man ser på TV. Privat synes folk ikke, at jeg er manisk. Det er otte år siden, historien om partiet startede, og ja, der har da været travlt, men der har også været mange timer til eftertænksomhed og lange gåture. Men udefra ser det ud som om, at jeg har haft meget travlt. Det vigtigste som politiker er udholdenhed og vedholdenhed, for man er til jobsamtale hvert fjerde år. Det mærkede vi så i exceptionel grad fra 2007 og i årene frem, hvor det hele kollapsede. Men jeg kender mange, der arbejder mere end jeg gør. Jeg arbejder bare på en anden måde. Jeg kan godt tillade mig at tage en lur midt på dagen, og det er der ikke så mange, der kan tillade sig. Så jeg har også en stor frihed. Og i partiet har jeg ingen ordførerskaber, Leif (Mikkelsen, red.) er landsformand, og Simon Emil er gruppeformand og politisk ordfører.«
Et af Anders Samuelsens mottoer, som han har adopteret fra sin far, lyder »vandet bliver ikke varmere af, at man venter.«
»Jeg lever godt med, at der sker noget, og jeg tror, jeg ville have det svært med et stillesiddende job. Så der har jeg været heldig. Jeg kan heller ikke holde lange møder ud. Sådan havde min far det også. Hvis man ville have et kort møde, satte man bare ham til at være ordstyrer.«
Et andet eksempel på utålmodigheden er, at da Anders Samuelsen var ung, løb han så meget – og så hurtigt – at han fik skader. Så det blev »kun« til en enkelt optræden på landsholdet på femkilometer-distancen, som han i sin storhedstid kunne løbe på 14 minutter og 40 sekunder.
»Det handler nok om mit engagement, og at jeg gerne vil se resultater hurtigt. Jeg er blevet bedre til at erkende, at det altså godt kan tage lidt længere tid, og at man ikke kan få rejst meningsmålingerne fra 7,5 til 14 procent på én dag. Det er et langt sejt træk.«
I huset bor også storebror Kristian Samuelsen, som arbejder for partiet – blandt andet som rådgiver for Thyra Frank. Han er skilt og bor derfor hos lillebroren. Han dukker op med Mette Bocks meget våde hund, som har været en tur i Horsens Fjord. Han er højere og kraftigere bygget end lillebroren, er storrygende og går med vandrestøvler. Han slår sig ned op ad husmuren, og vi taler om faren, Ole Samuelsen, som selv var radikalt folketingsmedlem fra 1968 til jordskredsvalget i 1973, hvor han røg ud. Han ville gerne selv have været minister og var evigt stolt af alle sine børn, som han elskede at diskutere politik med.
»Han var så stolt af os børn og skrev altid i breve om, hvor pragtfulde vi alle sammen var. Tror du ikke, at far ville have været enig i Liberal Alliances politik?«spørger han Kristian.
»Daddy? Det ved jeg sgu ikke. Det kan godt være.«
»Han ville i hvert fald ikke være enig med de Radikale, som partiet ser ud i dag. Og han ville have været tilfreds med at have fået tre ud af fem børn engageret i politik.«
De griner.
Storebror Morten har et konsulentfirma, Samuelsen hedder det, og lille-bror Karl Peter er efterskolelærer og også engageret i politik.
»Fire ud af fem søskende stemmer på Liberal Alliance,« tilføjer Kristian.
»Og mine sønner gør,« siger Anders.
»Og en af dine døtre.«
»Og vores mor.«
Kristian, lå det i kortene at din lillebror skulle komme så langt?
»Tja. Han har altid været en stræber og et konkurrencemenneske,« siger storebror.
Anders Samuelsen: »Ja, jeg har altid bedre kunnet lide at vinde end at tabe. Og så tror jeg, at alle mennesker har noget, de er rigtig gode til. Jeg fandt ud af, at jeg aldrig ville blive rigtig god til fodbold, men fordi jeg havde trænet så meget, blev jeg god til at løbe, og så dyrkede jeg dét i stedet. Men da jeg ikke kunne blive verdensmester, var der ingen grund til at blive ved. Så nu er jeg bare glad for at have den grundform, jeg altid kan vende tilbage til. Da min ældste søn forleden satte personlig rekord på fem-kilometerdistancen i tiden 17 minutter og 20 sekunder, skrev han i en sms: »I got it from daddy,« og det var fedt.«
Men begge brødre afviser, at de er opdraget med forældre, som havde høje ambitioner på deres vegne.
»Tværtimod. Min farmors slogan var »alt over 8 kan man kun bruge til at pynte sig med«. Jeg har aldrig fået et 13-tal i mit liv. Folkeskolen slæbte jeg mig igennem, i gymnasiet havde jeg det sjovt, og på universitetet brugte jeg for meget tid på at løbe. Men jeg endte dog med et 10-tal for mit speciale. Mette har altid fået topkarakterer og sølvmedalje for sit speciale, to universitetseksamer, direktørstillinger og prisen som årets erhvervskvinde. Hun er på alle måder storesøster. Men selv om jeg er ti år yngre end Mette, og fem år yngre end Kristian, er der ingen problemer i, at jeg er partiformanden. Det er på grund af den store loyalitet os søskende imellem, hvor man bare glæder sig over, at det går de andre godt,« siger han, og vi kommer ind på den store tragedie, da de mistede den seksårige lillesøster Karen, som blev kørt ned på landevejen, en dag hun og storesøster Mette havde været på æblerov.
Kristian Samuelsen: »Min allerførste erindring er fra den dag, da Karen døde. Jeg kan ikke huske noget før det.«
Han siger det nøgternt.
Efter skilsmissen tog moren Anders og Karl Peter med sig til Samsø, hvor de flyttede ind på præstegården i Tranekær, mens de tre største børn blev hos faren i Horsens. Så hele søskendeflokken så kun hinanden hveranden weekend.
Anders Samuelsen: »Opsplitningen af familien efter vores forældres skilsmisse gjorde, at vi måtte holde sammen. Min første erindring er vores forældre, der skændes, og mig, der står og siger »hold nu op«. Jeg var fem år, da de blev skilt, så jeg kan næsten ikke huske, at de har været sammen.«
Senere viser han rundt i det 170 kvadratmeter store hus. Den skrånende have bagved. Den funktionelle stue, der ikke gør noget væsen af sig. De obligatoriske portrætfotos af sønnerne på væggen. Et billede af flere hundrede mennesker fra engang, Anders Samuelsen inviterede alle sine Facebook-venner til pølser i haven. Og et fotografi i sort-hvid fra hans treårs fødelsdag i 1970, hvor hele den radikale folketingsgruppe, med statsminister Hilmar Baunsgaard i spidsen, var på besøg i hjemmet. Et stolt øjeblik i farens liv. Sønnens rodede værelse får vi også lov at se, men så stopper rundvisningen. De mest private gemakker holder han for sig selv.
Udenfor igen med endnu en Nes-presso nævner han uden at tøve skilsmissen fra sine børns mor i 2009 som sit livs største skuffelse. At det ikke lykkedes at holde sammen på familien.
»Det er ikke let at være gift med en politiker, som oven i købet har 250 kilometer til arbejde. Og som er til jobsamtale hver dag. Jeg har tit misundt Margrethe Vestager, som bare skulle cykle over Knippelsbro og kunne komme hjem hver aften. Det er noget helt andet. Men det var bare ikke vores lod, at det skulle være sådan. Mange mennesker prioriterer deres karriere højt, og for de fleste er det bare nogle besværlige år, hvor børnene er små, og ens karriere rykker. Og så har jeg altid godt vidst, at som politiker må man tage chancen, når man får den. Der er en høj skilsmisseprocent blandt politikere. Man skal have en bred ryg, masser af udholdenhed og overbærenhed. Både med sig selv og andre. Men mine børn er heldigvis aldrig blevet mobbet, ligesom mange andre politikeres børn oplever. Der var måske nogen, der på et tidspunkt havde ondt af mig, men det driller man jo ikke andre folks børn med.«
Han griner.
Siden 2011 har han dannet par med operasangeren Susanne Elmark. De mødtes, da Anders Samuelsen skulle arrangere »noget underholdning« ved forrige folketingsvalg og forsøgte at få fat i Johnny Madsen. Da han ikke kunne, ringede Anders Samuelsen i stedet til operasangeren Peter Lodahl. Samme morgen som arrangementet var om aftenen. Det kunne Lodahl godt. Men om han ikke skulle tage en sopran med?
»Hvad er en sopran?« spurgte Samuelsen.
»Og så er resten historie,« griner han.
»Selv om dette job kan være hårdt, og de seneste år indimellem har været barske, har jeg ikke noget at klynke over. Jeg er utroligt privilegeret og sætter stor pris på mit liv. Jeg fik overdraget en lort og skulle se, hvad jeg kunne få ud af den. Men nu er det omsider lykkedes.«