Der er ikke mange danskere, som uforfærdet gennem 60 år har taget alle de farlige standpunkter, der var at tage, og er sluppet helskindet fra det. Allerede i slutningen af 1950erne skrev Søren Krarup sine første indlæg, dengang i en kritik af kommunismen og dens totalitære fare. Det var ikke ufarligt, for man blev let stemplet som koldkriger og antikommunist, hvilket – og hold nu fast – var skældsord i den danske offentlighed.
Krarups indsats i dansk åndsliv og offentlig debat blev af stor betydning. Hans fastholden af en kristen overbevisning, hans modstand mod modernismen og hans nationale sindelag var de drivende kræfter, der fik ham til at skrive bøger og artikler med sproglig veloplagthed, skarp polemik og sans for de principielle aspekter. Fra starten havde han set sig gal på modernismen personificeret i Georg Brandes, og hans første bog fra 1960 var et forsøg på at rehabilitere Brandes-modstanderen Harald Nielsen. Krarup fastholdt sin væmmelse over modernismens sejr i Danmark, som havde bragt sekularisering med sig og gjort »systemet Politiken«, som han formulerede det, til den toneangivende kulturmagt i Danmark.
Det var ikke mindst udlændingeloven fra 1983, der bragte Søren Krarup helt frem i mediernes lys. Krarup så tidligt, at loven ville give anledning til en større indvandring og et multikulturelt samfund, og han frygtede, at Danmark ville miste sin nationale bestemmelsesret til overnationale myndigheder. Det var ikke småting, som Søren Krarup og hans medkæmpere måtte finde sig i af skældsord fra venstrefløjen og Politiken-segmentet, hvor »fascist« og »racist« var en del af det nedsættende ordforråd.
Debattens resultat var, at Søren Krarup sammen med sin fætter Jesper Langballe gik ind i politik som medlemmer af Dansk Folkeparti, hvor han fra 2001 til 2011 var valgt til Folketinget. Selv politiske fjender erkendte, at de to præster tilførte Folketinget ekstra intellektuel kapital.
Det skete, at Søren Krarup selv gav ammunition til skældsordene. Han kunne i debatter anlægge en mine, der blev fortolket som arrogant. Og hans formuleringer omkring Georg Brandes kunne tolkes som antisemitisme, som når han i sin bog fra 1960 skrev: »Det moderne gennembrud i Danmark fik sin særlige historie, fordi Brandes var jøde (…) på grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid«.
Søren Krarups indsats i dansk åndsliv skal ikke blot forstås som en debat om indvandring eller modernismens dominans, for den havde et højere sigte. Hans indlæg var en kritik af moderne politik og åndsliv, hvor utopiske drømme om godhed og menneskerettigheder var blevet religiøse dogmer, hvor eliternes våde drømme om et utopia gik ud over almindelige mennesker. Han udøvede en nødvendig kritik af moderne politisk-religiøse dogmer og blev derfor lagt for had.
Venstrefløjen og Politiken forsøgte at lukke munden på ham med skældsord, men det lykkedes heldigvis ikke.
