Et kort sekund ser Thomas Garth-Grüner overrasket ud, da jeg spørger til et stort firehundrede år gammelt håndsmedet søm, et såkaldt spiger. Det ligger for mine fødder i asken, da jeg tager det op. Vi står immervæk midt i ruinerne af hans hjem. De sodede rester af det totalt nedbrændte Sparresholm Gods, hvor han er vokset op og har levet det meste af sit liv. Det, jeg spørger til, er et stykke af ham.

Murene står tilbage som en krigskulisse. Kun hængslerne er tilbage af hoveddøren. Forkullede tagspær er væltet ned fra der, hvor taget var engang. En deprimerende ruin af murbrokker, halvsmeltet metal og vinduessprosser, der står tilbage som sorte kors. Og så samler jeg som det naturligste i verden et af de spiger op, der har holdt hans hjem, hans identitet, sammen, siden han kom hjem fra fødeafdelingen på Næstved Sygehus for 41 år siden.

Thomas Garth-Grüner forstår til dels godt, at Berlingske tager sig den frihed. Som en mand, der endnu ikke fuldt ud har erkendt katastrofens omfang, taler han i nutid om det, der var engang. Ret beset er den nedbrændte og fredede hovedbygning »kun« en del af et 550 hektar stort gods øst for Næstved.

»Det er mit på papiret, ja. Men Sparresholm er også et enestående renæssancegods og et stykke dansk kulturarv, der tilhører danskerne. Om tredive år er det nogle andre, der står på skødet. Jeg formidler bare et stykke kulturarv og kører det videre til næste generation.«

Altså, hvis Kulturstyrelsen om tre til seks måneder beslutter at genopbygge godset, kunne man tilføje. Sparresholm med voldgrav er opført i 1609 af Jens Sparre, Christian IVs mundskænk og senere hofmarskal. Hvad forsikringsselskabet Tryg vurderer skaderne på klenodiet til, må Thomas Garth-Grüner også vente på. Han er finansiel rådgiver i Nykredit og en pragmatisk mand, der ikke slynger om sig med følelser eller store forventninger til de to parter, han skal samarbejde med, hvis de resterende mure holder, og jordbundsprøver viser, at det er forsvarligt at genopbygge hans hjem oven på de originale, hvælvede kældre. Hovedtrappen var i øvrigt lige færdigrestaureret. Der manglede kun det nederste trin. Og gavlen, hvor stilladset stadig står, og hvor lynet slog ned, er nymuret.

»I bund og grund er mit hjem ikke mere specielt end andres. Jeg har mistet lige så mange skjorter og underbukser som andre i samme situation. Det, jeg har mistet, som er specielt, er noget dansk kulturarv.«

Og rammerne om sit liv, sin opvækst, indtil han flyttede hjemmefra som 16-årig til Herlufsholm Kostskole. Han husker somrene med fætre og kusiner og stikbold, dåseskjul og stangtennis på den tykke gamle plæne. Det var genialt at lege gemmeleg i det store hus med en skjult dør i spisestuen og et hemmeligt rum under trappen. Som lille lærte han hurtigt at passe på det århundrede gamle gulv af pommersk fyr i stuen.

»Og så var der fars stue og mors stue. Og når far tog en middagslur på sin sofa, skulle man ikke løbe for meget rundt. Og under oliekrisen brugte vi stort set ikke midterfløjen. Jeg husker også, når jeg sad og drak te i stuen med min mor og far, inden jeg skulle lave lektier. Da jeg var lille, var der mange mærkelige lyde, og jeg gik ikke ned i de store stuer, når der var mørkt, eller, når det var tordenvejr. Apropos det, der er sket. Man vidste jo godt, at huset lå på toppen af en bakke. Men vi fik at vide, at huset havde stået i firehundrede år med træer omkring. Det har jeg sagt videre til mine børn.«

Minderne er væk

Det var tidligt om morgenen kl. lidt over fire den 21. juni, at telefonen ringede. Thomas Garth-Grüner sov i København i forbindelse med en fest i sine børns børnehave. Det var hans mor, der bor ved siden af godset. Hun fortalte, at godset brændte. Hvor meget brænder det, spurgte han. »Meget,« svarede moren. Den chokerede godsejer sprang i bilen og kørte sydpå. »Hvor hurtigt jeg kørte? Det vil jeg ikke udtale mig om,« smiler han.

»Det første, der løb gennem mit hoved var: Bare de når at få maleriet i stuen ud. Det har været i familien siden engang i 1800-tallet og forestiller Ida Brun med Rom i baggrunden.«

Da han ankom, var brandvæsnet godt i gang. De havde allerede trukket en slange fra en skovsø to en halv kilometer borte. Så det indbo, der ikke er brændt og smeltet bort, blandt andet i nord- og sydfløjen, er stadig dyndvådt, da Berlingske besøger Sparresholm. Et kig ind i nordfløjen afslører: Seks ringbind med bilag fra godsets drift, 24 dåseøl i stram plast, en fiskestang, en barnevogn. Trappen op til hans gamle drengeværelse er væk.

I hovedbygningen brændte alt, hvad der kunne brænde. Familieportrætter flere hundrede år tilbage. En bunke smalfilm, fra da Thomas Garth-Grüner og hans søster rendte rundt og legede, er også væk. De lå i en skuffe i stuen. Hans jagttrofæer er væk. Dyr, han har skudt de sidste tredive år. Der var en historie til hver, som han kunne udenad. Han fandt til gengæld nøglerne til et pengeskab. To spadestik ned i ruinhoben, og de var ikke smeltet. Oprindelig lå de i en glaskrukke.

»De lå mellem resterne der.« Han peger ind i virvaret af sodede bjælker og murbrokker. »Og så fandt jeg en sølvlysestage, der var smeltet fast til kaminen. Hvis billederne af børnene også var brændt, var jeg blevet meget ked af det. De ligger digitalt på en server et andet sted.«

»Jeg er slået hjem i Ludo«

En ikke ukendt om end ubrugelig reaktion på ulykker er at se en slags symbolik i det skete. Det har Thomas Garth-Grüner også gjort i små glimt siden branden.

»Jeg havde rigeligt at kæmpe med i forvejen. Skilsmisse, stress og alt muligt andet. Så er det klart, så kommer branden oveni. En ulykke kommer sjældent alene. Det eneste, jeg mangler, er et nært dødsfald. Men det her er materielle ting. Det vigtigste for mig er, at børnene ikke var her, og at de ikke så det. Jeg skulle nok have reddet dem ud, hvis de havde været her. Men hvis de havde set det, havde det nok sat så store ar i deres sjæl, at de måske ville være bange for at komme herned igen.«

Op ad formiddagen på branddagen talte Thomas Garth-Grüner med sine børn i telefon og fortalte dem, hvad der var sket.

»Da var tårerne lige oppe at vende... nu kan jeg mærke, det kommer igen... Det er de to ting, der betyder mest for mig. Mine børn og så stedet her... Da jeg talte med dem, var det dråben, der fik glasset til at løbe over.«

Vi går rundt om den nedbrændte hovedbygning. Han viser hvor lynene, der antændte bygningen, slog ned. I et stillads på den ene gavl og i en skorsten. Lynet ramte også et træ i haven. Det er flækket og berøvet sin bark. Man kan se igennem stammen. Han holder en pause.

»Jeg er slået hjem i Ludo med alle fire brikker. Jeg føler, jeg starter forfra på rigtigt meget. Jeg skal til at opbygge et hjem igen. Det kan jeg ikke overskue lige nu. Siden branden har jeg mange gange tænkt på folkene i Seest ved den store fyrværkerikatastrofe. Det kan jeg godt sætte mig ind i nu.«

Igen blander han sig selv og sit nedbrændte barndomshjem sammen, så det lyder som om, en del af ham selv også er brændt ned.

»Sjælen er forsvundet og kommer ikke igen. Jeg har også mistet lidt af min sjæl. Hvis Sparresholm bliver genopbygget, kan jeg ikke gå rundt og fortælle: »Her ser I et gulv fra 1700-tallet« og vise Danmarks ældste indvendige trappe. Historien er væk og dermed noget sjæl og charme.«

Thomas Garth-Grüner har knoklet for at holde Sparresholm i forsvarlig stand. Ifølge Kulturstyrelsen er han forpligtet til at holde godset tæt på »tag og fag«. Det vil sige, at bygningens ydervægge, vinduer og tag skal være tætte og sikret mod forfald.

»Men det koster spidsen af en jetjager at restaurere sådan en gavl og sådan en trappe. Du kunne putte tyve millioner i det, og du vil ikke kunne se det. Så jeg sparer sammen og søger fonde for at finansiere vedligeholdelsen. Som en af mine venner sagde: Nogle gange er det ikke manden, der ejer stedet. Så er det bygningerne, der ejer manden. Det har han til dels ret i. Lige nu er det ude af mine hænder.«

Børnene har kun set det på TV

Hvis hovedbygningen skal bevares, har han tanker om alt fra at bygge et lille familiehus på stedet, »en økonomisk god idé, men det passer sgu ikke rigtig ind« til en kopi »og det vil være så ekstremt dyrt«.

For tiden bor Thomas Garth-Grüner hos sin ekskone i København. Han skal købe nyt tøj fra bunden og tager en dag af gangen. Arbejdet i Nykredit giver ham et kærkomment afbræk fra spekulationerne og samtalerne med fagfolk om en eventuel restaurering, og hvad der skal gøres ved ruinen og hovedbygningens mure. Og med hans liv i det hele taget.

»Børnene skulle have holdt ferie her på godset i denne uge. De har kun set TV 2s helikopterbilleder. Min søn på seks var mest optaget af brandbilerne og manden, der stod på stigen og sprøjtede med vand. Vores datter på fem år tager det hårdest. Hun er ked af det og tænker på sit dukkehus og Lego Friends, der er brændt. Jeg er lidt bange for, at det først går op for dem, når de ser det.«