Det tager ifølge Google et normalt sæt fodtøj et kvarter at trave den ene kilometer fra Skolen på Duevej på Frederiksberg og til Hillerødgades Skole på Nørrebro i København. Arkitektonisk er afstanden mellem de to skoler og deres genboer ikke synderligt større; røde mursten og småsprossede vinduer møder begge steder murede etageejendomme anno sidste århundrede.

Men de to skoler er adskilt af både kommunegrænse og den sekssporede Bispeengbue i al dens brutalisme og vælde. Kigger man på resultatet af tirsdagens kommunalvalg, er afstanden endnu mere brutal. For den flyvende motortrafikvej svæver også efter dette valg over en ideologisk kløft.