Hvaler er måske nok verdens største pattedyr, men det betyder ikke, at vi kender alle deres hemmeligheder. Faktisk ved man endnu så lidt om hvalers gøren og laden, at man end ikke ved, hvor blåhvalen føder sine unger. Havet er stort, dybt og fyldt med mysterier.
Derfor virker det kun passende, at Zoologisk Museums omfattende samling af hvalskeletter – der faktisk er en af verdens største – også er lidt af en velbevaret hemmelighed.
Indtil det nye Statens Naturhistoriske Museum, som Zoologisk Museum er en del af, efter planen står færdigt i 2020, befinder de gigantiske skatte sig nemlig i en parkeringskælder under Zoologisk museum på Østerbro, bag en helt almindelig garageport, trukket godt tilbage fra den omgivende park. Et cykelstativ umiddelbart foran sørger for yderligere camouflage.
Bag døren åbenbarer sig en anderledes fascinerende verden. Det er som at træde ind i hvalkirkegården fra barndommens Anders And-blade – tilsat en følelse af at snige sig på opdagelse på bedstemors loft. På det grå betongulv, stadig med tydelige gule afmærkninger fra de tidligere parkeringsbåse, ligger kæmpestore skeletter, kæber, barder, ribben og kranier mellem hinanden, så tæt, at det er svært at se, hvor den ene hval stopper og den næste begynder.
»Vi gør meget ud af at lave store flotte æstetiske udstillinger, men det fedeste er i virkeligheden det her hulter til bulter hernede – det er mere autentisk,« siger zoolog og formidlingsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum Mogens Trolle, der af samme grund glæder sig meget til at invitere gæster ind i kælderen i løbet af efterårsferien.
Øjnene kan slet ikke lade være med at gå på opdagelse i rummet. På hylder langs væggen ligger støvede trækasser med falmede mærkater: »1902«, »1907« – og det latinske navn på den hval, hvis mindre dele er bevaret for forskningens skyld, for hvalkælderen er ikke kun opbevaring, men også en slags bibliotek for både danske såvel som udenlandske hvalforskere.
Hvalknogler fra 17- og 1800-tallet
Zoologisk Museums samling af hvalskeletter står på skuldrene af læge og zoolog Daniel Frederik Eschricht, også kendt som »Hvalforskningens fader«, der levede fra 1798 til 1863, og som i løbet af sin karriere indsamlede og byttede sig til en stor mængde hvalskeletter fra især Grønland. Han stiftede i 1833 Den Naturhistoriske Forening, som samlingen overgik til, og i 1841 købte Universitetet hele samlingen.
Der er derfor hvalknogler helt tilbage fra 17- og 1800-tallet. På museets nye permanente udstilling »Det dyrebare« kan man blandt andet se en udstoppet grønlandshvalsbaby – med overraskende levende øjne, i betragtning af, at den er fra 1835. Det er også Eschricht der har indsamlet eksempelvis et hvalfoster, hvaløjne og andre rariteter, som man kan se nærmere på i udstillingen.
»Gråhvalen er faktisk opkaldt efter Eschricht, Eschrichtius robustus,« siger hvalforsker Morten Tange Olsen. »Men paradoksalt nok, er gråhvalen en af de eneste store hvaler, vi ikke har i samlingen.«
Samlingen bliver løbende suppleret med skeletterne af de hvaler, der fra tid til anden strander langst de danske kyster.
»Det, vi har hernede, er primært de store hvaler. De inddeles i tandhvaler og bardehvaler. Oprindeligt har de alle sammen haft tænder, men så har bardehvalen udviklet de her barder i stedet for,« fortæller Morten Tange Olsen, og holder en flere meter lang sort barde med sorte hår som en fejekost, op.
»Her kan du se, hvordan barderne sidder på en pukkelhval. Det er dem, de bruger til at sortere føde fra med. Nogle hvalarter, som pukkelhvalen her og blåhvalen, har relativt korte barder, mens de på andre arter som grønlandshvalen, der ligger der, er længere.«
»Dem med de korte barder kan åbne munden helt vildt meget og nærmest få kæben til at gå af led, og så har de sådan en ganepose, nærmest som en pelikan, som de kan udvide, så de kan indtage en mundfuld vand, der svarer til 100 procent deres egen kropsvægt, hvorefter de lukker munden og bruger tungen til at presse vandet ud igen – og så spiser de alt det, der bliver fanget på indersiden.«
Ødelagt af vind og vejr
Han viser et lillebitte krebsdyr i et glas, der med lethed kunne forsvinde i en håndflade. »Blåhvaler spiser stort set kun sådan nogle her. En hval på 50 ton skal have omkring 3 ton af dem om dagen for at holde sig i gang.«
»Andre, grønlandshvaler og rethvaler, har lange barder. De kan ikke åbne munden ret meget, så de svømmer nærmest altid rundt med halvåben mund og filtrerer vandet,« fortæller Morten Tange Olsen, inden han klatrer over hegnet ind til et stort kranie af en grønlandshval.
»Det her er lidt sjovt,« siger han og peger på et takket hul i kraniet. »Der sad en ueksploderet granat i kraniet på den, da de begyndte at skære kødet fra. Når man fanger hvaler skyder man en harpun ind med en granat i spidsen. Når den rammer hvalen, er det så meningen, at den skal detonere, det er det, de dør af. Men lige præcis denne her var ikke detoneret, den sad stadig inde i hovedet.«
»De har tilladelse til at skyde et par grønlandshvaler om året i Grønland, og det benyttede vi til at få lov til at købe et grønlandshvalshjerte, som er oppe på udstillingen nu, og så fik vi hovedet og barderne med hjem også,« fortæller Mogens Trolle.
»I Grønland havde de rodet og skåret i den, uden at opdage granaten, for den sad et godt stykke inde i hovedet på den, det var først da de skulle dissekere den herhjemme, at de så sådan en lille antenne stikke ud og tænkte »Hvad er det for noget…?« Og SÅ kom Rullemarie,« siger Morten Tange Olsen med et grin.
Inderst i kælderen ligger en af samlingens – i bogstavelig forstand – store skatte: et komplet skelet af en blåhval. Det er fra 1931 og har i mange år ligget ude i vejr og vind, der har gjort knoglerne grå som drivtømmer.
»Den er 24,5 meter lang. Blåhvalen kan blive op til et par og tredive meter, så læg lige små ti meter til,« siger Morten Tange Olsen.
Det er et svimlende perspektiv, et kort øjeblik forsvinder parkeringskælderen, og det er som om det gigantiske dyr svømmer forbi i havet. Så er det væk igen. Tilbage ligger skelettet. Når det nye museum står færdigt, er det planen at det skal op at hænge i hele sin imponerende længde
»Problemet er at den er så ødelagt af vind og vejr, at jeg tror det bliver et helt ingeniørprojekt at få den udstillet på en måde, så den ikke falder ned i hovedet på folk,« siger Morten Tange Olsen.
Kaotiske forhold
Blåhvalen har museet fået, andre af skeletterne har Morten Tange Olsen og de øvrige forskere på Statens Naturhistoriske Museum selv været ude at hente, når de strander på de danske kyster.
»Der er rigtigt mange af de store hvaler, der migrerer. Om sommeren er de oppe nordpå, hvor der er masser af mad, og om vinteren svømmer de sydpå. Nogle gange kommer de så forbi Danmark og får forvildet sig for tæt på de flade kyster.«
»Man tror, at grunden til, at det tit er kaskelothvaler, der strander i Vadehavet, er, at de har en ekko-lokalisering, hvor de udsender klikkelyde og får signal tilbage, hvis der er en ø, eller andet, der stikker op. Men i Vadehavet er der helt fladt, så der fortsætter signalet bare – de får det aldrig tilbage. Og så tror de måske, at de ligger på 300 meters dybde, hvor de i virkeligheden ligger på en halv meter vand.«
»Det er i hvert fald en af teorierne,« supplerer Mogens Trolle. »Og når de gør det, er det vores folk der har til opgave at tage derover og skelettere dem og passe på skeletterne.«
Det er derfor også Zoologisk Museums folk, der må punktere de hvaler, som er svulmet op på grund af forrådnelse – en risikabel affære, for den ildelugtende gas har det med at eksplodere i en storm af blod og indvolde. »Man går ud og skærer et godt hul i dem, og så risikerer man at blive sprøjtet fuldstændigt til. Der ligger et ret godt klip på nettet af en af vores konservatorer, Abdi, der stikker i en af kaskelothvalerne der strandede på Henne Strand sidste år.«
Der er også andre udfordringer som kraftig vind.
»Senest var vi oppe ved den strandede pukkelhval i Thy. Den var død til havs og havde drevet rundt i et par uger og undervejs var kraniet faldet ud, fordi den var rådnet. Det var lidt bizart,« fortæller Morten Tange Olsen.
»Da vi kom op til den, lå den lige i brændingen, og det var begyndt at blæse op, så vi stod og skar, indtil der kom en bølge og væltede os alle sammen, og så rejste vi os op og skar videre indtil den næste bølge. Det er nogle gange lidt kaotiske forhold.«
Autentiske museumsgenstande
Netop den pukkelhval, der er et særsyn i Danmark, havde et reb om halen med bøjer i, og teorien er, at rebet havde givet den inficerede sår, som den døde af. Da forskerne skar den op, opdagede de i hvert fald nogle sære udvækster på halehvirvlerne, som de siden er gået i gang med at nærstudere.
På udstillingen vil der være billeder, eksempler på deformiteterne – og bøjerne og rebet kommer også med! Inden skal halehvirvlerne dog lige scannes – på retsgenetisk afdeling.
»De har sådan en stor CT-scanner, hvor de scanner lig og sådan noget, så det betyder ikke så meget for dem, at vi kommer med en rådden hval. Retsgenetikere er ikke så sarte.«
Der er masser af historier – både nye og gamle – i skeletterne, og det er en fascinerende oplevelse at komme så tæt på, at man virkelig får en fornemmelse af dyrene. Og netop fascinationen er i højsædet i Statens Naturhistoriske Museums formidling.
»Du kan finde så meget information på internettet nu om dage,« siger Mogens Trolle. »Tidligere havde museer som Zoologisk Museum den rolle, at man skulle uddanne folk i biologi og forklare dem om fødekæder og den slags ting, men det behøver vi ikke længere, for de ting kan man meget bedre forstå ved at sidde på nettet.«
»I stedet kan vi tilbyde en generel fascination for naturvidenskab – og vores videnskabelige samlinger. Så det, du kommer til at se meget til i det nye museum, er vores autentiske museumsgenstande, der kommer frem. Selvfølgelig må folk også meget gerne lære noget om naturvidenskab, men vi er ikke ude på at proppe viden ind i hovedet på dem.«
4 hurtige til hvalforsker Morten Tange Olsen
Hvilke hvaler findes i havet omkring Danmark?
»Det primære er marsvinet. Man siger også at vågehval er en dansk hval, man ser den tit ved boreplatformene, der virker som et kunstigt rev, hvor der samles en masse fiskestimer, som vågehvalerne ligger og spiser af. Vi har også en delfinart, hvidnæsen, der holder til i Skagerrak og Nordsøen. Og så har vi to arter af sæler. Den spættede sæl og gråsælen.«
Hvorfor blev du hvalforsker?
»Jeg læste biologi, men troede egentlig, jeg skulle arbejde i regnskoven, indtil jeg fik et studentermedhjælperarbejder, der handlede om sæler på det daværende Danmarks Miljøundersøgelser, og så endte jeg med at skrive Ph. D. om pukkelhvaler, finhvaler og ringsæler. Men jeg har altid været fascineret af hvaler. Jeg har en børnetegning, jeg har lavet, med et skib og nogen, der dumper radioaktivt affald i havet og en hval, der ligger og siger »Det må I ikke«.«
Hvad er noget af det sjoveste du har oplevet på dine forskningsrejser?
»Engang var vi syd for Malmø for at fange gråsæler og sætte sendere på dem. De bliver sat i nakken af dem, på pelsen, med helt standard epoxy-lim. Men det var simpelthen så koldt, at vores lim ikke hærdede, så vi sad med et lille bilbatteri og en rejsehårtørrer og prøvede at tørre det. Da det stadig ikke hjalp, endte vi med at tage sælerne med hjem til det lille vandrehjem, hvor vi boede, og så sad vi der i kælderen og drak kaffe og mærkede sæler. Der var sådan et stort skilt med »Hunde forbudt« på døren, så da ejeren kom hjem blev hun først meget chokeret – men så begyndt hun at grine, og spurgte, om hun måtte ringe til sine venner.«
Hvad vil du råde et barn, der gerne vil være hvalforsker til?
»Begynd med at læse en masse bøger og se film. Der er også forskellige foreninger som Dansk Havpattedyrforening. Og så skal man så meget ud som muligt. På hvaler.dk kan man følge med i observationer af hvaler og sæler, og Verdensnaturfonden har i samarbejde med forskere her på museet lavet app’en »Opdag havet«, hvor man kan gå ind og registrere, hvis man har set et marsvin – eller fisk og tang og andet. Og så skal du selvfølgelig ende med at blive biolog og zoolog.«