»Jeg håber, Benny fra Olsen-Banden kommer op og ser os.«

Det kan godt være, man som skuespiller står over-for at skulle spille teaterhistoriens nok mest berømte rolle på et ikonisk sted, men den kommende Hamlet på Kronborg er født i det tidligere Østtyskland, hvor Olsen-Banden-filmene var virkeligt store. Måske slår Balling og Bahs ikke direkte Shakespeare, men:

»Det ville være en stor glæde, hvis han kom – jeg er stor fan af Olsen-Banden,« fastslår den tyske skuespiller Christian Friedel.

På Kronborg er der på lørdag premiere på dette års Shakespeare-gæstespil. Staatsschauspiel Dresden har tidligere været på slottet, dengang med deres »Købmanden i Venedig«, hvor Christian Friedel spillede den kvindelige hovedrolle, Portia. Men i år gælder det teatrets »Hamlet«, instrueret af schweizeren Roger Vontobel, der i foråret stod bag en rost »Heksejagt« på Det Kongelige Teater. Forestillingen har været en af Dresden-teatrets største succeser – de har spillet den for udsolgte huse de 56 gange, den har gået.

»Det er en oplevelse for en skuespiller at spille Hamlet. Det er en meget følelsesfuld rolle, og så er det en særlig ære at skulle spille den ikoniske rolle på det her historiske sted. En særlig ære fordi man som skuespiller træder i fodsporene af så store navne som Laurence Olivier og Richard Burton. Og samtidig er vi kun det tredje, tyske kompagni, der spiller »Hamlet« på netop Kronborg,« siger Christian Friedel. En af de tyskere, der før Friedel har spillet »Hamlet« her. er faktisk den berømte og berygtede Gustav Gründgens, som inspirerede til Klaus Manns bog »Mefisto«, der siden blev filmatiseret med Klaus-Maria Brandauer.

Ung og stor stjerne

Christian Friedel er en af tysk film og teaters yngre, men allerede store stjerner. Han er en fast del af ensemblet i Dresden, men er i den store offentlighed – både ude og hjemme – nok mest kendt for sine filmroller. Ikke mindst hans debut som skolelæreren og fortælleren i den Gyldne Palme-vinder og Oscar-nominerede film »Det hvide bånd« af Michael Haneke.

I denne uge er der dansk premiere på filmen »Amour fou«, hvor Friedel spiller en noget komisk udgave af den tyske digter Heinrich von Kleist, der er på romantisk jagt efter kvinder, der vil begå selvmord med ham. Om et års tid kan man også se ham i den tyske storfilm »Urmageren«, der handler om Elser, manden der kunne have ændret verdenshistorien i 1939, hvis ikke hans bombe var detoneret 13 minutter efter, Hitler havde forladt talerstolen i München.

»Jeg har åbenbart et historisk ansigt,« siger Christian Friedel smilende om sine mange historiske roller.

»Men der findes ikke film eller lydoptagelser med hverken von Kleist eller Elser, så på den måde spiller jeg ikke personer, som alle har et billede af. Derfor kan jeg fortolke dem frit. Instruktøren af »Amour fou«, Jessica Hausner, har også en meget anderledes fortolkning af historien,« påpeger Friedel.

»Vi ved mest om von Kleist fra hans breve, men de er en slags litteratur. Han ved, at andre vil læse dem, og derfor ved vi ikke, om det er sandheden, han skrive i dem, eller om han iscenesætter den. Ligesom der kun findes nogle fotografier af Elser og den protokol, nazisterne lavede på ham.«

Rockmusiker og skuespiller

At det altid har skullet være noget med at optræde, var der ikke tvivl om for Christian Friedel.

»Siden jeg var barn, har det at spille musik og spille teater været meget vigtigt for mig. For mig er der en naturlig sammenhæng mellem de to kunstarter, musikken og teatret. Sproget er også en slags musik. At tale ældre tysk som hos Schiller eller Shakespeare lyder som en musik for mig.«

Hans karriere former sig i dag i to parallelle baner. Han er skuespiller, men han er også rockmusiker, og i den aktuelle Hamlet-opsætning mødes de helt konkret. Friedel har sit faste band Woods of Birnam med i forestillingen, hvor de åbner hele forestillingen med at spille et rekviem.

»Når jeg spiller en rolle, spiller jeg den med mine følelser, men det er i en instruktion af nogen, og replikkerne er skrevet af en anden. Musikken er på den måde en mere personlig måde at udtrykke mig på. Det er anderledes end at spille teater.«

»Der er mange skuespillere, der elsker at synge og gerne vil gøre det. Men de tager det på sig som en rolle. Sådan er det ikke for mig, Jeg er musiker, når jeg spiller. Der skal være tid til begge dele i mit liv, og lige nu har jeg et band med fire musikere, hvor jeg for første gang føler, at dét her, det er det rigtige band.«

Til efteråret går de i studiet for at indspille deres andet album, og samtidig skal han for første gang lave en moderne filmkomedie. Og så er der ikke mindst et repertoire i Dresden at passe, som rummer indtil flere store, bærende roller.

»Lige nu er jeg med i fem stykker – det er ikke ret meget, mine kolleger er med i måske ti. Der har da været roller, jeg gerne ville slippe af med – men jeg elsker at spille Portia, Hamlet og Don Carlos.«

»Om rollen forandrer sig gennem tiden? Don Carlos har mere selvtillid i dag, end han havde til premieren i 2010. Hamlet er også blevet lidt mere moden. Jeg er meget interesseret i den følelse, der er i en given situation, og om den åbner for nye muligheder for at ændre rollen eller spille den anderledes.«