Det røde Big Apple Greeter-badge på hendes jakke fanger straks mine øjne, da vi kommer ned i vandrehjemmets reception. "Hi, you must be Sheila," konstaterer jeg, og det er hun ganske rigtigt. I de næste små fem timer er hun vores personlige guide på en anderledes tur uden traditionelle seværdigheder gennem noget af downtown Manhattan.

Sheila Bellen er pensioneret skolelærer, og et par gange om måneden arbejder hun som frivillig for Big Apple Greeter (B.A.G.) med at vise turister rundt i New York.

B.A.G. er en nonprofit organisation, hvis formål det er dels at give New York et bedre ry på verdensplan, dels at berige besøgendes oplevelse af byen ved at lade dem møde de mennesker, som bor her, og som ønsker at vise deres by frem.

Som rejsende kan man lave en "ønskeseddel" til B.A.G. om hvilke kvarterer, man helst vil besøge, men man kan også blot skrive "Greeter's Choice" på sin ansøgning, så vælger ens guide. Og det er den mulighed, de fleste besøgende vælger. Det gjorde jeg også.

Jeg havde aldrig været i New York før, så hjemmefra vidste jeg ikke helt præcis, om der var specielle områder, jeg hellere ville se sammen med en newyorker end andre. Sheila Bellen havde valgt at tage os til Greenwich Village og East Village, hvor hun selv bor. B.A.G. har et samarbejde med Metropolitan Transportation Authority (MTA), så langt de fleste ture indeholder en gratis tur med subway eller bus for at lære den besøgende at bruge den offentlige transport.

Vores tur med Sheila startede da også i subwayen. Vi havde på daværende tidspunkt været i New York i seks dage og var ganske velbefarne i tog og busser, så for os var det ikke nogen ny oplevelse, blot en måde at komme frem på. Men af de spørgeskemaer, som besøgende har returneret til B.A.G., fremgår det, at mange er meget glade for introduktionen til den offentlige transport.

Fra subwayens hede, mørke dyb dukkede vi op i Greenwich Village. Engang var kvarteret hjemsted for håbefulde kunstnere og sultne digtere - både Mark Twain og Edgar Allan Poe er blandt de, der har slået deres folder her - som fandt sig et billigt sted at bo i de snævre gaders gamle huse.

I dag er det et noget dyrere kvarter, men charmen har det bevaret. Stille og roligt vandrede vi med Sheila gennem gaderne, kiggede på pudsige forretninger og specielle facader alt imens vi småsludrede. Der var en ro over hende, og ingen fornemmelse af at vi skulle skynde os.

Normalt tager en tur med en af B.A.G.s frivillige to-fire timer. Men Sheila var så engageret og begejstret for at vise frem, at vi tilbragte næsten fem timer sammen med hende.

Jeg rejste alene med min 7-årige datter, Rebecca, så hun var selvfølgelig også med på denne tur, og Sheila er ikke bedstemor samt forhenværende lærer for ingenting: Da vi kom til en stor legeplads i kanten af Washington Square Park, foreslog hun, at vi slap Rebecca lidt løs.

Imens hun pilede rundt i formiddagsmylderet af hjemmegående mødre og barnepiger med småbørn en masse, slog Sheila og jeg os ned på en bænk i den intense efterårssol med udsigt til Washington Arch på den ene side og noget af New York University på den anden.

Den halve time, vi sad her, efterlod mig virkelig med fornemmelsen af, at jeg nu kender en newyorker. Der var tid til en sammenhængende snak - om at være amerikaner og om at være dansker. Om den tid vi lever i, om at være kvinde før og nu. Og ikke mindst om, at vi i bund og grund ikke er så frygtelig forskellige trods de mange tusind kilometer mellem USA og Danmark.

For mig er det mindst lige så vigtigt at møde andre mennesker, når jeg rejser ud i verden, som det er at "jage" seværdigheder, så derfor var mødet med Sheila et af New Yorks højdepunkter.

Vi bevægede os rundt med hende i nogle kvarterer, hvor vi ikke nødvendigvis var kommet hen alene; gang på gang, når vi gik i små fredelige gader med lave huse og træer langs vejen, måtte jeg kommentere, at jeg slet ikke anede, at Manhattan også kunne se sådan ud. Og jeg fik vendt nogle af mine tanker om den smeltedigel, som New York er, med Sheila.

En af tankerne bag B.A.G. er at skabe dialog og forståelse mellem mennesker, og mange af de frivillige guider fortæller da også, at en af årsagerne til at de gerne vil vise folk rundt, er, at de elsker at møde mennesker fra resten af verden.

Sådan har Sheila det også. Set den anden vej rundt er det én ting at være turist, og det kan da være nok så interessant, men det bliver først rigtigt spændende, når man kommer om bag en bys indbyggere.

Historien bag Big Apple Greeter er interessant, og på en måde har den sin rod i Danmark. På 21. etage i et kontorkompleks på Centre Street i kanten af finanskvarteret finder jeg Lynn Brooks, B.A.G.s grundlægger, på et minimalt kontor i nogle beskedne og overfyldte lokaler. Hun fortæller: "For små 20 år siden havde jeg en dansk udvekslingsstuderende boende, og vi har holdt kontakten lige siden. Min mand og jeg har besøgt Danmark flere gange, og vi er nok nogle af de få newyorkere, der har været på Bornholm. Men det er der, vores danske "søn", Torben, kommer fra.

Engang vi var i Danmark, inviterede vi hans forældre til at komme og besøge os i New York, men hans mor så bestyrtet på os, og sagde: "Nej, nej, de skyder bare folk dér!" Lynn Brooks trækker på smilebåndet og mimer i bedste gangsterstil en maskinpistolsalve.

"Det ry har New York haft mange steder, for det er det, folk ser på TV og hører om," fortsætter hun. "Og det ville jeg gerne lave om på. For det er ikke fair, New York er en dejlig by, og folk er meget venlige. Jeg elsker denne her by. Så jeg satte mig for at lave B.A.G." Lynn Brooks tænkte ikke kun på turisterne. "I bund og grund var det også et spørgsmål om økonomisk udvikling," forklarer hun, "for hvis New Yorks ry er dårligt, så vil ikke bare turisterne, men også virksomheder og forretningsfolk holde sig væk.

Jeg troede på, at min plan med at lade newyorkerne og de besøgende mødes var den rette løsning, og at den ville virke. Ikke at det ville gå så fantastisk, som det har gjort, men jeg vidste, at byen havde et potentiale af entusiastiske mennesker, der ville hjælpe." Og det havde Lynn Brooks ret i. Succesen var der med det samme. I starten af 1992 fik B.A.G.-ideen økonomisk støtte fra bydelen Manhattans lokalråd og blev samtidig inkorporeret i staten New York som nonprofit organisation.

Så blev der holdt et pressemøde for at fortælle om B.A.G.s stiftelse. Det skrev New York Times en notits på fire linjer om - og så væltede det ind med frivillige newyorkere, der ville vise deres by frem for andre amerikanere og for udlændinge. På en uge ringede mere end 400 mennesker til B.A.G.

Mens Lynn Brooks og hendes få medarbejdere interviewede, sorterede og registrerede alle de frivillige, sørgede de for også at skaffe presseomtale både i USA og i udlandet. Og efter få måneder kunne de sende de første frivillige ud på rundture med besøgende. Siden 1992 har 25.000 besøgende fra hele USA samt 75 andre lande fået en personlig og gratis rundvisning i New York.

Faktisk har succesen været så stor lige siden starten, at man sjældent kan imødekomme turisters ønske om en tur, medmindre de har kontaktet B.A.G.

mindst en måned før ankomsten. Hvis man ikke har en bekræftet hotelreservation eller lignende, kigger B.A.G. slet ikke på ens ansøgning.

"Vi vil være sikre på, at folk faktisk kommer," siger Lynn Brooks. "Vi har for travlt til at arrangere ture, som så alligevel ikke bliver til noget. Det skuffer også vores frivillige." De frivillige, kaldet greetere (to greet = at hilse), er grundstammen i B.A.G. På nuværende tidspunkt er omkring 400 mennesker, ligesom Sheila Bellen, tilknyttet B.A.G. som greetere. Det er alle mulige forskellige mennesker.

"De kommer fra hele byen og har helt forskellig etnisk og uddannelsesmæssig baggrund," fortæller Lynn Brooks, "og de er fra 18 år til et sted i 80erne.

Det er lærere, politibetjente, taxichauffører, tjenere, ja, alle mulige slags mennesker. Det er et helt mikrokosmos." Nogle greetere er pensionister, nogle arbejder. Nogle tager på en tur om ugen, nogle gør det en gang om måneden. I alt viser de 400 greetere hver måned ca. 500 besøgende rundt i New York. Alle frivillige, der melder sig, bliver interviewet, og bliver de godkendt, skal de herefter deltage i et 3-4 timers orienteringsmøde, før de får lov at vise nogen rundt.

"Det er vigtigt at understrege, at vores greetere ikke er turistførere.

Derfor er det ikke traditionelle seværdigheder, man skal forvente at se med sin greeter, og de går heller ikke ud i byen med store grupper. De tager et par enkelte rejsende eller måske en familie med. De ved ikke nødvendigvis, hvor høj Empire State Building er, eller hvornår et eller andet museum har åbent, men de ved en masse om deres yndlingskvarterer, og de vil meget gerne fortælle den besøgende det.

Det skal være en personlig oplevelse. Det er det personlige, der er det helt specielle ved greeter-programmet. Det er også derfor, de frivillige kan lide at gøre det," siger Lynn Brooks med eftertryk.

Så vidt Lynn Brooks ved, har ingen tidligere lavet noget som Big Apple Greeter. Og det var da heller ikke fordi hun selv havde nogle specielle erfaringer inden for området, at hun fik ideen. Hun havde tidligere været dekan på et universitet, havde drevet en anden nonprofit organisation, der brugte frivillige i sit arbejde, og havde erfaring inden for marketing og administration. Men hun anede intet om hverken rejsebranchen eller turisme, da hun startede.

"Jeg kendte mange mennesker og havde en masse kontakter, og jeg havde nogle evner selv, men jeg var også klog nok til at vide, at jeg måtte ansætte nogen, som vidste noget om rejsebranchen, turisme og PR." Af de tilskud, B.A.G. får fra Manhattans lokalråd, samt af de donationer virksomheder, fonde og private giver, er der råd til at have seks ansatte på kontoret. De rekrutterer frivillige og uddanner dem, de koordinerer besøg og sørger for fundraising. Der arbejder også 30 frivillige på skift på kontoret.

I dag findes der en organisation med samme koncept som B.A.G. i Melbourne.

Lynn Brooks har været på besøg i Australien for at give råd og vejledning, og hun tror ikke, at det er sidste gang, nogen genbruger hendes idé.

"Jeg tror, at greeter-tanken vil blive international," siger hun med overbevisning i stemmen. "Ligesom det er sket med bed-and-breakfast, som man jo kan finde overalt nu." Jeg synes konceptet er uovertruffent, og der findes med garanti rare og engagerede mennesker som Sheila, der også gerne vil vise andre af verdens byer frem, fordi de holder af dem.

VEJEN TIL BIG APPLE GREETER En række flyselskaber har netop nu og hen på foråret New York på tilbud. I den billige ende er f.eks. Alitalia/KLM, British Airways med priser omkring de 3.000 kr. inkl. skatter og afgifter, SAS et par hundrede kroner højere.

Du kan læse mere om Big Apple Greeter på www.bigapplegreeter.org På hjemmesiden finder du også ansøgningsskema til en gratis tur med en greeter. I ansøgningsskemaet skal du oplyse navn, adresse, telefonnr. og evt.

e-mail-adresse. Desuden skal du fortælle, hvor mange I rejser sammen, hvor I skal bo i New York, hvornår I er der, og hvornår I gerne vil ud med en greeter. Derudover kan du ønske, at turen skal gå til et bestemt kvarter, men du kan også skrive "Greeter's Choice", så vælger din guide. Er der handicappede i gruppen, vil B.A.G. også meget gerne vide det, så guiden kan tage højde for det.

Du kan også sende din ansøgning pr. fax. B.A.G.s faxnummer er 001 212 669 3685.

Husk at kontakte B.A.G. mindst en måned før du rejser til New York, ellers kan du ikke være sikker på at få en tur.

Husk at B.A.G. kun behandler din ansøgning, hvis du har en bekræftet hotelreservation eller andet fast opholdssted under dit besøg.

Først når du er ankommet til New York, får du en bekræftelse med tid og sted for din tur. B.A.G. faxer bekræftelsen til dit hotel.

Efter turen bliver du bedt om at udfylde et spørgeskema. Det er det eneste du skal gøre til gengæld for en rundtur.

Fra Berlingske Tidende den 29. januar 2000