Det var, som mange vil vide, Sara Blædel, der i denne uge løb med De Gyldne Laurbær, boghandlernes pekuniært beskedne, men nok så prestigefyldte og eftertragtede litteraturpris.

Hun fik den for sin seneste Louise Rick-krimi, »Kvinden de meldte savnet,« og det kan man sige meget om, men noget af det væsentligste at pege på er nok, at nu er prisen hele to gange inden for fire år gået til en krimi (forrige gang var i 2011, da Jussi Adler-Olsen blev hædret for Afdeling Q-krimien »Journal 64«).

Før da var De Gyldne Laurbær, der er blevet uddelt siden 1949, aldrig gået til bøger inden for den genre, som Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen repræsenterer så flot, så mon ikke det aktuelle valg af prismodtager er udtryk for, at krimien er kommet indenfor i varmen?

Det tror jeg, at det er. Eller rettere: Det håber jeg, at det er. Jeg håber, at det aktuelle valg af prismodtager er udtryk for, at vi (i det her tilfælde boghandlerne) ikke på samme måde som før skelner mellem »seriøs« litteratur og krimier. At det er udtryk for, at vi i stedet ser på noget andet. På kvalitet, slet og ret. Er det her en god bog, eller er det ikke en god bog?

Det er det, det handler om, det er det, det SKAL handle om, for det er jo sådan, og sådan har det altid været, at der findes mængder af ikke-krimier, som ikke er meget bevendt som litteratur, og der findes mange krimier, som i den grad er noget bevendt.

God litteratur er god litteratur. Uanset genre.

At krimien har været noget ugleset blandt litterære feinschmeckere har selvfølgelig noget at gøre med, at der virkelig er - og var - meget bras blandt de titler, som forlagene udgav og stadig til en vis grad udgiver. Som nu de mængder af svenske krimier, der kom på markedet i kølvandet på Stieg Larssons fantastiske Millennium-trilogi, og som nogle gange var gode, men ofte var noget middelmådigt noget, skrevet i kølvandet på en fortjent succes.

Det var nogle gange lidt svært at se skoven for bare træer, men i dag er det lettere, der udkommer færre krimier, til gengæld er de bedre, og det er ikke bare Jesper Stein og Thomas Rydahl og andre fortrinlige danske krimiforfattere, vi nyder godt af herhjemme, der er også sådan nogle som franske Pierre Lemaitre og britiske Robert Galbraith alias J.K. Rowling. Krimien er blevet trimmet som genre. Forlagene fokuserer mere på kvalitet end på kvantitet. Det er godt.

At se fordomsfrit på litteraturen er i det hele taget et kardinalpunkt. Digte, som mange vægrer sig ved at give sig i kast med, kan være oprørende, provokerende, stimulerende læsning for alle, der gider læse. Historiske romaner kan være trivielle, eller de kan, med Lone Hørslevs »Dyrets år« som et aktuelt dansk eksempel, være rigtig god litteratur.

Genrebetegnelser? De kan være gode nok, for den almindelige orienterings skyld. Men hvis de står i vejen for gode læseoplevelser, er de et problem. Med tildelingen af De Gyldne Laurbær til Sara Blædel er problemet blevet en lille smule mindre.

Tillykke med det.