Københavns Kommunes planer om at opsige samarbejdet med Islamisk Trossamfund er fuldt forståelig – det er faktisk på høje tid.
Mange af de imamer, som jeg har mødt på min vej, har fodret deres tilhørere med historier og formaninger, som får folk til at lukke sig endnu mere om sig selv frem for at føle sig som en del af det danske samfund med alle de muligheder, som er tilgængelige for alle uanset køn og etnicitet. I stedet for at formidle det gode og konstruktive, har imamerne skabt had og fremmedgørelse over for det land, de selv bor i.
Imam betyder leder. Desværre har disse ledere så meget indflydelse, at deres lederskab snarere er et jerngreb på parallelsamfundet end den vejledning, det burde være. Dette jerngreb forhindrer integrationen og støtter splid og had, i stedet for at fremme forståelse og sameksistens. De svigter deres position og ansvar i et minoritetssamfund, og endnu værre er, at de går efter andre minoriteter. Som om det ikke er nok, at de selv bliver udstillet som minoritet, så udstiller de også andre.
Hvordan kan det overhovedet forsvares at samarbejde med ledere, der i den grad svigter deres egne? Vi må og kan finde andre måder at integrere på, andre måder at nå ud til minoriteter, end at støtte de forkerte kanaler. Kanaler, der vil det modsatte af integration, nemlig at holde folk i rammer og mønstre, der på alle måder afviger fra danske værdier som oplysning, ytringsfrihed og personlig frihed. Danmark har alt for længe været tolerant og vendt den anden kind til for at gøre plads til alle og understrege, at religionsfriheden gælder alle.
Det er langtfra alle, der bryster sig af at være muslim, som er det. Vi bør ikke støtte, at islam bliver monopoliseret af magtsyge mænd. Islam er tolerance, kærlighed og frihed til alle, uanset nationalitet, religion og seksualitet. Islam har lige så mange facetter som regnbuen har farver, og det er friheden til at vælge sin egen farve, sit eget liv, som disse imamer forhindrer ved at holde liv i en patriarkalsk, mandschauvinistisk kultur. De frarøver os friheden til at skabe vores eget liv og på egne betingelser i et land, hvor dette er muligt. Samme frihed, som Danmark har givet dem, vælger de at nægte andre.
Vi bør ikke længere bare være passive vidner til, at disse imamer misbruger islam. Vi skal tage bladet fra munden og forsvare religionen, men gå imod den kultur, der har taget den som gidsel. Kun på den måde kan vi skabe forståelse og sameksistens mellem forskellige kulturer og skabe et sted, hvor nationalitet, religion og seksualitet ikke er stopklodser til et bedre liv, men bidrage til mangfoldigheden i alle dens smukke afskygninger.
Frihed er her nøgleordet – og i høj grad modet til at kræve den.