Den ældre mand fik sandsynligvis et ildebefindende og mistede kontrollen over sin bil, da han frontalt ramte en modkørende bil med en ung familie.

Uheldet skete sidst på eftermiddagen på Holbækvej ved Kalundborg.

I den påkørte familiebil sad en far, en mor og tre børn. Alle børnene var fastspændt i barnestole.

- Vi kan ikke være sikre på, hvorfor den ældre mand kørte over i den anden vejbane. Sandsynligvis fordi han fik et ildebefindende. Han skiftede vejbane to gange, og anden gang ramte han den modkørende bil. Han er afgået ved døden, siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Claus Hald Simonsen til bt.dk.

Han beskriver de tre børn som mindreårige, men vil ikke komme nærmere ind på deres alder.

- En af børnene er fløjet til Rigshospitalet, imens resten af familien er fordelt på Holbæk og Slagelse hospital. Der er ingen alvorligt tilskadekomne blandt dem. Jeg kan ikke sige, om nogen af dem f.eks. har et brud på benet - det kunne godt være - men de er ikke i fare, siger Claus Hald Simonsen.

Det er normalt, at tilskadekomne spredes ud til forskellige hospitaler. På den måde sikrer man hurtigere behandling til alle.

Alle pårørende er underrettet.

Politiet afspærrede vejen ved ankomst.