Han var så tæt på, som man næsten kan komme. To dage fra at stå på podiet i Paris for at lade sig fejre som vinder af Tour de France. Med alt, hvad det indebærer. Beundring, rigdom og en plads i historiebøgerne.

Michael Rasmussens fald fra tinderne blev både brat og brutalt, da han i 2007 måtte forlade Tour de France i ly af natten for at tage hul på en sportslig deroute, som er uden sidestykke.

»Århundredets justitsmord«, kaldte Michael Rasmussens undervejs i efterskælvet selv den affære, der førte til hans fald. For den nu forhenværende cykelrytter følte sig længe som en forfulgt uskyldighed. Et offer for systemet og en syndebuk, som betalte den højeste pris, hvor andre frejdigt kunne sno sig fri på den tohjulede.

Ikke mange har formået at skille vandene i folkedybet som Michael Rasmussen. Danskerne følte med en landsmand, der var blevet kvast i en cykelsport, hvor flid, fedt og snyd synes at høre til dagens uorden. Og Rasmussens brøde – om gentagne tilfælde af misligholdt oplysningspligt – kunne ved første øjekast ligne en banalitet, som var vokset ud af proportioner.

Der var store følelser på spil dén sommer, Michael Rasmussen blev sendt hjem fra Tour de France. Alene fordi han sportspolitisk var blevet for varm en kartoffel. Måske.

Fortællingen var lige så forstemmende som den var forfærdelig. I hvert fald indtil Rasmussens offerhistorie begyndte at falde fra hinanden. Da det stod klart, at han ikke bare havde været sjusket med at fortælle anti-doping myndighederne om sine træningsophold. Men at han også havde været indehaver af egen blodbank i Østrig, at han i årevis havde brugt løs af stofferne fra de forbudte hyldemeter – og at han havde forført offentligheden med kulørte løgne og konspirationsteorier uden at afsløre essensen: At der var noget om snakken. At han havde dopet sig. Til grænsen og mere til.

Som sådan har Michael Rasmussen været en kontroversiel figur. Langt mere end han var det som cykelrytter, hvor danskerne lærte ham at kende som manden i den prikkede bjergtrøje, der kækt kunne annoncere et heldagsudbrud »lige ud af skolegården«, og som både i 2005 og året efter blev kåret som bjergkonge i Tour de France. En excentrisk enspænder, men også en målrettet, superseriøs, detaljefikseret og analytisk intelligens, der afkodede cykelsportens mest anløbne mekanismer og forsøgte at vende dem til egen fordel. Uden moralske anfægtelser, hvad der om ikke andet står klart, når man læser bogen »Gul Feber«, der udkom sidste efterår.

Efter sin dopingindrømmelse er Michael Rasmussen gået i gang med at afsone en to år lang dopingkarantæne. Forude venter en stilling som sportslig ansvarlig på det beskedent anlagte cykelhold Christina Watches Kuma.

Michael Rasmussen er gift med mexicansk fødte Carisa med hvem han har sønnen Milo.