»Det er mærkeligt, at de upersonlige fugle har kunnet blive så stærke symboler. Eller måske ikke. For farmoren betød havlitterne forventningsfuldhed og fornyelse.«

Sådan står der et sted i Tove Janssons »Sommerbogen«, der er en af de fineste bøger, jeg har læst. Eneste ærgrelse er sådan set, at jeg ikke har læst den noget tidligere – den udkom første gang i 1972.

Men som for mange andre læsere har Janssons voksenlitteratur stået i skyggen af hendes børnebogssucces med mumitroldene. Hele verden faldt for hendes tegnede fortællinger om de runde, venligsindede væsener. I deres midte er der ingen problemer, men harmoni og plads til alle, mens uro og disharmoni kun truer udefra.

Det er også tilfældet i »Sommerbogen«. Den lille prosabog, der er nyoversat til dansk i hundredåret for Janssons fødsel, fortæller gennem 22 korte tekststykker, der ledsages af Janssons meddigtende tegninger, om sommeren på en ø i den finske skærgård. Her bruger den lille Sophia de vidtstrakte dage til at udforske naturen og tale om snart sagt alt med sin farmor.

Sophia er ny i livet, mens farmoren, hun hedder aldrig andet, med sine 85 år står på tærsklen til døden. Det gør hende nu ikke grådlabil eller sentimental, og hun er vidunderligt nøgtern i sit syn på livet og naturen, som hun elsker.

Men hun er også klar over, at naturen ikke kan elske igen, og at det er hende selv, som det fremgår af det indledningsvise citat, der tillægger den en dybere mening. Overfor farmoren står Sophia, som ser naturen på øen – træerne, planterne, dyrene – med nye øjne og heller ikke kender til voksensamtalens regler. Som i denne herlige snak med farmoren: »Hvornår dør du? spurgte barnet. Og hun svarede: »Snart. Men det kommer ikke dig ved.«

Af replikskiftet ser man også, at døden murrer et sted i fremtiden. Det samme gør moderniteten med dens overforbrug, overfladiskhed og naturødelæggelse: En bulldozer sejles til øen for at bygge nyt, skrald driver i land, en turistvilla opføres på det yderste skær.

Som i bøgerne om mumitroldene trues mikrokosmossets balance, og det får melankolien til at rejse sig af siderne. Farmoren skal dø, og naturens hemmelige verdener vil forgå, men Jansson fortrinlige litterære greb er at lade tragedien svæve længere ude i tidshorisonten, uden for bogens rum, og holde sit sprog klart og usentimentalt, præcis som farmorens.

Samtidig beskriver Jansson øens flora og fauna så præcist, at den bliver levende for læseren. Og enhver, der har tilbragt somre i skærgården, vil genkende beskrivelsen af den blanke vind, det kimende kolde vand og de runde klipper omkring det gamle træhus.

Det er et nærværets og eftertankens sted, og sigende var det, da kvinden, som skulle skrive forord til den engelske udgave af »Sommerbogen«, rejste op til øen, Jansson skriver om. Til hendes forbløffelse tog det kun fire et halvt minut at gå rundt om den. Det vidner naturligvis om Janssons evne til at zoome ind og dvæle, men fortæller samtidig om en tilrejsende fra den moderne verden, hvor sanserne er sløvede af fart og larm. Men ved at læse »Sommerbogen« vækkes de gradvist til live. Eller også gøres læseren bevidst om sin dvaletilstand. Midt i den verden, der kun var en fjern trussel, da Jansson skrev sit mirakel.

 

Titel: Sommerbogen Forfatter: Tove Jansson Sider: 176 Pris: 150 kr. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt Forlag: Gyldendal