En spansk betjent dræbte egenhændigt fire af fem personer, der natten til fredag gennemførte et dødeligt angreb i den catalonske kystby Cambrils.
Det oplyser Josep Lluis Trapero fra det spanske politi, skriver nyhedsbureauet AP.
Nogle timer forinden angrebet i Cambrils, der har kvæstet fem personer og kostet en kvinde livet, skete et lignende angreb i Barcelona.
Her kørte en hvid varevogn ind på turiststrøget Las Ramblas og dræbte 13 personer.
Føreren af bilen er efterlyst og kan ifølge politiet være blandt de fem dræbte i Cambrils.
I alt er mindst 130 personer blevet såret i de to angreb. To danskere er blandt de tilskadekomne.
Ud over de fem dræbte i Cambrils har politiet anholdt fire personer.
Tre af dem er marokkanere, mens en er spanier. De er mellem 21 og 34 år gamle og var ikke i forvejen sat i forbindelse med terrorangreb.
De to dødelige angreb i den spanske region havde været planlagt i længere tid, tilføjer politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er sket med udgangspunkt i den spanske by Alcanar, der ligger syd for Barcelona.
I Alcanar skete desuden en eksplosion onsdag, som politiet forbinder med de to angreb torsdag og natten til fredag. En døde, og flere blev såret.
/ritzau/