I disse dage er alle blikke rettet mod Nørrebro, hvor mænd i alderen 19-25 år ikke længere kan færdes frit på gaden. Det er forståeligt. Men når vi skal forklare, hvordan det er kommet så vidt, er det mod Rådhuspladsen, vi skal vende blikket. En stor del af forklaringen på det, der sker i København lige nu, skal findes her.
Jeg har boet i Pilestræde i 17 år, og i den tid har jeg set, hvordan byen har forandret sig, siden Københavns Kommune i 2009 iværksatte sin strategi »Gang i København« med det formål at sætte gang i nattelivet. Den indre by har altid været et livligt sted, men det liv er blevet stadig mere råt i takt med, at byen i stadigt flere af døgnets timer fyldes af mennesker, der ikke kan styre sig selv og heller ikke prøver på det.
