»I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.«

Sådan siger skuespilleren, entertaineren og tekstforfatteren Jesper Klein på sin egen ligefremme, lidt kuldslåede måde i portrætbogen »Jesper Kelins liv og lykke«, som netop er udkommet. En bog, der lidt flimrende men absolut dækkende, skildrer den populære skuespillers lange karriere i dansk showbusiness, sådan løseligt skitseret af manden selv ovenfor. Men – som titlen angiver – også går helt tæt på det barske sygdomsforløb, der rev hans kone og nære livskammerat fra ham. Parløbet med »Nielsen«, som Klein omtaler sin kone, skuespilleren Lykke Nielsen, varede i 37 år, indtil hun, som han selv formulerer det, »forlod mig på den mest grundige måde, man kan tænke sig«. Lykke Nielsen døde af kræft i 2006 efter et sygdomsforløb, som hun insisterede på at være hudløst åben om – også i medierne. Nogen gange for åben, siger Klein i bogen, hvis kapitler om parrets hårde vej mod afslutningen og den efterfølgende ensomhed er meget bevægende. Jesper Klein taler nemlig lige ud af posen om smerten, fortvivlelsen og kampen – på sin egen på en gang kærlige, men usentimentalt nøgterne måde, der giver det personlige et perspektiv, andre kan få glæde af. Med sans for de paradokser, han også professionelt har gjort det til en levevej at kunne få øje på. Hør bare:

»Jeg vil nødig have en død så ond og smertefuld som min hustrus. Bortset fra det indgyder den mig ikke den store frygt, for jeg har set den på nært hold. Faktisk har jeg det forholdsvist godt. Jeg har det mægtigt godt efter omstændighederne. Jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder«. Og samtidig er Klein ikke bange for at tale om sine egne skavanker og sit eget skrantende helbred, som indtil videre holder ham væk fra den scene, han ellers har befundet sig på i en menneskealder: »Det er bare ærgerligt, at jeg er anbragt i en 93-årigs krop. Men jeg har hele livet igennem været for gammel«.

Sin egen herre
I stort set kronologisk rækkefølge får vi oprullet det meste af Kleins vidt forgrenende karriere, konstant fortalt med hovedpersonens egen fornemmelse for den rammende anekdote. Pottemagersønnen klarede sig dårligt i skolen, hvor han havde svært ved at indordne sig systemer – noget, der har fulgt ham livet igennem. Han ville være musiker, men blev smidt ud fra sit musikvidenskabelige studium. I stedet blev han værtshuspianist og, efter teatervidenskabelige studier, efterhånden også skuespiller – med gennembrud i 1969 i »Kameldamen« med Jytte Abildstrøm, samme år som han spillede den »alvorlige« rolle som den rodløse, unge mejeriarbejder i »Balladen om Carl-Henning«. Selv om han har optrådt hyppigt i faste sammenhænge, bl.a. med egentlige teaterroller og i film som Niels Malmros’ »Skønheden og Udyret«, så har han i høj grad insisteret på at køre sin egen butik. At være sin egen herre. Han er gået sine egne veje i et væld af show og solooptrædener i kalenderen, senest i lejlighedsvis parløb med Flemming Jensen. Meget af det tilsyneladende improviseret, men i virkeligheden alt andet end det. På fjernsyn har han været med helt tilbage fra de tidlige 70ere som fast freelancer i DR’s børne- og ungdomsafdeling. Han henrykkede flere generationer med Tirana Radio, Fru Fej Bak, julekalendere, til stor glæde for de fleste, der lærte at elske ham – dog ikke radiorådsmedlem Erhard Jakobsen, der mente, at Klein var en af de senere så berømte »røde lejesvende«: »Selvfølgelig kan jeg acceptere Bert Brecht, men jeg kan ikke gå ind for Jesper Klein«. Det var også på TV, han i 1974 blev sat sammen med Tom McEwan og Jess Ingerslev i den musikalske vanvids­trio, »Klyderne«, der blev assisteret af Lykke »Madam« Nielsen.

Paradokser
Gennem alle årene en musikalsk og begavet nummermand, hvis originalitet og scenepersonlighed er tæt forbundet med en uelskværdig elskværdighed. Med en sikker sans for det snurrige og skæve. Og med en særlig troskyldig sødme, ja, kald det bare ynde. Som forfatter af alt – revyer, skuespil og en kaskade af bøger – fra sin egen statslære over almanakker og efterfølgere til Bibelen. Det hele med den kleinske fornemmelse for det pjankede, uden at det på nogen måde skal forveksles med det rene pjat.

Bogen er forsynet med glimrende, kortfattede skudsmål fra familie, venner og kolleger, som samlet giver det billede, man også selv får ved læsning af bogen. Jesper Klein er en meget privat mand, som ikke er helt til at blive klog på. Begavet, vidende og indsigtsfuld. Myreflittig – i en sådan grad at han i lange perioder altid har haft seks timers arbejde med i en kuffert, hvis der skulle opstå ventetid. En mand, som tør sige sin mening, når han er blevet spurgt – når det altså handler om alle de enkeltsager, han har kæmpet for – eller snarere imod som en anden Don Quixote: Øresundsbroen, Metroen, Irakkrigen, Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed. Men samtidig i privatlivet konfliktsky ud over alle grænser – enhver form for konfrontation måtte Lykke Nielsen tage sig af. Både rar og kynisk. En venlig, nærmest uskyldig humanist. Men er det, der kommer ud af munden på ham, nu også så høfligt, hvis man lytter efter? Bogen bekræfter nemlig også billedet af ham som en lettere vranten iagttager af verdens dårskab. Et menneske, som privat har det svært med at lukke op og Gud og hver mand ind. Men som i den glimrende interviewbog heldigvis har valgt at tage opgaven alvorligt og sige tingene, som de er. Befriende. Og endnu en følgestridighed fra den underlige snegl, vi tror, vi kender så godt, men som vi aldrig har vidst, hvor vi havde.