Over hver tredje republikanske vælger tror, at den demokratiske præsident Barack Obama bekender sig til den muslimske tro. Det viser en ny undersøgelse fortaget af amerikanske Pew Research Centre, ifølge flere amerikanske medier.
- Andelen af amerikanere, der svarer, at Obama er muslim er nu på niveau med det vi så i 2008, og det er en stigning siden 2010, siger Greg Smith fra Pew Research Centre til nyhedsbureauet AFP.
- Vores data antyder, at de adspurgte er farvet af deres politiske tilhørsforhold, fortsætter Greg Smith.
Undersøgelsen, som er foretaget i løbet af de seneste to måneder, viser i øvrigt, at 17 procent af de i alt 3.000 adspurgte tror, at den amerikanske præsident er muslim, selv om præsidenten flere gange har offentligt har erklæret, at han er kristen.
- Jeg har støttet mig til min kristne tro over de seneste par år, ikke mindst når Michelle og jeg hører, at der bliver sået tvivl om vores tro fra tid til anden, sagde præsident Obama eksempelvis til sidste års National Prayer Breakfast, der hvert år samler tusindvis af religiøse mennesker
Bekymring fra det muslimske samfund
Efter undersøgelsen er blevet offentliggjort, har det officielle amerikanske muslimske udtrykt deres bekymring for, hvad de oplever som en stigende islamofobisk diskurs i det amerikanske samfund.
- At 17 procent tror, at Barack Obama er muslim, viser, at der er mange skræmmebilleder i amerikansk politik, siger Haris Tarin fra den muslimske borgerrettighedsorganisation Muslim Public Affairs Council til AFP.
Han udtrykker samtidig sin bekymring over, at det i det hele taget er et problem at være muslim i amerikansk politik.
Uden at nævne navne påpeger han, at mange republikanske politikere og visse TV- og radioværter er slemme til at male Muhammed på væggen med horn i panden.
- Det her forstærker bare ideen om, at islam kan bruges som skældsord, siger Haris Tarin.
Gode nyheder for Romney
Tarins ideer synes ikke helt grebet ud af luften. Omkring tre af fire af de mennesker, der i undersøgelsen identificerer Obama som muslim, føler sig ikke trygge ved hans religion.
Omvendt er undersøgelsen gode nyheder for Romney.
Amerikanske medier har længe spekuleret i, at den republikanske præsidentkandidats mormon-tro ville blive en udfordring for ham ved det kommende præsidentvalg. Den nye undersøgelse antyder imidlertid, at et flertal af vælgerne ikke ser mormon-troen som et problem.
Men selv om undersøgelsen viser, at der stadig er nogle vælgere, særligt en del republikanske, ikke føler sig trygge ved Romneys mormonske tro, viser undersøgelsen samtidig, at de fleste vælgere - over 60 procent - føler sig trygge nok. Dette på trods af, at 60 procent af vælgerne i dag ved, at Romney er mormon - modsat 48 procent for et år siden.