»Engageret, entusiastisk, vidende. En sjælden kombination af en skribent, der er utrolig velbevandret i litteraturens verden, og som samtidig kan gøre det spændende og formidle det til folk, der måske ikke har den samme store indsigt og viden, som han har. Vittig, ambitiøs, charmerende og en drøm at arbejde sammen med som kollega og journalist.«

Superlativerne står i kø, når en tidligere kollega på Berlingske skal beskrive Jens Andersen. Man kan her tilføje det mere faktuelle: Weekendavisens Litteraturpris i 2004, Søren Gyldendal Prisen i 2006 og H.C. Andersen Legatet i 2008. Dette er et udpluk af priser, og man kan så yderligere tilføje, at han 26. november modtager »Den faglitterære pris 2015«, som Statens Kunstfond og Dansk Forfatterforening uddeler, og at han desuden fik Politikens Litteraturpris tidligere i år.

Nu fylder han 60 år. En mand i sin bedste alder og med et stort glimt i øjet til mennesker på hans vej, der lige nu er en travl forfatter på turné i Tyskland og dernæst Schweiz og Østrig – og i øvrigt efter en travl weekend med Bogforum i Bella Center. Den aktuelle anledning er Astrid Lindgren-biografien »Denne dag, et liv«, der til dato er solgt til Sverige, Norge, Finland, Rusland, Tyskland, Holland og Frankrig. Og han elsker turnélivet.

»At møde læserne ansigt til ansigt er konstant øjenåbnende. Og at fortælle mine bøgers historier »live« – og altid KUN med det levende ord – for et interesseret, medlevende publikum er blevet en uomgængelig del af mit forfatterskab,« siger han.

Lige nu handler det om Astrid Lindgren. Han er fascineret af hendes livslange idealisme, der med hans egne ord ikke alene hvilede på politisk og medmenneskelig bevidsthed, men simpel humanisme, der »fint og udogmatisk er lagt ned mellem linjerne i alle hendes børnebøger fra Pippi i 1945 til Ronja Røverdatter i 1981«. I bund og grund et næstekærligt engagement, som Lindgren som pensionist tog videre til mange politiske platforme, da hun kæmpede for fred, miljø, flygtninge, kvinders rettigheder og meget andet og blev en politisk magtfaktor i Sverige, lyder det også fra ham.

 

Noget andet, man også kan sige om Jens Andersen, er hans begejstring og evne til at se de små og større historier i andre menneskers liv og se dem som forbilleder. Man kan med rette kalde det empati og beundring. Selv siger han:

»Mine forbilleder er alle mulige interessante mennesker af begge køn og i alle aldre og fra vidt forskellige kulturer, jeg møder på livets liv. Også børn, unge, og mænd og kvinder, jeg holder af og beundrer i min familie- og vennekreds. På en måde skriver jeg hele tiden bøger om forbilledlige mennesker. Hver på deres måde, og ikke forbilledlige i alle facetter af deres liv. Hvem er fejlfri? Men jeg synes, at alle dem, jeg har skrevet biografier om, fra Thit Jensen til Tove Ditlevsen og dronning Margrethe, og Tom Kristensen og H.C. Andersen til Frank Arnesen, har noget væsentligt at sige mig og andre om mennesket, livet, skæbnen og de valg, man tager frivilligt, eller af forskellige årsager tvinges til.«

 

Sådan, bum. Hvis man beder Jens Andersen beskrive sit liv i faser, ser det sådan ud: Har som det søgende menneske været meget af den politiske skala igennem fra barndom til voksenårene. Kan betegnes som »borgerlig venstreorienteret« og har ikke noget imod at blive kaldt »kystbanesocialist« og lærte også, siger han, en del om køn og kærlighed på 1970ernes og 80ernes discodansegulve, da Saturday Night Fever gik en generation i blodet, og man med hans egne ord »kunne skære sig på de unge mænds slimline-skjorteflipper«.

Og så er der det med fodbolden. Som yngre var han en ambitiøs, passioneret fodboldspiller i AB, der lærte ham holdspillets dyder, men samtidig at erkende de lastefulde individualisters nødvendighed på ethvert hold og i ethvert samfund. Her er hans selvkarakteristik: »Jeg var en middelmådig møverback med stort løbepensum, et godt venstreben og et iskoldt højre, men fodbold har lært mig meget om egne styrker og svagheder, fællesskab, fællesskabsfølelse.«

Egentlig drømte han om at blive enten journalist eller kirurg. Og som han siger:

»Måske har jeg forenet de to erhverv i biografiforfatteren, der både må gå langt og bredt for at finde sit stof og stille sin nysgerrighed, og må skære dybt i det menneskelige for at se forbindelsen mellem liv og værk.«