I et forsøg på at finde spor i eftersøgningen af den forsvundne Emilie Meng gennemsøger politiet onsdag fire kolonihaveforeninger i Korsør.
Alle beboere og grundejere i området vil blive forhørt, oplyser politiet onsdag formiddag.
Betjentene har hunde med i den særlige indsats onsdag, og politiet understreger, at der er tale om en større afsøgning.
»For nuværende kan vi sige, at vi er ved at undersøge en lille dam, der ligger i området. Gennemsøgningen går efter planen. Hunde og betjente afsøger hver enkelt kolonihavehus og de tilhørende grunde,« siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse ved middagstid onsdag.
I forbindelse med aktionen er områder i og omkring Korsør afspærret, og »sagens karakter gør, at politiet fastholder, at der ikke er adgang bag afspærringerne - heller ikke for medlemmer af pressen«.
Politiet fortsætter efter planen eftersøgningen resten af eftermiddagen og torsdag.
Kolonihaver eftersøges
Emilie Meng er nu 18 år og forsvandt tidligt om morgenen 10. juli. Hun blev sidst set ved Korsør Station.
Efter en bytur i Slagelse tog hun på stationen afsked med to veninder. Derefter gik hun ad en sti nær kolonihaverne.
De fire haveforeninger, der gennemsøges onsdag, ligger syd for stationen. Egentlig har politiet undersøgt området tidligere, men nu gentager man altså indsatsen.
Politiet har brugt mange ressourcer på at opklare sagen, og flere gange har der været større eftersøgninger i gang. Blandt andet har dykkere været på arbejde i søen Bregnemosen ikke langt fra stationen, ligesom området langs jernbanesporene og flere områder har været gennemsøgt. Også helikoptere og droner har været indsat i eftersøgningen.
Politi laver video om aktion
Emilie Meng var iført en sort langærmet trøje, lyseblå tætsiddende cowboybukser og mørkeblå sportssko med hvid stribe. Hun medbragte også en mørkegrå taske, og adskillige borgere har tidligere fulgt en appel fra politiet om at aflevere fundne tasker.
Forud for dagens eftersøgning har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi desuden produceret en lille videosekvens, hvori vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fortæller om aktionen, der strækker sig fra onsdag til torsdag. Du kan se den her:
Berlingske har tidligere skrevet en række artikler om Emilie Mengs forsvinden blandt andet disse: