Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) går skarpt i rette med den grænsekontrolaftale, som i dag igen udsættes for skarp kritik udefra. Den danske regering bør tage det dybt alvorligt, når den tyske viceudenrigsminister Werner Hoyer kritiserer de lande, der i denne tid vil øge grænsekontrollen.

»Jeg går da ud fra, at vi ikke vil lave noget, der er i strid med reglerne. Men signalet er forkert. Det er også det, han (Werner Hoyer, red.) forholder sig til. At vi lukker os over for andre,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han læser Werner Hoyers indlæg som udtryk for dyb bekymring over såvel den danske som de franske og italienske regeringers tanker om øget grænsekontrol.

»Når du taler om sådan noget som Schengen-samarbejdet, så er det hjerteblod. Det skal man forstå, og derfor skal man tage andre landes bekymringer alvorligt,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Om den internationale kritik har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere udtalt, at flere europæiske medier har omtalt grænseaftalen med »manglende nuance«, og at problemet er løst, så snart regeringen har overbevist EU-partnerne og Kommissionen om, at aftalen ikke strider mod Schengen-aftalen.

De tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S) påpeger, at med den nye tyske kritik, er sagen flyttet op på et andet niveau, end hos skatteminister Peter Christensen (V), der hidtil har været regeringens mand på sagen.

»Man kan være helt sikker på, at denne sag både har Kommissionens og de andre medlemsstaters største interesse. Jeg stiller mig selv spørgsmålet, om man under forhandlingerne om dette her overhovedet har spurgt sig for i Udenrigsministeriet, og hvad var i givet fald ministeriets svar? Det er en utroligt interessant problemstilling,« siger Niels Helveg Petersen.

»Problemet er jo, at regeringen har et janus-hoved i den her sag. Til EU siger de, at det slet ikke er det, de tror, det er. Men samtidig har de en aftale med Dansk Folkeparti, der siger, at det er en permanent opbygning af grænsekontrol,« siger Mogens Lykketoft.

Det var ikke muligt at træffe udenrigsminister Lene Espersen (K), da hendes far i går blev begravet. I en skriftlig kommentar fra Udenrigsministeriet hedder det, at det »ingen mening« giver at spekulere i manglende opbakning til aftalen.

»Ministeriet deltager aktivt og er fuldt ud inddraget i dialogen med Kommissionen og vores nabolande om aftalens iværksættelse, så det står klart, at Danmark selvfølgelig respekterer traktatens bestemmelser og Schengen-aftalen,« hedder det i en skriftlig kommentar fra Udenrigsministeriet.