Hvis du trænger til at få masseret dine fordomme om, at elektronisk musik kun er sådan noget med techno og ecstasy på en mørk og svedig natklub klokken tre om natten, kan det foregå i Koncerthuset i aften, hvor den store koncertsal fyldes af elektronisk musik.
Koncerten er arrangeret af pladeselskabet Sound of Copenhagen, som blev stiftet i 2008 af P3-vært Le Gammeltoft og den nu afdøde DJ Kjeld Tolstrup. Formålet var at sætte fokus på den store talentmasse i dansk elektronisk musik og ikke mindst at løfte genren ud til en bredere målgruppe. Også til alle dem, der ikke går på klub hver weekend, kender forskellen på deep-house og tech-house og følger med i den elektroniske musiks vidtforgrenede netværk af undergenrer på internettets eksploderende mængde af musikblogs.
Det er blevet til ni kompilationer, hvoraf den nyeste samling numre kom i august. Og nu afholdes den første Sound of Copenhagen-koncert nogensinde, hvor flere end 15 musikere fra hele spektret af den danske elektroniske scene serverer numre, de har haft med på pladerne i nye versioner eller med gæstemusikere på scenen.
At sidde ned øger koncentrationen
Men hvorfor skal vi overhovedet sidde ned og høre klubmusik?
»Vi ville gerne prøve at fjerne musikken fra klubberne, hvor man fester og snakker og har en øl i hånden, og præsentere musikken på en ny måde. Der er mange lag i elektronisk musik, og når man sidder ned, er koncentrationsniveauet højere, og man bliver lukket ind i musikkens rum på en anden måde«, siger Le Gammeltoft og fortsætter:
»Efterhånden som dele af den elektroniske musik er blevet mere kommerciel, er den også blevet mere stueren, så man lytter anderledes til den. Og det er også blevet mere og mere normalt at placere musikken uden for dens normale rammer. De udøvende musikere har længe vidst, at de sagtens kunne spille på et bibliotek eller en båd, men det skulle også lige gå op for alle de andre dele af branchen.«
Mange af dem, der har købt billet til koncerten, er ifølge Le Gammetoft slet ikke vant til at gå på natklub.
»Målgruppen for Sound of Copenhagens udgivelser har aldrig været dem, der i forvejen har næsen helt nede i alt det hemmelige og selv kan finde frem til alt det gode. Men alle de andre. Det kræver meget tid at være med helt fremme musikalsk, og nu, hvor jeg selv er nybagt forælder, kan jeg godt forstå, at det bliver sværere og sværere at holde sig ajour. Det vil vi gerne hjælpe med. Og der er forhåbentlig mange, som kommer til at gå hjem fra koncerten med en udvidet musikhorisont«, siger hun.
En af de optrædende er Jean von Baden, der har DJ’et over hele verden i flere end 13 år. I aften er han på scenen med sin makker Mads Nordheim som den ene halvdel af duoen D’Jean og Masonaise.
Og de har ikke bare laptops og keyboards med på scenen, men også en hel strygerkvartet, en tabla-spiller og en guitarist fra Ibiza. Blandt andet.
»Vi vil gerne vise, at elektroniske instrumenter og det, som mange mennesker tænker på som »rigtige instrumenter«, sagtens kan blandes sammen«, siger Jean von Baden.
Fra hemmelig lyd til mainstream
»Man kan tage nogle fede undergrundsbeats og gøre dem mere poppede ved at at putte noget sang indover eller lægge mørke celloer oven på for at få et andet udtryk. For folk, der ikke hører elektronisk musik normalt, kan den slags gøre det lidt nemmere at forstå, siger han.«
Musikalsk strækker aftenen sig fra den helt hemmelige berliner-technolyd serveret af Kölsch til dansabel disco fra Vinnie Who, som er slået godt igennem i mainstreamen.