Det falder i god jord hos Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk (Å), at EU ved en afstemning torsdag besluttede at opfordre EUs medlemslande til at tage imod whistleblower Edward Snowden og give ham asyl.

»Snowden er en demokratisk helt, og det er fantastisk, at EU nu i den grad går forrest og holder demokratiets fane højt,«, siger Uffe Elbæk i en skriftlig kommentar.

Den verdensberømte whistleblower blev kendt, da han i 2013 lækkede oplysninger og afslørede den amerikanske regerings omfattende overvågningsprogram i NSA. Siden har amerikaneren levet i eksil i Rusland for at undgå at blive udleveret til USA.

Torsdag vedtog Europa-Parlamentet en resolution, der opfordrer medlemslande i EU til at »droppe alle kriminelle anklager mod Edward Snowden, give ham beskyttelse og forhindre udlevering af ham til tredje parter«.

Og det er helt på sin plads og i høj grad på tide, fastslår Uffe Elbæk, der mener, at den vestlige verden har håndteret sagen pinligt:

»De informationer, som Snowden viderebragte til offentligheden, er så vigtige og afgørende for samtlige demokratiske samfund, at behandlingen af ham har været helt ubegribelig. Hele den vestlige verden har nærmest 'skudt budbringeren', og det er til stor skam.«

Som løsgænger stillede Elbæk sammen med Enhedslisten beslutningsforslag om, at Danmark skulle give asyl til Snowden. Forslaget blev dog afvist af alle partier under den tidligere SR-regering, men den politiske leder håber nu på, at EUs opfordring kan ændre syn på sagen blandt politikerne herhjemme og resultere i asyl til Snowden.

»Jeg ville være helt enormt stolt af Danmark, hvis vi blev det land i Europa, der tilbyder Edward Snowden asyl. Det vil være en demokratisk markering af de helt store,« siger Uffe Elbæk.