»Du skal bare gå ind der, hvor verdens højeste mand står«, siger Tina Wøldiche Pedersen, da vi aftaler sted og mødetidspunkt. Og to dage senere går jeg ind forbi den 272 cm høje fuldstørrelsekopi af Robert Wadlow og ser som det første et fotografi af Victor Gomez, hvis krop for 97 procents vedkommende er dækket af hår, og derefter et andet af Natasha Veruschka, der har slugt 13 sværd.

Guinness World Records Museum på Strøget i København er det eneste af sin slags i Europa og har i højsæsonen 1.500 gæster om dagen, hvoraf størstedelen er turister. Men når ordet »museum« nævnes, vil de fleste nok tænke på hvide, højloftede lokaler med malerier i ramme, genstande i montrer og en næsten pastoral stemning – og ikke på meget høje eller usædvanlig hårede mænd.

Tina Wøldiche Pedersen, der er general manager på Guinness World Records Museum, fortæller, at de da heller ikke er del af nogen statslig støtteordning, sådan som eksempelvis Arken eller Statens Musuem For Kunst.

»Guinness World Records Museum er ejet af Canadas rigeste mand, Jim Pattison, der er god for 55 milliarder kroner,« fortæller hun i det trange kontor inde bag udstillingen af verdens hurtigst accelererende køretøj. »Pattison er sådan en Mærsk-type, der vist startede med at sælge bildæk og siden bredte sig over alt muligt: Dele til John Deere-traktorer, supermarkeds- og frostvareindustri, engangsemballage til MacDonald’s og Kentucky Fried Chicken og meget andet. Og når man har så mange penge, skal man også have noget sjovt, og det er Guinness World Records Museum, hvor vi visualiserer nogle af rekorderne fra Guinness-rekordbogen i tre og fire dimensioner. Gør, at du så at sige kan gå ind i bogen.«

Guinness Rekordbog er i sig selv en verdensrekord, da den er verdens mest solgte årbog, og de fleste husker vel at have siddet derhjemme på børneværelset eller på det lokale bibliotek og bladret i bogen med alle billederne og de utrolige tekster.

»Når rekorder fascinerer«, siger Tina Wøldiche Pedersen, »er det, fordi der i os alle er en interesse for det ekstreme – det højeste, det længste, det tykkeste, det største – som vi kan måle os selv op mod. Og alene dét, at noget er en verdensrekord gør, at vi gerne vil se det. Hvis jeg taler om verdens bredeste træ, vil du så ikke gerne se, hvor bredt det er? Det handler om at sætte noget i forhold til os selv og altså også om nysgerrighed.«

Men rekordtyperne i bogen og på museet er mange og meget forskelligartede: »Der er dem, der for eksempel handler om de vilde beløb, Ronaldos ben eller Dolly Partons bryster er forsikret for. Så er der andre, der handler om en præstation, altså om hvem der har vundet flest professionelle tenniskampe eller løbet hurtigst. Og så der igen dem, der handler om det overdrevne, som eksempelvis om verdens tykkeste mand. Dén kategori kan man måske undre sig over. Hvem vil gerne vinde i den kategori? Hvem vil gerne være verdens tykkeste eller verdens mindste dværg? Men måske handler det for dem om – og vi registrerer aldrig nogen, der ikke selv melder sig – i det mindste at få lidt ud af deres ulykke eller skæbne. At skabe en eller anden mening og stolthed ud af det.«

»Der er også en helt fjerde kategori, som består af alle dem, der gør noget for at slå en Guinness-rekord«, fortsætter hun. »Dem som VIL være rekordindehaver, fordi det giver ære, identitet eller noget til CVet. Som ham der spise flest sure citroner på et minut eller drak en hel spand åbne østers. Og selvom det ikke er her på museet, vi registrerer rekorder, så ringer folk i alle aldre alligevel for at få registreret et rekordforsøg. Børn fra Randers, der vil lave verdens længste kage, eller en gammel mand på plejehjemmets Stue 2, der mener han har haft verdens længste karriere i én titel.«

Danmark er i forhold til sit indbyggertal forbløffende rigt repræsenteret i Guiness-bogen, der udkommer i 100 lande. 71 danskere kan man her læse om på 25 sprog, og når rekorder har så godt fat herhjemme, er der i følge Tina Wøldiche Pedersen af flere grunde:

»Danmark er så godt repræsenteret, fordi bogen længe har været en del af vores barndom, og fordi deltagelse i bogen spejler et lands velstand. Bor du i Syrien, er rekorder nok ikke det, der trænger sig på i en hverdag med sult og krig. Men herhjemme har vi overskud og tryghed til at lade tankerne og kroppen bruge energi på den slags lege og udfordringer. Sidste år var der 1.500 indsendte rekordforsøg fra danskere, og 15 blev optaget. Det er mange, og flere kunne faktisk være kommet med, hvis ikke noget var gået galt under målingerne. Der er stramme krav til dokumentationen. Og da man på Rådhuspladsen skulle slå en rekord ved at flest mennesker spiste en chili på samme tid, så gik det ikke. Fordi der, hvis rekorden skulle godkendes, skal være et vidne til hver eneste, der spiste en chili på samme tid. Det lod sig simpelthen ikke gøre.«

»Der er også regler for, hvor farligt det må være,« siger Tina Wøldiche Pedersen. »Med chilien blev det eksempelvis undersøgt, hvor stærk den valgte chilitype var, og om man kunne få hjertestop af den. Sådan har det ikke altid været, og derfor er der også en mand med i bogen, der har spist flere fly og andet, der heller ikke var særlig nærende at indtage!«

De skærpede regler omkring sikkerhed er også et spejl af tiden, Guinness-rekorderne bliver til i:

»Det siger jo noget om vores, og ikke mindst amerikanernes, fokus på forsikring og frygt for sagsøgning. Det hele er blevet mere forsigtigt. Men det helt afgørende for os er, at folk selv melder sig. På den måde bliver rekorderne aldrig en udstilling af menneskers problemer. Derfor lever der da sikkert også tykkere mennesker end ham, der er registreret i rekordbogen. Som de såkaldte feeders, hvor den ene del af et par fodrer den anden i hjemmet og vedkommende bare ligger i sengen og bliver proppet med skinker og koteletter og bliver federe og federe. Og typisk bliver de her store klumper af fedt til sidst løftet ud af huset med en kran. I forhold til dem er verdens tykkeste ikke verdens tykkeste, og bliver det kun, hvis hun eller han selv henvender sig og beder om at blive vejet.«

Der er altså et vist moralkodeks. Men alt, også museet på Strøget, handler i sidste ende om at underholde og sælge billetter, forklarer Tina Wøldiche Pedersen:

»Vi er her for at tiltrække så mange menneske som muligt og give dem en så god oplevelse, som muligt. Jeg er heller ikke klassisk museumsuddannet, men kommer fra ti år som direktør i retail og kædedrift. For mig har det handlet om forbrug, og om, hvordan man når kunden. Det fokuserer jeg også på her på museet. og kan godt mærke, at jeg er en lidt anderledes museumschef end mange af mine kolleger.«

Når alt kommer til alt, mener hun dog, at alle museumschefer har samme opgave, nemlig at skaffe sig adgang til folks tid og penge.

»Ja, og én ting, de finere museer måske kunne lære af os, er at være mere interaktive. At lade gæsterne kommer tættere på. Det første jeg gjorde, da jeg startede her var at gå ind på den anden side af den røde snor, fordi det altid har været forbudt. Det er blevet så fint på museerne, at man næsten ikke kan være der og alle kustoderne siger hrm-hrm hele tiden. Det er selvfølgelig også, fordi de på de fine museer passer på malerier, der er uerstattelige. Så folk kan jo ikke bare gå og kradse i gamle guldaldermalerier. Men mere nærhed og uhøjtidelighed, det kan altså godt lade sig gøre. Og her på museet går ting af samme grund i stykker hele tiden. Forleden faldt fingeren af prinsesse Mary, der jo er del af verdens ældste monarki. Folk kan ikke lade være med at røre, og det må vi tage med.«

Tina Wøldiche Pedersen ser ikke ud, som om det er noget stort problem, og kommer i tanker om noget at det hun bedst kan lide ved sit job:

»I USA har Guinness et stort lager, hvor vi kan købe ind til museet. Det er et utroligt sted med alt mulige vilde ting og sager. Man tror næsten ikke det, man ser. Og det er jo også det, der driver museet her. Fascinationen af alt det der er højere, længere, hurtigere – og skørere.«

Guinness World Records Museum

I Danmark drives museet som del af et større underholdningskoncept, der også tæller Ripley’s Believe It Or Not, der har fokus på det utrolige, men sande, H.C. Andersens Eventyrhus, hvor digterens eventyr kan genopleves i farverige iscenesættelser, og The Mystic Exploratorie, hvor alverdens mystiske fænomener kan ses og mærkes.

Guinness World Records Museum, Østergade 16 i København, har fredag og lørdag åbent fra kl. 10-20 og ugens øvrige dage fra 10-18.