Søndag aften faldt der sne - især på Sjælland, Lolland-Falster og i Nordjylland. Resten af Jylland fik regn, men da natten har budt på frost, er der risiko for ekstremt glatte veje. Det fortæller meteorolog Peter Tanev til BT.
»Man skal være ekstremt påpasselig, hvis man skal ud at køre i bil mandag morgen. Mange af de steder, hvor der natten til mandag faldt regn i Jylland, var det på veje, hvor temperaturen var under frysepunktet. Så hvis der er nogle steder, hvor saltbilen ikke lige har været forbi, så kan det blive ekstremt glat i den vestlige del af landet,« siger Peter Tanev.
På Sjælland og på Lolland-Falster er der faldet sne mange steder. Mest i Vest- og Sydsjælland. Et snefald, der også vil give glatte veje, og som vil gøre trafikken langsom.
»Man skal tænke over det mandag morgen, hvis man skal på arbejde. Trafikken vil nok bevæge sig lidt langsommere end normalt,« siger Peter Tanev.
Lokalt på Sjælland kan der være faldet op mod ti centimeter sne.
Nord for Aarhus vil der også være sneglatte veje mandag morgen. Snebyger kan lokalt have givet mellem 15 og 20 centimeter sne.
Søndag aften var der allerede faldet ti centimeter sne i Vendsyssel. Og også her gælder det om at køre hjemmefra i god tid.
Men har man fri, så bør man ifølge meteorologen lade bilen stå sikkert i garagen og i stedet snøre vinterstøvlerne og gå sig en rask tur. For vejrudsigten for mandag lover en flot og klar dag med frostvejr.
»Der er lagt op til en kold, men meget fin dag. De, som har fri, vil kunne komme ud at opleve et meget smukt vinterlandskab med en del sne,« siger Peter Tanev.
Og skal man nå en kælketur, så skal man heller ikke vente for længe. Ud på eftermiddagen kan der igen komme noget sne, hovedsageligt i Jylland. Bygerne vil begynde som sne, men går bagefter over i regn.