Blandt de pensionsmæglere, der følger pensionsselskaberne tæt, vil man ikke give noget entydigt bud på, om PFA kan blive en halv gang større inden for de kommende år, som topchef Henrik Heideby bebuder i dagens avis. Men både direktør og partner i Willis, Søren Andersen, og Allan Christensen fra Bedstpension, er helt enige i Henrik Heidebys plan om at samle skrantende pensionskasser op.

De mindste pensionskasser er truet på deres overlevelse på grund af højere krav fra kunderne og en stadig mere kompleks lovgivning. Søren Andersen fremhæver, at det blandt andet drejer sig om Bankpension, DIP, JØP og Farmapension. I takt med at presset vokser, kan de relativt store pensionskasser også få det svært.

Kræver store afkast

»De mindre pensionskasser har behov for at finde en anden måde at arbejde på, og vi vil afgjort se en konsolidering. Pensionskasserne kan enten fusionere internt, de kan outscource hele driften, de kan indgå i forskellige samarbejder eller de kan nedlægge sig selv og købe en ordning i eksempelvis PFA,« siger Søren Andersen, der mener, at sidstnævnte bestemt er en mulighed for flere af de små pensionskasser.

»I modsat retning trækker, at Henrik Heideby for noget tid siden meldte ud, at PFA ikke længere vil administrere pensionskasser. Selskabet er kun interesseret i at overtage dem helt, og det kan være en ulempe for PFA. Andre selskaber er også på banen over for pensionskasserne,« siger Søren Andersen, der påpeger, at det er en del mere vanskeligt at spå om, hvad der sker blandt de kommercielle selskaber.

»Her er det Skandia, Topdanmark og Alm. Brand, der i nævnte rækkefølge er de mindste, men på det område er det noget sværere at sige, hvad der kommer til at ske. Eksempelvis har selv Danica Pension jo været til salg,« siger Søren Andersen.

Mens Bedstpension fremhæver, at hvis PFA skal have en pengetank på de 600 mia. kr. eller mere i 2020, kræver det udover pæn kundetilgang nogle meget flotte investeringsafkast. Gennem de senere år har gode afkast været en større drivkraft til fremgangen hos PFA end nye kunder, siger Allan Christensen fra Bedstpension.