Der foregår en stille revolution på den yderste venstrefløj. En revolution, der blev kickstartet med et moderniseringsprojekt for få år tilbage af Enhedslistens folketingsgruppe, og som meget vel kan ende med, at det socialistiske parti med tiden bliver endnu mere topstyret og sætter en kile ind mellem det parlamentariske Enhedslisten og græsrodsbevægelsen Enhedslisten. Det spår flere eksperter.

Udfordringerne opstår, fordi partiet skal være parlamentarisk grundlag for en ny rød regering. Når forhandlingerne om eksempelvis en finanslov finder sted, er der ikke tid og kræfter til »politisk fedtspilleri«, hvor Enhedslisten må rende ud og ind af forhandlingskontorer for at afstemme med hovedbestyrelsen.

»Internationalt ser vi, at venstrefløjspartier med den slags organisationer bliver nødt til at gøre noget ved det. Det kan ikke fungere i praksis. Folketingsgruppen skal gøres mere autonomt, og det er Enhedslistens største udfordring lige nu,« siger lektor Karina Korsiara-Petersen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Hun bakkes op af ph.d.-studerende Sigge Winther Nielsen, der har fulgt Enhedslistens moderniseringsproces gennem de seneste år. Han mener, at partiet skal handle i slipstrømmen på det historisk gode valgresultat.

»Vi ved fra SF, at ændringerne i strukturen er nemmest at foretage, når man har fremgang. Det gør det svært for baglandet at bjæffe op om, at det er for dårligt og for galt, når partiet har opnået fremgang på baggrund af den nye linje. Enhedslisten har nu et rygstød til at føre partiet i en mere pragmatisk retning, der giver dem et større strategisk råderum« siger han og betoner, at opgaven bliver svær, fordi erfaringen fra venstrefløjen også viser, at man ikke bare kan lave et højresving og tro, at alle er med.

Tid til pragmatisme

Siden valget i 2007 har Enhedslisten gennemgået en række moderniseringer. Ikke alene er Johanne Schmidt-Nielsen trådt frem som partiets politiske ordfører, Enhedslisten er også blevet skarpere på politikken, og endelig har man forsøgt at gøre op med forestillingen om et protestparti, der ikke er modtagelig for reelle politiske forhandlinger.

Den nye, store folketingsgruppe erklærer sig da også pragmatisk, men der er ikke tale om et opgør med den indflydelsesrige hovedbestyrelse. Den skal fortsat give et mandat før forhandlingerne og godkende resultatet, når den kommende finanslov er på plads, lyder det.

»De er ligesom os optaget af at skabe resultater. Så på den måde er der ingen modsætning mellem hovedbetyrelsen og folketingsgruppen. I det hele taget mener jeg, at parlamentarikere skal passe meget på med at tro, at vi ved bedre end vores medlemmer,« siger folketingsmedlem Frank Aaen.

Tempoet i det parlamentariske arbejde med skiftende dagsordener betyder, at ledelsen i Enhedslisten skal strømline beslutningsprocessen, så hovedbestyrelse og det øvrige bagland kun skal tage stilling til hovedlinjer, ellers havner partiet nemt i en konfliktsituation, mener tidligere spindoktor hos SF Peter Goll .

»Risikoen er, at baglandet er med til at beslutte noget, der alligevel ikke bliver gennemført, fordi dagsordenen er skiftet i mellemtiden, eller at folketingsgruppen sidder med en vedtagelse fra baglandet, som de ikke kan bruge, fordi de skal sidde og beslutte noget andet. Det vil så de facto opleves som om, at folketingsgruppen kører løbet, og det vil den også være nødt til,« siger Peter Goll, som i dag er seniorrådgiver og ledende partner i kommunikationsfirmaet Geelmuyden. Kiese.B